Hummustallerken med pandebrød

Hummustallerken med pandebrød er en servering bestående af lækker hummus med topping.
Man anretter sin hummus, så den næsten udgør en tallerken i sig selv, og topper den med noget velsmagende fyld, som f.eks kan være avocadosalsa, spicy kikærter, tahincreme og ristede pinjekerner.
Hertil har jeg bagt glutenfrie pandebrød af søde kartofler.
I dette indlæg er der opskrift og ideer til hummustallerkener og en opskrift på et glutenfrit pandebrød.

Hummustallerken med pandebrød
Frokostmad: Hummustallerken med pandebrød og kålchips

Tallerkenerne, som ses på billedet, blev serveret til en frokost med en god veninde i onsdags, hvor vi som en ekstra bonus her i oktober, faktisk kunne sidde på terrassen og spise 😀
Jeg har hentet inspirationen til disse dejlige hummustallerkner på et weekendophold  i Amsterdam. Amsterdam har flere hummus-spisesteder, hvor hummus er grundingrediensen i deres serveringer, og selvom vi måske var lidt skeptiske, da vi besøgte den første hummusrestaurant. For er hummus ikke bare hverdagsmad? så blev vi virkelig positivt overraskede over konceptet. Denne type serveringssted burde opstå i Danmark også.

Min mand, yngste søn og jeg havde en dejlig weekend i Amsterdam i slutningen af september, hvor vi besøgte ældste søn, som har bosat sig i Amsterdam for de næste to år på grund af uddannelse.  Det var min mands og min første tur til Amsterdam, og det var en meget positiv oplevelse. Byen er på flere måder både flot og spændende, og det var helt fantastisk at opleve, hvor mange muligheder, der er for at spise vegansk  i Amsterdam. Vi spiste “ude” fire gange og har kun positive erfaringer på den konto 😀

Amsterdam
Amsterdam
Lækre frokostretter i Amsterdam: Hummus med forskelligt fyld og pitabrød.

Vi fik et par super gode madoplevelser på hummus-restauranterne, Hummushouse og Sirhummus, hvis  menukort helt enkelt bød på hummus med variationer af topping og tilbehør og hertil varme pitabrød. Disse hummus serveringer “gik rent ind”  hos os alle fire. Vi fik serveret tallerkner fyldt med velsmagende hummus, som var kreativt anrettet med topping og pynt.
Ud fra menukortet kunne vi vælge, om vi ville have den enkle servering blot med ren hummus og pitabrød, og ellers kunne vi tilkøbe forskelligt topping.
På Hummushouse valgte vi en menu med guacemole og ristede mandler.
På Sirhummus måtte vi prøve menuen “Vegan Heaven” som bestod af pikant aubergine og ristede pinjekerner.  Begge serveringer smagte fantastisk 😀
Fra første øjekast og første mundfuld, vidste jeg, at her var en super god, overkommelig og garanteret succesfuld ide til udvidelse af vores hjemlige madrepertoire. Samt til deling på bloggen 😉

De tre uger, som er gået siden vores weekend i Amsterdam, har jeg målrettet øvet mig i at lave hummustallerkner. Jeg har heldigvis stor opbakning fra familien 😉

Processen frem mod en hummustallerken:
Hummus:
Første udfordring har været at få lavet en lige så lækker, enkel og helt smooth hummus, som den vi fik serveret på Hummushouse og Sirhummus. Noget af hemmeligheden bag deres hummus er helt sikkert, at de bruger hvid Tahin, som er en sesamsmør lavet på afskallede hvide sesamfrø. Hvid Tahin har en mildere smag, end den brune Tahin, jeg normalt bruger. Jeg overvejede faktisk, om jeg skulle købe den hvide ikke-økologiske Tahin med hjem, som de solgte på Sirhummus. Men jeg besluttede mig for at være tro mod min grundholdning om at bruge så wholefood og økologiske ingredienser til min mad, som muligt. Jeg besluttede, at hvis jeg ikke kan kopiere deres skønne hummus lige over i smag og konsistens med den grovere Tahin, så vil jeg gå efter at komme så tæt på smagen, som muligt. Den hummus, jeg indtil videre er kommet frem til at bruge til vores hummustallerkener er en slags lightudgave af vores oprindelige hverdags-hummus, med mere væske og færre krydderier.

