Indiske blinis til påsken

“Indiske blinis? Du tager helt fejl veganermor. Alle ved da, at en blinis er en lille russisk pandekage, som kan bruges til forret med cremefraiche og stenbiderrogn”.
Det er jeg selvfølgelig helt enig i. Men de små pandekager, som jeg bringer en opskrift på i dette indlæg er bagt af indisk dosa-dej. Så de ER indiske.

En dosa er en fermenteret linse- og rispandekage. Bager man dem små, bliver de til blinis.
Tillavningsprocessen foregår over tre dage med en ganske lille opgave hver dag.
Dag 1 sættes ris og linser i blød ved stuetemperatur.
Dag 2 blendes ris og linser med lidt af opblødningsvandet og lidt salt.
Mellem dag 2 og 3 står pandekagedejen på køkkenbordet og fermenterer.
Dag 3 bages dosaerne.
Jeg er ret fascineret af disse dosaer, som, jeg synes, er vildt godt fundet på af inderne.blinis

Blinis

Fyldet til mini-dosa er til gengæld ikke særlig indisk.
Jeg har valgt tre forskellige slags topping, og i virkeligheden er det kun fantasien, som begrænser.
Mine variationer er  helt veganske. De kan også laves vegetariske med cremefraiche og flødeost o.l.
Ligesom man også kan købe tilsvarende færdige veganske produkter.
Jeg har valgt, at jeg selv laver diverse tilbehør. Fyldet, som ses på billedet, rækker rigtig langt.
Vi har foreløbig lavet 20 blinis og har fyld til mindst dobbelt så mange blinis endnu.
Tilbehøret kan i øvrigt bruges i mange andre sammenhænge; til sandwich, på håndmadder, i spinatpandekager, på spinattærte m.m. Kun fantasien sætter grænser 😀

Dagens blinis er toppet med:
Dildcreme og læx
Fetacreme og radisser
Tofucreme og quinoarogn

Blinis
Klar til anretning af indiske blinis

Der er lidt forskellige forberedelsesprocesser:
Fredag lavede jeg læx og quinoarogn.
Læx er røgmarinerede gulerødder, der minder lidt om røget laks.
De skal gerne trække et døgns tid i marinaden.
Quinoarogn er quinoa kogt med rødbede, hvorved de kommer til at ligne stenbidderrogn.
De er kogt med lidt tang for havsmagen og rørt med sojasauce for det salte.

Røgmarinerede gulerødder
Læx = Røgmarinerede gulerødder
Quinoarogn
Quinoarogn – et glas til blinis og to til fryseren #foodprepping

Lørdag lavede jeg de tre forskellige cremer.
Tofucreme på basis af silketofu.
Fetacreme med vegansk feta og sojafløde.
Dildcreme med sojamælk efter Plantepushernes opskrift på smøreost.
En nemmere løsning er at afdryppe yoghurt i et kaffefilter og bruge det fremfor disse cremer.
Fetacremen kan dog anbefales, da den er hovedingrediens på den ene slags blinis.

Tofucreme, fetacreme og dildcremeTofucreme (bagerst), fetacreme og dildcreme

Lørdag eftermiddag, da min mand kom hjem fra en rotur i sin kajak, blev han forkælet med de viste lækre blinis, og “vi er glade”. Alle tre slags blinis er blevet godkendt af os begge  😉

Opskrifter:

Blinis
Blinis med dildcreme og læx

Du kan finde en opskrift på smøreost med dild (dildcreme) hos Plantepusherne HER
Vi tilføjer masser af frisk dild, lidt salt, peber og ahornsirup til grundosten.

Læx - vegansk laks af gulerødder
Glutenfri. Røgmarinerede gulerødder, som minder om og kan bruges som røget laks.
Se opskriften
Røgmarinerede gulerødder

Du kan se en lille video med “chef Jana” om at lave læx HER

Blinis
Blinis med fetacreme, radisser og purløg

Fetacreme er en super nem opskrift fra Kirsten skaarup:
100 g plantebaseret ”fetaost” + ca. ½ dl plantefløde + salt, friskkværnet peber og lidt citronsaft.
Riv osten og rør den så glat som muligt med fløden. Det skal blive til en temmelig tyk creme. Smag til med salt, peber og citronsaft.

Blinis
Blinis med tofucreme og quinoarogn

Tofucremen bliver også beskrevet i videoen om læx fra Chef Jana. Den er lavet med silketofu, som drænes for væske og blendes smooth, røres med neutral yoghurt til ønsket konsistens og smages til med salt og lidt citronsaft.

