Hummustallerken med krydrede bagte kartofler, syltet rødløg og dild er ren comfort food – fordi det både er lækkert, blødt og velsmagende. Det er min mand og jeg meget enige om. Som udgangspunkt har vi i forvejen hummusanretninger som noget af vores yndlingsmad.
Jeg har fundet inspiration til “Hummus med krydrede bagte kartofler” i Coopbladet Samvirke. I juniudgaven af Samvirke var en opskrift med krydrede bagte nye kartofler og cremet hummus, som pirrede min nysgerrighed. Kartofler og hummus? Danmark og Mellemøsten i en ret? Og i en meget enkel kombination med syltede rødløg og dild. Hvor mange minutter kunne det lige tage mig at afprøve det? 😀
Siden har jeg lavet retten flere gange og både med nye kartofler og nu også med “gamle” kartofler. Jeg har holdt fast i små kartofler men tænker, at større kartofler skåret i både og med samme gang krydderi også må være super godt.
Hummus
Da vi i sommers lavede retten første gang, havde vi allerede hummus i pålægsskuffen, som vi valgte at bruge. Det var en helt almindelig hummus efter egen opskrift. Kombinationen med de krydrede nye kartofler smagte super dejligt. Hver gang, vi har lavet retten siden, har vi “bare” brugt vores kendte hummus. Har du en yndlingshummus, kan du med fordel bruge den. Du kan også gøre det let for dig selv ved at købe en færdiglavet hummus. I samvirkes opskrift er der lagt vægt på at hummusen laves ekstra blød og cremet. Du kan finde Samvirkes opskrift på Hummus HER
Opskrift på to slags hummus + inspiration til anden slags hummustallerken:
Find mere inspiration til hummustallerkner HER
Hummustallerken med krydrede bagte kartofler:
Ingredienser
Hummus
- ca 3 spsk pr portion
Ras el-hanoud krydderi
- 1 tsk stødt spidskommen
- ½ tsk stødt koriander
- ½ tsk stødt ingefær
- ½ tsk paprika
- 1/4 tsk cayenne
Krydrede kartofler
- 1 kg kartofler
- 1 tsk ras el-hanoud krydderiblanding (Se note)
- 1 tsk salt
- 1 dl olivenolie (eller lidt mindre)
Syltede rødløg
- 1 stort rødløg (i halve ringe)
- 1 dl eddike
- ½ dl sukker
- ½ dl vand
Andet
- 1 bdt frisk dild (eller anden krydderurt efter smag.)
Sådan gør du
- Lav eller køb en hummus. Der er links til hummusopskrift i noten under opskriften.
Krydrede kartofler
- Bland dit eget krydderi eller køb det. Der skal bruges 1 toppet tsk. af blandingen. Resten kan gemmes til næste gang 😉
- Tænd ovnen på 200 grader(185gr varmluft). Vend kartoflerne med krydderiblandning, olie og salt og fordel på en bageplade.
- Sæt kartoflerne i ovnen på midterste rille og bag dem i ca. 45-50 minutter, til de er godt møre.
Syltede rødløg
- Skær løget først i halve og derefter på tværs i tynde skiver.
- Bland eddike, vand og sukker i en lille gryde. Bring lagen i kog og kom rødløget i. Lad løget koge med i 1 min. Kom herefter løg og lage i et glas og stil til afkøling. Vent med at sætte låg på glasset, til det er afkølet.
- Rester af syltet rødløg smager skønt som tilbehør til næsten alt i det salte køkken.
Anretning af hummustallerken
- Fordel ca 3 spsk hummus på tallerknerne og læg kartoflerne over. Kom de syltede rødløg ved. Herefter kan du krydre med krydderurter,ex. dild eller bredbladet persille.
- Server evt en lækker årstidsrelevant salat som sideret