Dumplings og Japchae

Dumplings og Japchae er skønne koreanske retter. Dumplings er små dampede dejpakker med lækker grøntsagsfars. Japchae er risnudler, stegte svampe og grøntsager godt krydret med soya, riseddike og sesamolie. Der er en opskrift på begge retter + to lækre dumplings-dip (gomadressing og soyadip) i dette indlæg.

Dumplings og japchae
Dumplings og japchae med gomadressing og soyadip

Jeg har den allerbedste læremester ud i koreansk mad, og det er min skønne niece Josefine. Jeg har tidligere delt en opskrift på koreanske kimbap, der minder om sushi. Josefine rykkede nemlig ind i mit køkken for ca 3,5 år siden og lærte mig at lave de lækreste kimbap. Nu har hun heldigvis været her igen og lært mig at lave Dumplings og Japchae 😀

Du kan læse et indlæg og finde en opskrift på kimbap HER

Kimbap
I Kimbap-skole
Kimbap
Koreanske Kimbap maj 2018

Skal jeg være helt ærlig, så havde Josefine og jeg en dag i køkkenet sammen i november sidste år, hvor vi også lavede Dumplings og Japchae – men jeg kom desværre ligesom aldrig videre. Det har jeg rådet bod på nu, og i lørdags fløj 10 skønne timer hastigt i Josefines selskab – Josefine er en meget arbejdsom læremester, og vi er lige køkkentossede begge to. Jeg elsker simpelthen at lære nye køkkenrelaterede færdigheder – så ingen tvivl om, at vi havde den skønneste korea-lørdag. TAK Josefine 😀

Dumplings og japchae
Dumplings og Japchae november 2021
Dumplings og japchae
Dumplings og Japchae november 2021

Dumplings og Japchae smager fantastisk, og jeg har allerede bestemt, at de skal lande på tallerknerne, når sønnerne er hjemme på juleferie – eller den dag, vi samler alle vores børn til jule- tamtam og måske endda til også til nytår.

Veganermors Veganske Tærter
Få min e-bog!

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få Veganermors Veganske Tærter

Invalid email address
Der kan gå lidt tid, før du får mails (bekræftelse + download link). 
Du kan afmelde nyhedsbrevet til enhver tid. 

Dumplings

Til dumplings har jeg valgt at bryde mit princip om, at jeg ikke bruger hvedemel i vores mad. Det har været min intention at finde en glutenfri dej-erstatning. Men lige nu tænker jeg: “Pyt pyt!!”. Vi tåler godt hvedemel i familien, og undgår det af andre sundhedsmæssige årsager. Jeg vil ikke risikerer, der går et år mere, før jeg får lavet disse skønheder igen. Sidste år lavede Josefine og jeg dumplings af almindelig hvedemel. I år har vi brugt Ø-landshvede, som er groftsigtet og indeholder lidt mere næring. Prisen er, at det er lidt sværere at lave fine “dumplingspakker” – men smagen er uantastelig. Josefine medbragte sin bambusdamper. Halvdelen af dumplingene blev tilberedt i damperen og den anden halvdel på en pande. Der beskrives 3 måder at færdig-tilberede dumplings på i opskriften. Føl dig helt fri til at gøre, som du vil.

Dumplings og japchae
Dumplings og Japchae
Sådan fylder du dejen med fars:

Japchae:

Japchae er en ret enkel nudelret – med koreanske tilberedningsregler og smag.  I stedet for at svitse alle grøntsager samtidig, har Josefine lært mig, at stege dem hver for sig, så smagene ikke mikser sig til en ubestemmelig masse. Og det giver jo ganske god mening. Nudlerne koges og klippes. Grøntsagerne skæres i fine strimler, steges hver for sig og kommes i nudlerne, hvorefter det hele krydres godt.  MUMS!

Japchae
Japchae

Opskrift på Dumplings, Japchae, Gomadressing og Soyadip:

Billederne i indlægget er en god blanding af billeder fra 2021 og i lørdags + jeg synes, der mangler billeder – som kommer næste gang, jeg laver retterne 😉

Dumplings

Veganske dumplings

Ret: Forret, Frokost, Hovedret, Snack
Køkken: Koreansk
Keyword: Umami
Lækre koreanske dejpakker med svampe-grøntsagsfars. Der bliver ca 30stk.

Ingredienser

Dej

  • 240 g hvedemel
  • 160 ml vand
  • 1 spsk olie
  • ½ tsk salt

Grøntsagsfars

  • 200 g champignon (hakket fint)
  • 1 gulerod (hakket fint)
  • ½ porre el. 3 forårsløg (hakket fint)
  • 1 løg (hakket fint)
  • 2 fed hvidløg (hakket fint)
  • 1 tsk ingefær (hakket fint)
  • 200 g kål (hakket fint)
  • 1-2 spsk sesamolie
  • 2 spsk soyasauce
  • 1 spsk riseddike
  • salt og peber
  • Olie til stegning af grøntsager (evt ½ olivenolie og sesamolie)

Sådan gør du

Dej

  • Bland det tørre, kom vand og olie i. Bland - tryk - ælt.
    Dumplings
  • Ælt til dejen er helt glat.
    Dumplings
  • Kom dejen i en skål og læg et vådt klæde over, så den ikke tørre ud, mens den hviler. Ælt godt igennem igen inden brug.