Quinoarogn (vegansk stenbiderrogn)
Glutenfri. Anvendes som topping på spreads og hummus, eller som fyld på blinis. Der bliver 1 glas som vist på billedet.
Se opskriften
Quinoarogn

Du kan læse et indlæg om russiske blinis bagt af boghvedemel med quinoarogn HER

Veganske blinis med "look-a-like" stenbiderrogn.
Glutenfri. Der bliver ca 18 blinis.
Se opskriften
Blinis med quinoa-rogn

Opskrift på indiske dosa:

Indiske dosa

Indiske dosa a la blinis

Ret: Forret, Pandekager
Glutenfri. Ca 20 blinis, kan også bages i større pandekager.

Ingredienser

  • 1 dl røde linser
  • 1 dl brune ris (eller hvide)
  • evt. 1 tsk bukkehornsfrø
  • vand
  • lidt salt

Sådan gør du

Dag 1

  • Skyl ris, linser og bukkehornsfrø og sæt dem i blød i vand ved stuetemperatur
    Indiske dosa

Dag 2

  • Hæld vandet fra ris og linser – men gem det. Blend ris, linser og sammen med lidt af vandet fra iblødsætningen, til det har en ensartet konsistens som en tyk pandekagedej. Smag til med lidt salt. Hvis det er din plan at lave større og mere tynde dosa, så tilsæt mere af udblødningsvandet, og gør dejen tyndere.



    Indiske dosa
  • Sæt dejen ved stuetemperatur i et glas eller en plastikbeholder med låg på. Sørg for, at der er rigelig plads i beholderen, så dejen har plads til at hæve.
    Indiske dosa
  • Lad dejen stå og fermentere i ca. 1 døgn, til den bobler let og smager syrligt. Stil den i køleskabet herefter, indtil du skal bruge den.

Dag 3

  • Smelt lidt kokosolie på en varm pande – en slip-let pande er klart nemmest at have med at gøre her.

    Indiske dosa
  • Hvis din dosadej skiller, som du kan se, min gør. Så rør blot rundt i dejen, til den er ensartet.
  • Jeg fik plads til 4 små pandekager på en pandekagepande. Med en lille sovseske øste jeg dej op, og de formede sig selv næsten runde, da dejen blev hældt på panden. Vend pandekagen efter et par minutter, når den har fået en gylden skorpe. Steg pandekagen gylden på den anden side, og fortsæt med resten af dejen.

    Indiske dosa
  • Bag små dosa, og server dem som bllinis med noget lækkert fyld.
    Blinis
  • Eller bag pandekager, og server dem med dhal eller curry.
    Dosa med dhal og falafler

Noter

Opskriften på dosa er fundet hos Meyer HER       Få ideer til lækkert fyld til minidosaerne HER    
Har du prøvet opskriften?Nævn @veganermor.dk på instagram!

2 Comments

  1. Maria Alexander Reply

    Hejsa
    Vil prøve at lave dine blinis, men mangler lidt mål i opskriften af de forskellig ting du bruger 🤗 skønne opskrifter du har
    Vh Maria

    • Helle Reply

      Hej Maria
      Dejligt, du vil lave blinis.
      Selve dosaerne er vist præcist angivet.
      Mht fyldet, så bliver der, som jeg skriver en del mere, end svarende til 20 blinis. Men det kan bruges i mange andre sammenhæng.
      Læx: Laver jeg som angivet i Chef Janas video. Jeg har brugt 4 mellemstore gulerødder og 1½ x marinaden (og jeg har faktisk skrevet opskriften af, mens jeg så videoen)
      Rester af læx kan bruges til flere blinis, spinatroulader, open sandwich med læx, som vist i videoen og meget andet.
      Dildcreme: Jeg har lavet smøreost af 1 l sojamælk (den grønne fra Naturli’) efter Plantepushernes opskrift. Det giver en ret stor portion smøreost, hvoraf jeg har krydret ca 2/3 af portionen som angivet med ca 1 bdt dild (fintskåret), salt, peber og lidt ahornsirup. Den sidste 3.del krydrede jeg med finthakket løg, fint skåret snackpeber, paprika, salt og lidt ahornsirup (smager af pikantost)til brug på kiks og brød.
      Rester af dildcreme smager skønt på kiks og brød
      Fetacremen har jeg lavet som beskrevet med ½ pk Violife fetaost og ½dl sojafløde….
      Rester kan også spises på kiks og brød.
      Tofucremen er Chef Janas “Creme cheese”, som jeg lavede af 1 pk silketofu (300g) og et par skefulde yoghurt, lidt citronsaft og ca 1 tsk salt.
      Rester af tofucremen er super god til sandwich med læx, som ses i videoen ( jeg kom purløg på i stedet for forårsløg)
      Quinoarogn er det fint blot at lave en portion af. Det svarer til 1 glas, som på billedet.
      Rester er gode som topping på smørepålæg på brød.
      Mit næste indlæg på bloggen viser spinatrouladerne og open sandwich. Begge dele med resterne af læx 🙂
      Håber det var svar nok, og ellers skriver du bare igen.
      Kærlig hilsen Helle

Kommentér

Navigate