Topping: Anden udfordring har været at lave velsmagende topping, som samtidig smager skønt sammen med hummus. For at få begyndt har jeg valgt at genskabe de toppings, som vi smagte i Amsterdam. Nemlig topping med avocado og topping med aubergine. Herfra tænker jeg, at det kun er kokkens fantasi og køleskabets indhold, som bør sætte grænserne for muligt topping, og jeg vil glæde mig til at free-style vores næste hummustallerken 😉
På Hummushouse fik vi en guacemole-topping, dvs. i virkeligheden en slags avocadosalsa, da avocadoen var skåret i tern og ikke blendet, som jeg normalt forbinder med guacemole. Denne topping har været nem at genskabe. De havde endvidere pyntet deres tallerken med små toppe af ren hvid tahin, som jeg har kopieret ved at lave en tahincreme af bl.a. cashewnødder og brun Tahin.
På Sirhummus var toppingen en varm og spicy aubergine-ret, kikærter og ristede pinjekerner. Jeg har valgt at afprøve med en af vores auberginelivretter, nemlig aubergineratatouille sammen med nogle spicy kikærter og bibeholdt de ristede pinjekerner.

Veganermors Veganske Tærter
Få min e-bog!

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få Veganermors Veganske Tærter

Invalid email address
Der kan gå lidt tid, før du får mails (bekræftelse + download link). 
Du kan afmelde nyhedsbrevet til enhver tid. 

Brød: Tredje udfordring har været brødet. De Lækre varme, hvide hvedepitabrød er ok under en weekend i Amsterdam, men går selvfølgelig ikke i mit hvedemelsfrie køkkenunivers 🙂
Heldigvis har jeg længe haft lyst til at lave nogle interessante pandebrød, som jeg er faldet over via Facebook. Disse pandebrød består af lige dele kogte, mosede søde kartofler og mel. Oprindeligt en opskrift med hvedemel, som vi har gjort glutenfrie ved at bruge rismel og boghvedemel. Disse pandebrød fungerer super godt til en hummustallerken.

Tilbehør: Fjerde udfordring bliver tilbehøret. På begge hummus-spisesteder i Amsterdam blev der serveret dressinger, dip, cornichoner m.m som tilbehør til hummustallerkenen. Jeg synes personligt ikke retten har brug for ekstra dressing, og derfor har jeg ikke nørdet så meget i tilbehøret endnu, men blot serveret oliven, syltede squash og grønkålschips til vores hummusmåltider.

Tallerkenen: Femte og sidste udfordring har lidt overraskende været, hvilken tallerken, jeg skulle vælge at anrette hummusen på 🙂 I Amsterdam blev humussen anrettet i dybe tallerkener. Derfor har jeg fået afprøvet næsten alle mine slags dybe tallerkener. Rent visuelt – hvis man går op i det –  skal der være plads til at anrette toppingen, så den ikke dækker hele hummussen.
Jeg fik lavet nogle ret fine anretninger på et par små gamle ovale fade, som jeg har arvet efter min svigermor. Retten kan sikkert også sagtens anrettes på flade tallerkener. Jeg får lyst til at gå på jagt i genbrugsbutikker efter den helt rigtige hummustallerken…. På denne måde er der fortsat rum for udøvelse af min kreativitet – det kan jeg vildt godt lide 😀

Her kommer nogle billeder af forskellige hummustallerkener, og derefter kommer der opskrifter:

Hummustallerken med avocadosalsa og pandebrød                                   Hummustallerken med avocadosalsa og pandebrød