Grøntsagsfars

  • Dumplings
  • Tilbered grøntsagerne, som alle skal hakkes fint.
    Dumplings
  • Dumplings
  • Dumplings
  • Opvarm en pande med olie og tilføj champignon, løg og gulerod. Lad det stege, til det er tørt under jævnlig omrøring.
  • Tilføj porre og kål, og lad det stege, til det er blødt. tilføj evt. lidt vand.
  • Tilføj hvidløg, ingefær, sojasauce, sesamolie. Lad det stege i ca. 1-2 min. Smag til med salt og peber. Lad det køle af før brug.

Samling og tilberedning af Dumplings

  • Ælt dejen grundigt igennem.
    A. Dejen kan enten deles i 2 og rulles helt tynd, hvorefter cirkler stikkes ud med passende rund genstand - brug godt med mel.
    B. Eller som illustreret, hvor hver dumpling rulles for sig. Del dejen, rul ud til en pølse og skær i små stykker - vej eventuelt dejen og divider vægten med 30. Så får du, hvor meget hver enkelt bør veje. Det behøver dog ikke være så præcist, de kan fint variere lidt i størrelse og form. Rul hver kugle ud til en flad cirkel med en tykkelse på omkring 1-2 millimeter og en diameter på 8-10 cm. Brug evt. en lille glasflaske til kagerulle.
  • Sæt de færdigfoldede dumplings på bagepapir, som er smurt med lidt olie.
  • Læg en tsk fyld med top på cirklen og fold den ene side forsigtigt over mod den anden - fugt enderne med lidt vand og klem dem sammen. Lav et klassisk bølgemønster ved at klemme sammenslutningen sammen ligesom et 'gardinfold' - hvor du klemmer siderne sammen, samtidig med du slår små bølger på den ene side. Se videoen i indlægget 🙂
    Dumplings
  • Dumplings kan foldes på flere måder, f.eks rulles, når dejkanterne er trykket sammen, eller samles som en pose. Søg på youtube, hvis det har din interesse.

Tilberedning på 3 måder:

  • Bambusdamper: Læg et stykke bagepapir i 2-3 af damperens ringe, prik små huller, så dampen kan trænge i gennem. Damperen med låg sættes i en pande med kogende vand. Spæd løbende med mere vand efter behov - Dampes ca. 10-15 minutter.
    NB: Ha lidt afstand mellem dumplingene, da de vokser under dampning.
    Dumplings
  • Dampstegt: Varm lidt olie op på en pande til middelvarme og steg en håndfuld dumplings, indtil de er let gyldne på undersiden. Skru lidt ned for varmen og hæld ca. 1/2 deciliter vand ved. Sæt låg på og lad dem dampe, indtil alt vandet er fordampet. Herefter er de klar til servering.
  • Dampstegt i meljævning: Varm olie i en pande og steg dumplingene ved middel varme, til de er gyldne på undersiden. Lav imens en meljævning ( 1 lille spsk mel i 3/4 dl vand). Vend dumplingene, og hæld meljævningen på panden. Læg låg på, så de dampes.
    Dumplings
  • Damp til al vand er væk og melskorpen til sidst slipper panden.
    Dumplings
  • Vendes ud på en tallerken. Mel-delen bliver helt sprødt og chipsagtigt - måske er det en Josefine-speciel 😀
    Dumplings
  • Spises med pinde og lækkert dip ex. Gomadressing og Soyadip.
    Dumplings

Noter

STORT arbejde - JA! men sjovt. Engager børn og venner i at folde dumplings. Det er hyggeligt, og de smager så meget desto bedre, når de er lavet i et fællesskab 😀
Overskydende fyld kan fryses og bruges i en spontan og mindre dumplingeproduktion.
Dumplingene kan laves og fryses, før de dampes. Kommes frosne på panden eller i damperen, når de skal bruges. Og der beregnes 4-5 min. ekstra til optøning.
Hvis du har en damper kan du evt. vælge, som os, at tilberede på begge måder; både i damper og på pande.
Har du prøvet opskriften?Nævn @veganermor.dk på instagram!
Dumplings

Japchae

Ret: Frokost, Salat, Tilbehør
Køkken: Koreansk
Keyword: Glutenfri
Koreansk risnudelret med svampe, og forskellige farver grøntsager.
Glutenfri ved brug af glutenfri soyasauce.

