Mikuna dhal er en af mine absolutte livretter. Jeg kan bare ikke sige dhal uden også at sige dosa. Dosa er en indisk pandekage bagt af en fermenteret pandekagedej af ris og røde linser. Lige for tiden finder jeg ofte en anledning til at spise dhal og dosa. Kommer der gæster, tænker jeg: “Dem har vi vist ikke serveret dhal og dosa for før”. Undskyldningen, for at lave retten igen i går, var at få taget billeder til en deling af opskriften i dag. Desværre fik jeg ikke taget et godt billede af raitaen, og så må jeg jo nok snart gentage menuen 😉 Der er en opskrift på Mikuna dhal, dosa og raita i dette indlæg.
Som en lille krølle tilbage til mine fødselsdagsfejringer, havde jeg inviteret fire yoga-venner til dosa og dhal efter yoga dagen efter min fødselsdag 😀
Opskriften til Mikuna dhal har jeg fundet i bogen, “FRI”, som er skrevet af Mikuna pigerne, Line og Sigrid. For fem år siden var jeg helt vild med deres Dhal, som jeg købte et par gange i deres Cafe Mikuna i Århus. Cafeen er desværre lukket, og derfor blev jeg også meget glad, da de udgav en kogebog med opskrifter fra Cafeen. Jeg har skrevet lidt mere uddybende om Mikuna og deres samarbejde med Hanegal, da jeg delte deres opskrift på leverFRIpostej, som du kan læse HER
“Snart seks år som vegansk blogger uden at have en dhalopskift på bloggen?? Hvordan synes du lige selv det går Veganermor?”
Tjah – jeg har prøvet til med flere forskellige slags dhal, som ikke har fanget mig. Jeg endte faktisk med at tro, at jeg nok bare ikke er et dhal-menneske. Dem må der jo trods alt også være nogle stykker af. Men så fandt jeg opskriften på Mikunas dhal i deres bog og huskede, at jeg faktisk var ret begejstret for netop deres dhal. Siden har jeg lavet den et utal af gange.
Mikuna dhal med dosa og raita:
Mikuna dhal er lavet med både gule flækærter og røde linser. Flækærterne giver retten mere bid end andre dhalretter, jeg har smagt. Måske gør flækærterne en forskel for mig. Udover ingredienserne på billedet bruges der også salt, peber, olie og kokossukker (eller rørsukker). Jeg kan ikke afvise, at en spiseske kokossukker også er med til at tæmme linseretten, så den smager og opleves ekstra forførende.
Dosa og raita: En dosa er en indisk pandekage, som er bagt af en fermenteret pandekagedej bestående af linser og ris, som dag 1 er sat i blød i vand, dag 2, tilsat salt og blendet, dag 3 er fermenteret/gæret og klar til at bage. Jeg er super fascineret af enkeltheden og smagen af disse pandekager. Jeg kommer også bukkehornsfrø i dosadejen, fordi jeg har det i skuffen. Bukkehornsfrø kan udelades. Dosa smager godt med Dhal og raita. Raita er en indisk yoghurtdip med agurk, hvidløg og mynte. Jeg har eksperimenteret med en vinterversion af raita, hvor jeg har brugt glaskål i stedet for agurk. Det kan man godt.
Opskrift på Mikuna dhal, dosa og raita:
Ingredienser
- 1 løg (hakket)
- 2 fed hvidløg (finthakket)
- Oliven- eller kokosolie til stegning
- 150 g gule flækærter (skyllede)
- 250 g røde linser (skyllede)
- 250 g kartofler (alm. eller søde) (i grove tern)
- 1 rød peberfrugt (i tern)
- 1 ds tomater
- 1 ds kokosmælk
- 2 tsk salt
- 1 spsk sukker (evt kokossukker)
- ½ l grøntsagsbouillon
- 1 tsk gurkemeje (med top)
- 1 tsk karry (med top)
- 1 tsk chiliflager (eller en frisk chili finthakket)
- friskkværnet peber
Sådan gør du
- Ingredienser
- Rist krydderierne i en gryde, til de dufter (må ikke brænde på).
- Tilsæt olie og steg løget ved middel varme i 5 min. Hvis/når krydderierne sætter sig i bunden af gryden, kommes der lidt vand ved. Det kan være nødvendigt flere gange i løbet af de 5 min. Tilsæt bouillon, og når det koger, tilsættes de gule ærter. Koges under låg i 20 min.
- Imens gøres de øvrige ingredienser klar.
- Efter 20 minutter tilsættes resten af ingredienserne, som simrer videre i 20 min. under låg. Husk at røre i gryden med jævne mellemrum, da de gule ærter let falder til bunds og brænder på.
- Mikuna dhal kan spises alene, som den er med raita på toppen og evt en grøn grøntsag (eks. dampet broccoli, grønne bønner, mynteærter m.m). Kan også ledsages af ris, naan brød eller lignende.
- Smager også fantastisk på dosa (ris-linsepandekager)
Noter
Ingredienser
- 1 dl ris, valgfri type (godt skyllet)
- 1 dl røde linser (godt skyllet)
- 1 tsk bukkehornsfrø (kan udelades)
- vand
- 1 lille tsk salt (Dag 2.)
- kokosolie til bagning.
Sådan gør du
Dag 1
- Skyl ris og linser og evt bukkehornsfrø og sæt dem i blød i vand i en skål dækket med en tallerken eller et glas med låg på køkkenbordet.
Dag 2
- Hæld noget af vandet fra og gem det. Tilsæt salt og blend godt til pandekagedej, tilføj evt noget af det gemte vand til en passende pandekagedej-konsistens. Lad dejen stå på køkkenbordet og fermentere til dag 3.
Dag 3
- Dejen skiller og lugter syrligt. Hvis det er sommer og meget varmt, kan det blive nødvendigt at sætte dejen i køleskabet, når den ser og lugter færdigfermenteret. Køleskabstemperatur stopper fermenteringen.
- Rør i dejen, til den samler sig, og bag pandekager på en pande, evt. med lidt kokosolie. Jeg bruger en sovseske til at komme dejen på panden med. Én ske til blinis, 2-3 skeer til pandekager.
Noter
Ingredienser
- 1 agurk
- 2½ dl sojayoghurt neutral
- 1 fed hvidløg
- 4 kviste frisk mynte
- 1 tsk spidskommen
- evt. frisk chili finthakket (kan udelades.)
Sådan gør du
- Skræl agurken, rens for frø og riv den groft. Hak myntebladene fint.
- Bland alle ingredienserne, rør rundt og smag til. Lad gerne raitaen trække 30 min. eller længere inden servering.
- Dejlig kølende dip til krydrede indiske retter.