Hummusret med avocadosalsa og pandebrød
Hummustallerken med avocadosalsa og pandebrød
Hummustallerken med aubergineratatouille, ristede pinjekerner og pandebrød
Hummustallerken med aubergineratatouille, ristede pinjekerner og pandebrød
Hummustallerken med pandebrød
Hummustallerken med avocadosalsa og pandebrød
Hummustallerken med pandebrød
Hummustallerken med avocadosalsa og pandebrød

Opskrift på hummustallerken og pandebrød af søde kartofler:

Hummustallerken med pandebrød

Hummustallerken

Ret: Frokost, Hovedret, Hummus
Keyword: Glutenfri
Antal: 4
Glutenfri opskrift. Består af en opskrift grundhummus og opskrift på topping med avocadosalsa, krydrede kikærter og tahincreme.

Ingredienser

Hummus

  • 600 g kogte kikærter (eller 2 dåser)
  • 3 spsk tahin
  • 4-5 spsk citronsaft/citrusuniversal
  • 1½-2 dl aquafaba (kogevand fra kikærterne) (eller tilsvarende vand)
  • 2 spsk ekstra jomfru olivenolie
  • 2 fed hvidløg (pressede)
  • 1 tsk havsalt
  • Friskkværnet peber

Avocasosalsa

  • 1-2 avocado (alt efter størrelse - i tern)
  • 2-300 g små tomater (i tern....gå efter tomater med god smag)
  • 1 lille rødløg (eller mindre..)
  • 1 fed hvidløg (finthakket)
  • ½ lime (skal og saft)
  • 1 spsk ekstra jomfru olivenolie
  • salt og peber
  • lidt Frisk koriander (finthakket, kan undværes.)

Spicy kikærter

  • 200 g hjemmekogte kikærter (eller 1 dåse)
  • 1 spsk ekstra jomfru olivenolie
  • 1 tsk garammasala (eller anden spicy krydderi)

Tahincreme

  • 40 g cashewnødder (iblødlagt minimum 4t)
  • spsk tahin
  • ½ lime (saften)
  • 1 tsk ahornsirup (eller anden sirup)
  • salt
  • vand (til en passende konsistens.)

Pynt

  • Grønt: frisk koriander eller brøndkarse (karse, spirer eller andet)
  • paprika
  • ekstra jomfru olivenolie
  • ristede pinjekerner (evt. ristede hakkede mandler e.l.)
  • evt. spiselige blomster
  • evt. oliven

Tilbehør

  • oliven
  • cornichoner
  • evt. Kimchi (eller andet fermenteret kål)

Sådan gør du

Hummus

  • Hummustallerken
  • Kom alle ingredienserne i en foodprocessor (eller brug stavblender) og blend i længere tid, end du måske plejer. Denne hummus må gerne være ekstra smooth. Juster i smag og konsistens med ekstra citron, salt, peber og aquafaba eller vand. konsistensen skal være blød uden at blive for tynd.
    Hummustallerken

Avocadosalsa

  • avocadosalsa
  • Start med at komme limeskal og saft i en lille skål.
  • Skær avocadoen i mindre tern og vend den med limesaften (for at hindre den bliver mørk)
  • Kom de øvrige ingredienser i salsaen, bland det godt, og smag til.
    avocadosalsa

Spicy kikærter

  • Kom olie på en pande og start med at svitse krydderiet et minuts tid. Kom kikærterne ved og rør rundt et par minutter, smag til og tilføj evt. salt og peber. Køl kikærterne af.
  • Kan bruges varme til en variation af hummustallerken med varm topping. F.eks med aubergineratatouille og spicy kikærter.
    Hummustallerken med aubergineratatouille, ristede pinjekerner og pandebrød

Tahincreme

  • Hæld vandet fra cashewnødderne og kom dem i en minihakker. Hak først nødderne lidt og tilføj herefter de øvrige ingredienser. Start med ½ dl vand og vurder herefter konsistensen. Tilsæt evt. lidt mere vand, til du har en konsistens, som kan formes til en lille top via en "papirssprøjtepose".

