Tilbehør til suppe – idekatalog

Dette indlæg er tiltænkt som et idekatalog til mulig tilbehør til suppe.

Jeg tænker, de fleste er enige i, at suppe og et godt brød passer sammen. Måske er det nyt for nogen, at suppe faktisk passer fortrinligt sammen med mange former for grøntsagstilbehør, som f.eks. salater, grøntsagsfritter, bagte rodfrugter og lignende. Samt udover f.eks brød med smørelse, fungerer brød i form af bruchetta, pizza, pizzasnegle, toast, pirogger o.l. også super godt. Faktisk kan man nemt snige nogle af sine favoritspiser ind under en suppe-menu 🙂

Vi har de sidste ca 5 år, siden vi gik plantebaseret, ofte serveret suppe sammen med salat. Særligt alle vores blendede supper supplerer vi altid med en god kålsalat. Gerne en salat som komplementerer suppen farvemæssigt. Målet er at tilfredsstille flere sanser i måltidet, hvor kålsalaten giver noget at tygge på. Når det kommer til supper med fyld, serverer vi oftest “kun” brød til. Sikkert fordi disse supper i forvejen har noget at “tygge på”.

Eksempler på servering med suppe, salat og brød:

Bordækning
2016: Borddækning til jordkokkesuppe med rødkålssalat. Desværre ingen billede af maden.

Her er et eksempel fra en fødselsdagsmiddag, jeg holdt for veninder for et par år siden. Menuen blev sat ud fra, at grønkålssuppe var vores nye favoritsuppe, jordskokkepizza og hvidkålssalat er mine livretter. Hvorfor ikke servere det hele i ét og samme måltid? Det blev et skønt måltid, hvilket veninderne også gav udtryk for. Deres respons gav mig lyst til at gentage successen.

Grønkålssuppe serveret med jordskokkepizza og hvidkålssalat
Grønkål-ærtesuppe med peberrods-cashewcreme, ristede græskarkerner, jordskokkepizza og kålsalat

Til min fødselsdag året efter var jeg meget betaget af både arabisk rødbedesuppe og bruchetta. Jeg inviterede veninderne og deres mænd på middag bestående af disse to ting og hvidkålssalat. Bonus ved en sådan servering er, at alt sættes på bordet på én gang, og værtinden behøver først bryde selskabet, når det er tid til dessert.

Arabisk rødbedesuppe
Arabisk rødbedesuppe med hvidkålssalat og bruchetta.

Idekatalog til tilbehør til suppe:

NOTE: Jeg har skrevet det før, jeg gør det lige igen 🙂
Suppe er en super fin servering, hvis man skal spise sammen med personer, som ikke til dagligt spiser vegansk. De fleste forstår sig på suppe, og den lille forskel på vegansk og ikke vegansk suppe ligger ofte i bouillonen, hvor det hverken er til at se eller smage, at det er grøntsagsbouillon. Skulle nogen ikke regne suppe for mad ( kunne være mine sønner) er tilbehøret i form af salat og brød/bruchetta/pizza genialt, da det kan udgøre et måltid i sig selv 😉

I min familie har menuen til en årlig julekomsammen i flere år bestået af en suppe-buffet. Buffet med tre forskellige veganske blendede supper samt masser af toppings og tilbehør i skåle ved siden af. Noget til begge verdener. Det betyder, at vi som veganere er inkluderet og kan fylde vores tallerkner fra buffeten, og samtidig kan vores ikke veganske familie toppe deres suppe med bacon og andet ikke vegansk fyld. Alle er glade.

Grøntsagstilbehør:

Et godt trick er at vælge noget favoritgrønt som tilbehør, og kun fantasien sætter grænsen. Er du mere til grøntsagsfritter / bagte rodfrugter, eller har en helt anden ide – så start der 🙂

Kålsalater:
Hitter hos os 🙂
Gerne komplementerende farver. Her kommer nogle eksempler ud fra, hvad vi har prøvet:
*Gråhvid jordskokkesuppe er super flot og velsmagende med rødkålssalat eller kikærtesalat.
*Hvid cremet sellerisuppe er god med rødkålssalat og blandet kålsalat.
*Gul – orange hokkaido– eller gulerods-chili-suppe er gode med blandet kålsalat, rødkåls- eller hvidkålssalat.
*Grøn grønkåls-ærte– eller broccoli-spinatsuppe er gode med hvidkåls- eller spidskålssalat.
*Rød rødbedesuppe er god med hvidkåls- eller spidskålssalat

Grøntsagsfritter og bagte rodfrugter:
Hos os – nyt og dejligt tilbehør til suppe.