Ingredienser

  • 1 lille håndfuld tørrede svampe (ex chitake, kantareller e.l.)
  • 200 g champignon (el anden type svampe)
  • 200 g frisk spinat
  • 2 pk vermicelli glasnudler (ex med mungbønner)
  • 2-3 forårsløg (el ½ porre)
  • 1 løg (medium)
  • 1 gulerod (mellemstor)
  • ½ rød peber
  • ½ gul peber
  • 2 fed hvidløg eller flere (finthakket)
  • 1 spsk Sesamfrø
  • 2 spsk sukker (evt kokossukker / Birkesød)
  • 2-3 spsk Soyasauce (ex Tamari)
  • 2 spsk sesamolie
  • Olie til stegning
  • salt og peber

Sådan gør du

  • Sæt de tørrede svampe i blød i varmt vand efter instruktioner på posen.
  • Rens og skær champignon i skiver.
  • De udblødte svampe (presset fri for væde) og champignon blandes med 1 fed finthakket hvidløg, 1 tsk sukker, 1/4 tsk kværnet peber, 2 tsk soyasauce og 1 tsk sesamolie.
    Dækkes til og sættes i køleskabet.
    Japchae
  • Kog vand i en gryde og lad spinaten blanchere i 30 sek. Tag spinaten op med en hulske og skyl under den kolde hane. Pres vandet let ud og kom det i en stor skål. tilføj 1 tsk soya og 1 tsk sesamolie. Klip et par gange med en saks.
  • Kog nudlerne i spinatvandet efter anvisninger på posen (evt behov for at tilføje ekstra vand). Hæld vandet fra og skyl med koldt vand. Kom det i skålen med spinat, tilføj 1 tsk soya, 2 tsk sesamolie og 1 tsk sukker. Klip med en saks, og bland det med spinaten.
  • Alle øvrige grøntsager skæres i fine strimler.
    Japchae
  • Japchae
  • Kom olie på en pande og steg løg og porre/forårsløg til de er gennemsigtige. Kom det i nudlerne.
  • Kom lidt mere olie på panden, og steg gulerodsstrimlerne i ca ½ min, tilføj røde og gule peber-strimler og steg yderligere 20 sek. Drys med lidt salt og peber.
    Kom blandingen i nudlerne.
  • Steg de marinerede svampe fri for væde, og tilføj til skålen.
  • Bland nudler og grøntsager. Tilføj finthakket hvidløg, 1 spsk soya, 1 spsk sukker, ½ tsk peber og 2 tsk sesamolie. Bland det hele godt, smag til og tilføj yderlige soya, peber, olie, sukker efter behov.
    Japchae
  • Hæld evt. Japchae i en udvalgt serveringskål.
    Rist sesamfrø og drys over retten.
    Dumplings
  • Spises evt som tilbehør til dumplings.

Noter

Mængden af Japcha kan tilpasses med risnudler. Jeg har lavet retten med både 2 og 3 poser risnudler. Tænker også, at Japchae vil være lækkert med kun én pose, hvor grøntsagerne kommer mere i overvægt i forhold til nudlerne.
Japchae
Risnudler til Japchae
Jeg mangler helt klart billeder af processen til denne ret. De kommer, når jeg laver retten næste gang 😉
Har du prøvet opskriften?Nævn @veganermor.dk på instagram!
Dumpling dip

Goma-dressing

Ret: Tilbehør
Keyword: Glutenfri, Umami
Dressing på basis af ristede sesamfrø og mayonnaise. Perfekt dip til dumplings.

Ingredienser

  • 4 spsk sesamfrø
  • 1 fed hvidløg (presset)
  • 4 spsk mayonnaise
  • 1 spsk riseddike
  • 2 spsk soyasauce
  • 2 tsk kokossukker (eller andet sødning)
  • 2 tsk sesamolie

Sådan gør du

  • Rist forsigtigt sesamfrøene på en pande, til de dufter dejligt.
  • Kværn frøene i en elektrisk kaffekværn eller en morter
  • Rør alle ingredienser sammen og smag til med ekstra af det hele, hvis du synes.
  • Fungerer perfekt til dumplings.
    Dumplings og japchae
  • MUMS! glæd dig

Noter

Rester af dip kan opbevares i køleskabet og anvendes til andre spændende ting; bagte rodfrugter, rå grøntsagsstænger, på ristet brød osv.
Har du prøvet opskriften?Nævn @veganermor.dk på instagram!
Dumpling dip

Soyadip

Ret: Tilbehør
Køkken: Koreansk
Keyword: Glutenfri, Umami
Uundværlig dip til dumplings og kimbap.
Glutenfri ved brug af glutenfri soyasauce.

Ingredienser

  • Tamari (eller anden soyasauce)
  • Riseddike
  • Ingefær (finthakket)

Sådan gør du

  • Bland lige dele soyasauce og riseddike. Tilføj finthakket ingefær - mængde efter hvor glad du er for ingefær.
  • Super dip til dumplings, kimbap og Japchae.

Noter

Mere enkelt kan det næsten ikke gøres 🙂
Har du prøvet opskriften?Nævn @veganermor.dk på instagram!

Kommentér

Opskrift Vurdering




Navigate