Pynt

  • Rist pinjekerner, eller hak og rist mandler, hvis det er det du har valgt.
  • Skyl og tør det grønne pynt og/eller blomsterne, som du har valgt.

Samling af hummustallerken

  • Find de tallerkener, som du vil anrette hummus på. Kom 3 pæne skefulde hummus midt på hver tallerken.
    Hummustallerken
  • Start med at fordele hummus, så det dækker bunden af tallerkenen og begynd derefter at føre det op af kanten med en ske, gerne så der yderst bliver en tykkere rand af hummus. Dreje tallerkenen rundt, mens du former en tallerken af hummus på tallerkenen.
    Hummustallerken
  • Gør alle tallerkener klar med hummus.
    Hummustallerken
  • Fordel herefter fyldet på tallerkenen. Læg hovedfyldet i en top enten midt på tallerkene eller i den ene side.
  • På viste tallerken er avocadosalsaen toppet op i en side og kikærterne drysset til den anden side. Der er lagt små toppe af thaincreme. Dette gøres dekorativt ved at rulle et lille kræmmerhus af madpapir og komme tahincremen deri og sprøjte den ud i små toppe. Herefter er der drysset lidt paprika (nemmest af styre gennem en lille tesi), drysset med pinjekerner og pyntet med brøndkarse og blomster.
    Hummustallerken
  • På de ovale tallerkener er salsaen fordelt i midten med lidt kikærter til begge sider. Brug din fantasi 😉 Der kan også kommes ekstra olivenolie henover anretningen.
    Hummustallerken
  • Serveres med varme pitabrød eller hjemmebagte pandebrød og f.eks oliven, cornichoner og grønkålschips eller andet, som du lige kan tænke dig.
    Hummustallerken

Noter

Du kan finde en opskrift på glutenfrie pandebrød af søde kartofler HER
Du kan finde en opskrift på aubergineratatouille HER
Du kan lave lige det fyld, pynt og tilbehør, som du forestiller dig må være godt.
Denne ret har potentiale til meget mere end en frokostret. Det er en relativ nem ret, som er taknemmelig at pynte, så den ser fantastisk ud - kan bruges til middagsret og gæsteret og i mindre målestok som forret eller en tapas 🙂
Jeg er slet ikke færdig med at eksperimentere 😀
Har du prøvet opskriften?Nævn @veganermor.dk på instagram!

 

Pandebrød med søde kartofler

Pandebrød af søde kartofler

Ret: Brød
Keyword: Glutenfri
Antal: 4
Glutenfri. Kan sagtens bages med hvedemel.

Ingredienser

  • f.eks 600 g søde kartofler/almindelige kartofler
  • boghvedemel
  • Fuldkorns rismel
  • evt. lidt salt (kan udelades)

Sådan gør du

  • Pandebrød med søde kartofler
  • Skræl de søde kartofler, skær dem i tern, og kog dem møre i vand.
  • Hæld vandet fra og mos/blend kartoflerne, mål op hvor mange dl, mosen fylder.
    Pandebrød med søde kartofler
  • Tilsæt tilsvarende antal dl mel. F.eks. ½ boghvedemel og ½ fuldkornsrismel, og rør/ælt det godt igennem.
    Pandebrød med søde kartofler
  • Pandebrød med søde kartofler
  • Rul dejen ud til pandebrød (selvvalgt størrelse) og bag dem på en tør pande ved middel varme. Regn med at de skal bage 8-10 minutter alt ialt.
    Pandebrød med søde kartofler
  • Pandebrød med søde kartofler
  • Hold dem varme undervejs med et klæde over.
    Pandebrød med søde kartofler

Noter

Disse pandebrød er bagt som tilbehør til f.eks. en  Hummustallerken.
De kan også bruges med andet fyld, eller rulles med hummus. Jeg arbejder videre på "FYLDET" og har ideer til et fyld med svampe, tomater og feta... 😀
Har du prøvet opskriften?Nævn @veganermor.dk på instagram!

Kommentér

Navigate