Opskriften på spidskålssalat fandt jeg for nogle år siden hos frksaust.dk, som er en ikke-vegansk hjemmeside, og det var vi jo heller ikke den gang, men denne salat var og er vegansk.
I min søgen efter en salat med ‘spidskål’ og ‘æbler’, dukkede denne opskrift op, hvor frk. Saust indledende skrev:
“Spidskålssalaten er favoritten hjemme hos os for tiden. Salaten er dejlig mild i smagen,og man kunne næsten mistænke den for at være usund!”
Det lød da meget godt, og ingredienserne, spidskål, æbler, mandler og sesam havde vi i huset. Spidskålssalaten blev dermed også hurtigt en af vores favoritter.
Når jeg vurderer spidskål op imod hvidkål, tænker jeg at spidskål er en “lettere” og mildere kåltype.
På Kostplanen.dk har jeg fundet følgende om spidskål:
“Hvis du aldrig har spist særlig meget kål, så er det helt klart her du skal starte. Denne kål minder utroligt meget om hvidkål og er derfor meget mild i smagen. På grund af den milde smag indeholder de derfor heller ikke helt så mange sunde stoffer som de kåltyper der har en kraftig bitter smag. Spidskål er stadig meget sund og 100 g spidskål dækker hele dit daglige behov for C-vitaminer. På grund af den milde smag, så kan du nemt spise spidskålen rå, snittet i strimler som råkost.” (Thomas Reberholt).
Du kan lave spidskålssalat enten med almindelig “hvid” spidskål eller med den røde variant af kålen:
Opskrift på spidskålssalat med æbler, sesam og mandler:
Ingredienser
- 1 lille spidskål eller 2/3 stort (hvidt eller rødt)
- 2 æbler (velsmagende ;))
- 100 g mandler
- ½ dl sesamfrø
Dressing
- 2 spsk ekstra jomfruolivenolie
- ½-1 spsk ahornsirup (Kan udelades)
- 2 spsk citronsaft/citrusuniversal
- 1 spsk æblecidereddike
- lidt lidt salt og peber
Sådan gør du
- Snit kålen fint og skær æblerne i tern.
- Rist mandlerne på en tør pande og rist efterfølgende sesamfrøene under opsyn, da de ret hurtigt begynder at hoppe rundt på den varme stegepande.
- Bland alle de våde ingredienser sammen til en dressing og smag til med salt og peber.
- Bland kål, æbler, groft hakkede mandler og ristet sesam sammen i en stor skål og hæld dressingen over. Vend salaten forsigtigt så al kålen har fået dressing på sig.
- Lav evt salaten med rød spidskål.
- Velbekomme