Broccoli-spinatsuppe
Broccoli-spinatsuppe med pastinakfritter 😀

Vi har spist pastinakfritter og bønnefritter til broccoli-spinatsuppe, og fritter af søde kartofler til grønkålssuppe. Sådan laver du fritter: Skær den grøntsag/rodfrugt, du ønsker at lave fritter af i passende størrelse, vend med olie og salt evt. grønt krydderi. Bag i ovnen til ønsket sprødhed(30 min +).
Bagte rodfrugter er afprøvet til Cremet sellerisuppe. Skal absolut prøves til flere suppevarianter.

Veganermors Veganske Tærter
Få min e-bog!

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få Veganermors Veganske Tærter

Invalid email address
Der kan gå lidt tid, før du får mails (bekræftelse + download link). 
Du kan afmelde nyhedsbrevet til enhver tid. 

Chips:
Grønkålschips er fantastisk tilbehør til supper. Enten på en sidetallerken eller som drys og knas på suppen. Er afprøvet på grønkål-ærtesuppe og jordskokkesuppe. Tænker de kan bruges til alle supper.
Her er flere chips ideer:

Tilbehør til cremet sellerisuppe
Rodfrugtechips, kernebrød, pesto og rødkålssalat som tilbehør til cremet sellerisuppe
sortbønne suppe
Nachos som tilbehør til sortbønne suppe

Brød med mere som tilbehør:

Ovnristet rugbrød eller andet brød med olie eller pesto og flagesalt er det, vi hyppigst spiser til suppe. Vi bruger bare det brød, vi tilfældigvis har i huset. Ristes ca 10 min i ovnen ved 180 gr varmluft.

Cremet sellerisuppe med svampetopping
Cremet sellerisuppe med svampe- og mandeltopping og ovnristet rugbrød.

Hurtigt suppebrød er luksus tilbehør til suppe på en dag, hvor vi har lidt mere tid. Brødet er hurtigt rørt sammen og sat i ovnen – skal dog bages i lidt lang tid. Kan serveres med krydret olivenoliesmør, ramsløgsmayo (kan laves med purløg), pesto eller bare smørbar.

Sådan laver du ramsløgsmayo / purløgsmayo:
3-4 spsk mayonnaise
1 spsk citronsaft / citrusuniversal
1 tsk dijonsennep
Masser af hakket ramsløg / eller purløg
salt og peber
Bland det hele godt sammen og smag til.

Suppebrød og smørelse
Hurtigt suppebrød og smørelse

Vi laver de skønneste bruchetta til suppe af hurtigt suppebrød, pesto med soltørrede tomater og bønnepostej fra “Hanegal”. Føl dig fri til at bruge det brød, du har lyst til.
– Brødet skæres i kvarte og derefter i tynde skiver.
– ristes i ovnen ved 185 gr varmluft i 10 minutter.
– Tages ud af ovnen og smøres med både pesto og bønnepostej.
– Bages igen i 10 minutter
Disse bruchetta er vanedannende, og jeg har endnu ikke mødt nogen, som ikke sagde Mmmm 😀

Herudover ynder vi at lave glutenfri kernebrød, som supplerer suppe godt med sin sprødhed fra frø og kerner. Eller foccacia, med en form for smørelse. Denne foccacia fungerer endvidere perfekt til toastbrød. Vi har serveret toast til tomatsuppe med stor succes.

Pizza er et stort hit til suppe hos os. Jeg har serveret både friskbagt pizza (gerne jordskokkepizza), og jeg har udnyttet en rest købepizza som tilbehør. “Left-over” købepizzaen blev skåret i mindre stykker og varmet/ristet i ovnen og blev nærmest til “pizza-bruchetta”. Mums sir’ jeg bare. Pizzasnegle og pirogger er også skønt tilbehør til en blendet suppe. Her har jeg desværre endnu ikke den bedste opskrift, men er på udkig efter en.

Ikke afprøvet tilbehør:

I skrivende stund kommer ideen om at finde en god sommersuppe – måske en kold suppe – og lade denne suppe ledsage af grillspyd med grøntsager, brød og en skøn smørelse eller mayo, som klær både de grillede grøntsager og brødet. Lyder det ikke lækkert? Jeg kan se det for mig og næsten smage det. Det må blive næste sommer 😀

En god madmuffins har også potentiale som tilbehør til suppe……

Faktisk er der uanede muligheder for at lave nogle skønne og komplette suppe-middage. Selv afprøver jeg forskellige suppe-grønt-brød-kombinationer – med let energi og nysgerrighed. For det meste går det godt. Og nogen gange rigtig godt 🙂

Kommentér

Navigate