VELKOMMEN til det nye år 2019!
Jeg vil gerne starte med at ønske alle et GODT NYTÅR 2019!
Selv håber jeg på et sjovt år fuld af energi 😀
Jeg hører til dem, som hvert år ynder at lave et tilbageblik på det år, som er gået – stoppe op og gøre en slags status – Hvad ønskede jeg at bidrage med i 2018? Hvilke nytårsfortsæt havde jeg? Hvordan er det gået med disse forventninger? Hvad er der ellers dukket op i året, som har haft betydning? Hvor står jeg lige nu? og hvilke forventninger, drømme og intentioner har jeg for bloggen i 2019?
2018 på bloggen:
Jeg gav mig selv en mission om at få TIDEN tilbage i køkkenet:
For et år siden skrev jeg her på bloggen:
“I år vil jeg her på bloggen målrettet beskæftige mig med, at “Få TIDEN tilbage i køkkenet”.
Det kan lyde mærkeligt, men der er en “diskurs” / en stemme i samfundet, som fortæller os, at vi har for travlt til at bruge tid på at lave vores mad fra bunden af uforarbejdede råvarer. Og denne stemme forstærkes af industrien, som fylder supermarkedernes kølediske og reoler op med alverdens færdiglavede retter og tilbehør, hvilket jo er super belejligt, men desværre ofte har en sundhedsmæssig pris, fordi færdigvaren består af ret forarbejdede fødevarer og en masse tilsætningsstoffer. Jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved, hvad vi har så travlt med, og om det egentlig er et bevidst valg, hvis vi ikke prioriterer vores mad/kroppens brændstof, eller om vi blot accepterer denne “samfundsstemme” om, at vi har FOR travlt, som en sandhed? Følger vi bare med strømmen, eller er det muligt at stoppe op, reflektere over vores madrutiner og tage vores egne valg?” (Du kan læse hele blogindlægget HER)
Hvordan er det så gået med at finde TIDEN og hjælpe den tilbage i køkkenet?
Jeg kom egentlig rimeligt fra start, og så skete der noget med min TID.
I 2018 er jeg selv blevet udfordret på at have TID nok til alle mine gøremål.
– Jeg kan ikke rigtigt udpege nogle særlige faktorer, som “har taget min TID”.
Man kan sige, at jeg løb ind i en øvelse, hvor jeg selv skulle prioritere og finde TIDEN til at lave sunde og farverige måltider fra bunden af gode og overvejende uforarbejdede råvarer – Finde TID til at koge bønner, rense, snitte og hakke et hav af farverige frugter og grøntsager.
En meget interessant og lærerig opgave i at prioritere 🙂
Jeg kan med helt ro i sindet sige, at øvelsen er lykkedes rigtig godt – forstået sådan, at vi ikke er gået på kompromis med vores sunde og farverige mad i 2018.
Tiden til at blogge om TID er jeg desværre blevet nødt til at nedprioritere 🙁
Dette ud fra en tese om, at en investering i egen sundhed via maden på sigt vil give mig meget mere tid og bedre energi til at blogge om TID 😉
At det er lykkes os at bevare vores sunde måltider trods travlhed, handler nok mest om den VÆRDI, vi tillægger både vores kost og opgaven at lave maden. Hos os har kosten meget STOR værdi.
Konklusionen på mit nytårsfortsæt 2018 om at hjælpe TIDEN tilbage i køkkenet, må være, at jeg ikke er kommet i mål endnu – jeg leder stadig efter TIDEN. Jeg er dog blevet mere skarp på, at jagten på TIDEN går gennem jagten på vores VÆRDIER, og hvad skal der til for, at vi værdisætter netop madlavningen så højt, at den udkonkurrerer andre gøremål, som også vil have vores TID?
Brug TID på at lave mad-relaterede indlæg:
Du kan læse et indlæg om selv at koge sine bønner og kikærter HER
Du kan læse et indlæg, som introducerer begrebet “brug-tid-på-at-lave-mad-mindset” HER
Du kan læse et indlæg, hvor jeg evaluerer missionen om at få TIDEN tilbage i køkkenet HER
Du kan læse et indlæg om at spare TID ved at bruge TID på at foodpreppe HER
Hvad fik ellers særlig betydning i 2018?
Her på bloggen vil det primært handle om madrelaterede emner 😉
I 2018 har særligt tre nye retter fundet indpas i mit veganske køkkenunivers; socca-pizza, kimbap og hummustallerken – Inspirationskilder, som har pirret min fantasi og kreativitet til at udvikle på retterne og gøre dem til mine egne:
I april måned introducerede Årstidernes veganske måltidskasse mig for socca-pizza, som siden har inspireret mig til at ændre på socca-fyldet, lave morgenmads-socca og socca-vafler.
Du kan læse et indlæg om socca og finde en opskrift HER
I maj måned havde jeg besøg af min søde niece Josefine, som lærte mig at lave veganske kimbap (koreanske sushi), som er nyt i mit madunivers – og en fantastisk opgradering af mine madlavningsfærdigheder – sønnerne (og jeg selv) er svært tilfredse 😀
Du kan læse et indlæg og finde en opskrift på veganske kimbap HER
Hummustallerkener serveret i Amsterdam: Øverst: fra Hummushouse, nederst: fra Sirhummus
En tur til Amsterdam i september åbnede mine øjne for nye mulige serveringer med hummus.
En tallerken fuld af total velsmagende hummus med lækker topping, pynt, dressing, tilbehør og lune pitabrød blev til en kæmpe inspiration. En ret, som jeg måtte hjem og afprøve med det samme. Min hjerne begyndte straks at udtænke alternative toppings og kreative muligheder 😀
Har allerede gentaget retten flere gange i forskellige variationer – og samtidig er det nem mad 😉
Du kan læse et indlæg og finde en opskrift på hummustallerken HER
Ønsker for veganermor.dk 2019:
I 2019 vil jeg fortsat beskæftige mig med vigtigheden for vores sundhed ved, at vi bruger TID på at lave vores mad fra bunden med en variation af flest mulige uforarbejdede råvarer. Jeg vil udvide jagten på TIDEN til også at omfatte den VÆRDI, det har at lave sin mad fra bunden. Fordi:
– Vi er, hvad vi spiser!
– Vores sundhed er vores eget ansvar!
Forhåbentlig vil der komme mange flere opskrifter på sund og farverig plantemad på bloggen 😀
I 2019 vil jeg gerne være med til at præge udbredelsen af den plantebaserede livsstil i en større grad, end jeg gør aktuelt, dog ved jeg endnu ikke med hvilke konkrete tiltag, det kommer til at udforme sig.
Jeg vil “skubbe” mig selv lidt mere ud over kanten, og jeg er gået i tænkeboks 🙂
Kolding, hvor jeg bor, ville score meget lavt, hvis den skulle måles på udbud af plantebaserede retter i bylivet… Måske vil jeg forsøge at præge en udvikling her? ..eller noget helt andet?
I 2019 vil jeg gøre mine omgivelser mere BLÅ – Jeg har udviklet en svaghed for nuancer af blå og turkis – Plantebaseret mad har rigtig mange forskellige skønne farver – men ikke blå 😉
Den blå og måske særligt turkise farve trækker i mig, og I vil formentlig opleve, at mine billeder via tilbehør og foodstyling bliver mere BLÅ 😀
Måske netop blå, turkis og mintgrøn kobler sig til vegetarisk og vegansk – jeg har observeret, at farverne lyseblå og turkis tit er anvendt i omgivelserne, hvor der sælges plantebaserede retter – eller også vil jeg bare gerne koble de to ting?