Veganske middagsretter

Vinteren – sne eller ej – kalder på varme mættende middagsretter.
Efterhånden har jeg samlet en hel del opskrifter på bloggen med skønne veganske gryder, men opskrifterne forsvinder lidt blandt de nyere indlæg. Derfor har jeg samlet en håndfuld af mine bedste veganske mættende middagsretter, som med fordel kan sættes på ugens madplan og laves til et par dage af gangen.

Syv veganske middagsretter:

Disse syv middagsretter er absolut blandt vores favoritretter, og de er tit på madplanen hos os.
Der er link til indlæg og opskrifter i billedteksten.

Algerisk gryde
Algerisk gryde

Algerisk gryde er en vegansk simreret med en dejlig sødme fra søde kartofler og tørrede abrikoser. Retten er krydret med kanel og er på ingen måder spicy. Serveres f.eks. med enten fuldkornsris, sorte  eller røde ris og dampet broccoli.

Indisk gryde
Indisk gryde med karrybananer og kokos

Indisk gryde med karrybananer og kokos er endnu en vegansk simreret. Retten egner sig til ristaffel, hvor “gryden” serveres med ris, karrybananer og et drys rosiner, kokos, ananas, peanuts og lignende.

Kreolsk risret
Kreolsk risret

Kreolsk risret er en paella-lignende risret, hvor kylling / skaldyr er udskiftet med champignon og squash. Retten smager særlig fantastisk i selskab med mynteærter.

Karrykål med kernebrød
Karrykål med kernebrød

Karrykål med bønner, gulerødder, løg, hvidløg, ingefær og kokosmælk er velsmagende og mættende aftensmad. Serveres f.eks. med et godt groft brød til.

Chili goji gryde
Chili goji gryde

Chili goji gryde er en super sund, velsmagende gryderet med mange forskellige grøntsager, bønner og gojibær. Serveret med et godt stykke brød, udgør chili goji gryden et komplet måltid. Rester kan spises både varmt og koldt og fungerer fint som topping på en hummusmad.

Indisk curry
Indisk curry

Indisk curry smager vildt godt, hvis du spørger mig. Retten egner sig perfekt som pandekagefyld. Vi får den derfor tit sammen med kikærtepandekager og med en sød salat til af æbler, appelsiner og rosiner.

Quinoapilaf
Quinoapilaf

Quinoapilaf er en af vores allerførste veganske middagsretter. Kogte quinoa og en masse småtskårne grøntsager og smuttede mandler svitset sammen på en pande. Serveres med ½ avocado pr person og dampet broccoli. Quinoapilaf giver en let og rar mæthed. Quinoa, mandler og avocado bidrager med super gode proteiner og fedtstoffer. Rester af quinoapilaf fungerer fint som topping på en hummusmad.

+ Et par af de hurtigere middagsretter:

pasta i persillepesto med tomat-rucolasalat
Pasta i persillepesto med tomat-rucolasalat

Pasta i persillepesto er blevet en rigtig comfort-ret i vores familie. Nem at lave og vækker altid begejstring og nydelse. Måske fordi vi ikke får pasta ret ofte – og så fordi det smager super godt.

Vegansk Hot pot
Vegansk Hot pot

Vegansk hotpot med hvide bønner og røde linser. Serveres evt. portionsanrettet, toppet med rucola, avocado og tomater.

Der er flere middagsretter på bloggen end de her nævnte. Jeg arbejder lige nu på at få kategoriseret middagsretterne, hvorefter de nemt kan findes frem under “middagsret” i “kategorier” til højre på hjemmesiden. Der vil formentlig også løbende komme nye middagsretter til 😀

Kommentér

Navigate