Cremet sellerisuppe med svampetopping

Cremet sellerisuppe med svampetopping er en ny suppe i vores suppe-repertoire.
Jeg har hentet inspiration til suppen i en skøn vegansk kogebog, Grøn mad, som er skrevet af Claus Meyer. Jeg har ændret i opskriften ved bl.a at tilføje bouillon og hvide bønner, samt ændret lidt på toppingen. Der er en opskrift i dette indlæg.

Cremet sellerisuppe
Cremet sellerisuppe med svampetopping, kernebrød og ramsløgspesto

Jeg vælger tit at servere suppe for vores ikke veganske venner, når de spiser hos os.
Det gør jeg, fordi det er min oplevelse, at netop suppe kan forene veganere og kødspisere i fælles madglæde og fælles forståelse for et måltid. Forskellen på supper i de to verdener er nemlig usynlig.
Det handler mest om, hvilken type bouillon, suppen laves med, mens resten af ingredienserne sagtens kan være de samme.
Vi har et hold venner, som vi går i teateret med en 4-5 gange henover denne teatersæson.
Vi har aftalt, at vi skiftes til at byde på mad inden forestillingen, og vores venner har faktisk selv foreslået, at vi laver suppe til hinanden, som en let og hurtig hverdagsaftensmad.
Billederne og suppen er fra en sådan middag hos os i sidste uge.

Cremet sellerisuppe
Cremet sellerisuppe

Og hvorfor lige sellerisuppe? Af mange grunde: Kirsten Skaarup skriver om sellerien:
“Den gamle knold hørte tidligere til i naturens eget apotek. Det kan man læse om i gamle skrifter. Middelalderens urtebøger fortæller, at selleri er vanddrivende og udrensende, især for leveren….
…Den helt nye forskning fortæller, at selleri har en blodtryks- og kolesterolregulerende funktion, og stofferne lutolin og disomin ser ud til at forebygge Alzheimers sygdom.
Selleri giver god mæthedsfølelse og styrker fordøjelsen, og så indeholder knolden mange vitaminer og mineraler – og den virker antioxidant og antiinflammatorisk.” – Kirsten Skaarup
Og så smager den godt – jo 😀

Cremet sellerisuppe
Værsgo, så er der serveret cremet sellerisuppe 🙂

Selve suppen består bl.a. af knoldselleri, løg og hvidløg samt vand og citronsaft. Den er helt enkel.
Jeg har tilføjet bouillonterninger og en dåse hvide bønner til Meyers opskrift. Sidstnævnte for at gøre suppen lidt mere proteinrig. De hvide bønner er meget neutrale, og forstyrre ikke smagen af selleri.
Jeg gætter på, at Meyers trick med at undlade bouillon kan handle om, at suppen bliver helt hvid.
Jeg har prøvet begge varianter og hælder nok til suppen med bouillon.

Cremet sellerisuppe
Tilbehør og topping til cremet sellerisuppe

Toppingen består af svitsede svampe, marinerede jordskokker og saltmandler.
Jeg har valgt brune champignon, men har også lyst til at afprøve andre typer svampe; østershatte, kejserhatte eller andre. I stedet for jordskokker bruger Meyer det kvarte af sellerien, som han skærer i tynde skiver og marinerer med olie og citronsaft. Jeg valgte at bruge hele sellerien i suppen og har i stedet marineret tynde skiver af jordskokker, som smager fantastisk.

