Kålpandekager lavet af broccoli og toppet med spidskålssalat, avocado og butterbeanspread er super dejlig morgenmad. Retten kan selvfølgelig lige så vel spises til frokost og aftensmad. Ideen er hentet i bogen “Kålhydrater” skrevet af Anette Sams og med opskrifter af Jane Faerber. Skøn og oplysende bog og flot mad med kål i alle opskrifter.
Kål til morgenmad??
Tanken om kål til morgenmad lå ikke lige forrest, men jeg griber gerne nye udfordringer og helt ærligt, her er jeg blevet “strukket” – på den gode måde. Min oplevelse af at spise kål til morgenmad er rigtig god. Jeg både nyder spiseoplevelsen med knasende kål og gode smage, samt føler mig godt tilpas mange timer efter. Og det sjove er, at næste dag vil mine krop gerne have kål igen – nu gik det jo lige så godt 🙂
Fra Kålhydrater:
Anette forklarer i bogen, Kålhydrater om kåls vigtige betydninger for vores krops funktioner. Kålens plantecellerne er godt pakket ind i en “overfrakke” af fiber, som tjener til at beskytte kålen mod vind og vejr og naturlige og fjendtlige angreb. Når vi spiser kål, kan vi ikke selv ødelægge denne fibervæg, heller ikke selvom vi tygger kålen godt. Kålcellerne skal helt ned i vores tarme for at blive nedbrudt af mikroorganismer/bakterier, som bor og lever der.
“Og det er lige præcis nedbrydningen af den plantecellevæg,
der er hele fidusen ved kål”. – Anette Sams
“Denne overfrakke, eller indpakningspapiret, om du vil, gør det krævende for mikroorganismerne i vores fordøjelsessystem at banke hul i væggen og få fisket næringsstofferne inde i cellerummet ud, så dine tarmceller kan få dem ekspederet videre ind i blodbanen. Netop dette arbejde i fordøjelsessystemet er et af de mest oversete sundhedsfakta i den moderne verden. For når din krop i vaskeægte symbiose samarbejder med mikroorganismerne om at pakke næringsstoffer og biologiske molekyler ud af plantecellen, sker der seks vigtige ting.” – Anette Sams
De seks vigtige ting i en (af mig) forkortet udgave:
1. Mikroorganismerne lever af fiber, og bliver mætte/tilfredse, når vi spiser kål.
2. Optagelsen af næringsstoffer fra kål giver os et stabilt blodsukker.
3. Mikroorganismerne kvitterer med at skabe vigtige molekyler til vores krop; kortkædede fedstsyrer, vitaminer og antioxidanter.
4. Mikroorganismerne laver naturlig medicin til os i form af vigtige tarmhormoner.
5. Vi får et stærkere immunforsvar.
6. En solid buffet af planteceller er et elskovsmiddel for vores tarmbakterier og giver dem de bedste betíngelser for at formere sig….. som igen giver et stærkere immunforsvar.
Og så forstår jeg måske bedre, at mine små tarmvenner igen næste morgen står tidligt op og kalder på flere livretter med kål 🙂 Jeg kan kun anbefale at låne og læse bogen, som er en kanon god læring i kroppens vigtige fordøjelses biologi, som er en kilde til sundhed.
Kålmorgenmad:
Jeg har hjulpet Anette Sams med veganske opskrifter på mad med kål til hendes onlineforløb om “SUNDHEDENS BIOLOGI”.
Dagens opskrift på kålpandekager er en opskrift lavet af Jane Faerber, (fra bogen Kålhydrater), som jeg har veganiseret til dette onlineforløb. Æggene i pandekagerne er erstattet med chiaæg, og der er tilføjet mandler. Laksen som topping er udskiftet med en lækker velsmagende spread med butterbeans og cashewnødder.
Når min mand og jeg beslutter os for, vi vil have kålpandekager til morgenmad, laver jeg nogle forberedelser aftenen før og gerne til to dage på en gang. Jeg bager pandekagerne, laver spread og gør kålsalaten klar. Næste morgen er det nemt og hurtigt at samle retten på tallerkenen. Beregn dog lidt mere tyggetid, end med havregrød o.l. 😉
For nylig tilbød jeg at tage morgenmad med til et møde i en arbejdsgruppe på mit arbejde. Tror nok mine kolleger blev noget overraskede over, at det vanlige morgenbrød var erstattet med disse kålpandekager – men det blev godt modtaget, og der var efterfølgende en god arbejdsenergi 😀
Opskrift på Kålpandekager med avocado og butterbeanspread:
Ingredienser
Kålpandekager 4 stk
- 200 g broccoli
- 2 spsk chiafrø
- 1 dl vand
- ½ spsk loppefrøskaller
- 40 g mandler (finthakkede)
- 1 tsk oregano
- ½ tsk salt
Butterbeanspread
- 1 ds butterbeans (eller tilsvarende selvkogte)
- 1 dl cashewnødder (sat i blød i vand se NOTE)
- 1 citron (saften og fintrevet skal)
- 2 spsk gærflager
- 2 spsk planteyoghurt (eller vand)
- 1 tsk salt
- peber
Øvrig topping
- 1 avocado (ca 100 g)
- 200 g spidskål
- 30 g rucola
- 1 spsk olivenolie
- 1 spsk citronsaft/citrusuniversel
- Pynt: spirer, granatæblekerner, radiser, spiselige blomster m.m.
Sådan gør du
Kålpandekager
- Start med at lave chiaæggene ved at blande chiafrø og vand. Lad hvile i køleskabet i 15 min.Opvarm ovnen til 200 grader /185 gr varmluft (alt efter hvor længe det tager din ovn om at varme op-evt vent lidt).
- Hak broccolien fint i foodprocessoren, til den begynder at klistre lidt sammen. Hak mandlerne fint.
- Hæld broccolien over i en skål og bland/ælt den sammen med resten af ingredienserne til en lidt klistret dej (nemmest at gøre det med hånden).
- Beklæd en bageplade med papir og smør lidt olie ud over. Sæt dejen i 4 klatter på bagepladen og tryk dem flade, så de er ca ½ - ¾ cm tykke (tryk med den ene hånd og form med den anden).
- Bag pandekagerne i 10-12 min, til de er gyldne og faste.Tag kålpandekagerne af bagepladen med en spatel, og lad dem køle af inden servering. Bag dem evt. dagen før.
Butterbeanspread
- Hæld vandet fra bønner og cashewnødder. Blend alle ingredienser til en blød masse, smag til med salt, citronsaft og peber.Opbevares i en lukket beholder/glas i køleskabet. Kan fint holde sig en uge.
Spidskålssalat:
- Snit spidskål fint. Bland rucola og spidskål i en skål og tilfør olie og citronsaft. Brug noget af salaten som topping og server resten til.
Samling
- Top kålpandekagen med spidskålssalat, avocado, butterbeanspread og pynt evt. med karse, granatæblekerner eller, hvad du har.
- Der er beregnet 2 pandekager pr person, hvis du kan spise det. Læg da evt. to pandekager på tallerknen fra starten, som på dette billede af kålpandekagemorgenmad til en sulten søn.