Som tilbehør fik vi glutenfrie kernebrød, pesto med ramsløg og rødkålssalat. Samt rodfrugtechips.
Det blev en rustik, velsmagende og mættende middag. Alt i alt en skøn kombi 😀

Opskrifter på tilbehør:

Glutenfri kernebrød
Glutenfri 18-24stk. Kikærtemelet kan udskiftes med valgfri type af mel.
Se opskriften
Glutenfri kernebrød
Pesto med ukrudt
Glutenfri ved brug af glutenfri gærflager. Jeg tilføjer altid en vis mængde basillikum i vores pestoer. Herudover kommer jeg i, hvad jeg lige har, og det kan også være persille, grønkål, rucola ol. Hvis jeg ikke har pinjekerner, bruger jeg en lille håndfuld mandler eller cashewnødder.
Se opskriften
Pesto med ukrudt
Rødkålssalat
Glutenfri. Luksus-rødkålssalat. Basisting i salaten er rødkål, appelsin og nødder samt dressing. De øvrige ting kan varieres efter, hvad du har lyst til. Vi har oftest lyst til lidt af det hele 😉
Se opskriften
Rødkålssalat

Opskrift på cremet sellerisuppe med svampetoppings:

Cremet sellerisuppe

Cremet sellerisuppe med svampetopping

Glutenfri. Opskriften er fundet i bogen "Grøn mad" af claus Meyer. Jeg har ændret lidt i opskriften.

Ingredienser

Suppen

  • 1 knoldselleri (ca. 750 g)
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • Olivenolie
  • 1 ds hvide bønner
  • 1 kvist rosmarin
  • l bouillon
  • 2 dl mandelmælk
  • 1 knsp cayennepeber
  • ½ økologisk citron/citrusuniversal (skal og saft)
  • havsalt
  • friskkværnet sort peber

Ristede svampe

  • 400 g brune champignons (eller andre svampe)
  • 1-2 spsk Tamari (el anden soyasauce)
  • Friskkværnet peber

Marinerede jordskokker

  • 2-300 g jordskokker
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 spsk citronsaft og fintrevet skal (el. Citrusuniversal)
  • salt og peber

Saltede mandler

  • ca. 50 g saltede mandler (link til opskrift i noten)

Sådan gør du

Suppen

  • Skræl knoldsellerien og skær den i grove tern. Pil løg og hvidløg og hak begge dele.
  • Steg løg, hvidløg og knoldselleristykker gyldne i 2 spsk olivenolie i en stor gryde.
  • Tilsæt de hvide bønner, rosmarin og bouillon, og lad det koge op. Fjern det skum, der danner sig på overfladen med en ske.
  • Skru ned for varmen og lad suppen simre i 20 - 25 minutter, til sellerien er helt mør.
  • Sigt kogevandet over i en anden gryde eller skål. Hæld 5 dl tilbage i gryden sammen med mandelmælk og cayennepeber, og blend suppen i en høj blender eller med en stavblender. Juster konsistensen med mere af kogebouillonen, hvis suppen er for tyk. (Jeg brugte faktisk det meste af bouillonen).
  • Smag til med fintrevet skal og saft af ½ citron, salt og peber.

Ristede svampe

  • Rens svampene og skær dem i grove stykker. F.eks. halvér dem og skær dem i både.
  • Steg dem sammen med tamari ved mellemhøj varme til væsken er fordampet. Krydr med lidt peber.

Marinerede jordskokker

  • Vask og evt. skræl jordskokkerne. Skær dem i tynde skiver. Du kan bruge et mandolinjern. Men jordskokker er nemme at skære i tynde skiver med en kniv.
  • Vend jordskokkerne med olivenolie, citronsaft, citronskal og krydr med lidt salt og peber.

Saltmandler

  • Køb dem evt. færdige, eller benyt linket til opskriften i opskriftnoten.

Servering

  • Velbekomme
    Cremet sellerisuppe

Noter

En skøn suppe, som sagtens kan laves dage før.  Det er min erfaring, at suppen bliver ekstra lækker og cremet, når den blendes grundigt i en høj blender.   Du kan finde en opskrift på saltede mandler HER        Du kan finde en opskrift på citrusuniversal HER      P.S. Der kommer procesbilleder til opskriften, når jeg laver suppen næste gang 😉
Har du prøvet opskriften?Nævn @veganermor.dk på instagram!

Kommentér






Navigate