Et ufærdigt maleri af et vegansk madunivers

Hvis jeg forestiller mig mit veganske madunivers som et maleri, så vil det være et ufærdigt maleri.
Det kunne også være et kludetæppe, hvor der konstant bliver tilføjet nye spændende lapper stof.
Et maleri illustrerer det nok bedre. Der kan males over og slettes, og der kan tilføjes nye farver og former. Kun fantasien sætter grænser. Hvilket jeg er ret fascineret af.
Hvordan, det færdige billede kommer til at se ud, vides ikke. Og måske bliver det aldrig færdig?

Sidste sommer, hvor begge mine børn blev veganere, oplevede jeg, at der blev trykket på “control-alt-delete”- tasterne til mit madrepetoire. Der stod jeg så med et blankt lærred 🙁
Først skabte det kaos i min madlavning, og da jeg fik skuden rettet op igen, blev jeg nysgerrig på mad på en helt ny måde. Det er som om, denne nulstilling af min madlavning har næret min nysgerrighed såvel som min kreativitet og opfindsomhed 🙂 Jeg begyndte at se mange muligheder og ret få umuligheder. Jeg begyndte også at stille mig selv spørgsmålene:
“Hvem siger det? Hvem siger det skal være sådan?”.
Kulturelt betinget er vi ret styret af en bestemt måde at tænke på mad og en bestemt måde at sammensætte mad på. Vi er måske vokset op med rugbrødsmadder i madpakken og kartofler/ris/pasta, kød, sovs og lidt grøntsager som aftensmad. “Sådan ser et måltid ud!”
Når vi bliver veganerforældre eller får gæster, som spiser vegansk, tænker vi måske: “Hvad skal erstatte kødet til veganeren i det måltid, jeg vil servere?” Vi tænker måltiderne ind i de skemaer, vi kender med “kød”, kartofler og grønt. Uden at tænke over, at vi gør det.

Mange veganere er glade for de veganske erstatningsprodukter, der er på markedet. Måske er det fordi, de som veganer skiller sig mindre ud i en større sammenhæng, hvis de kan få en vegansk pølse, når andre spiser pølser med kød og en vegansk burger, når andre spiser burger med kød og så videre. Det kan også være, fordi de savner at spise kødretter. Hvis de har valgt en vegansk livsstil af rent etiske grunde, efterlader det måske et savn efter mad, der ligner og smager af kød.
Begge dele kan jeg vildt godt forstå. På samme måde er det måske også en stor lettelse for nogen, som ikke selv spiser vegansk. Hvis de skal lave mad til en veganer, at de så kan købe noget vegansk køderstatning. Så kan de servere “det samme” for veganeren som for resten af selskabet.

Det afføder en del spørgsmål i mig. For “hvem siger, det skal være sådan, og kan det være anderledes? Kan måltiderne se helt anderledes ud?” Måske er det godt at få rystet sine vaner lidt en gang i mellem 🙂
Spørgsmålet er ikke alene et vegansk spørgsmål men også et generelt spørgsmål til vores indgroede vaner og adfærd. Ting vi bare gør, fordi det har vi altid gjort, uden at vi tænker over hvorfor.
“Kan der mon være andre – måske endda bedre – måder at gøre tingene på? Går vi måske ligefrem glip af noget ved at gøre, som vi plejer?”
Hos mig er disse refleksioner og spørgsmål helt sikkert blevet trigget, da min opskriftsamling blev nulstillet, og jeg måtte nytænke såvel måltider som ingredienser.

I hele denne proces har min mand og jeg ofte drøftet, hvorfor vegansk mad skal benævnes med de samme betegnelser, som hos kødspisere:
“Hvorfor skal det hedde bøffer, frikadeller, postej, pølser, mælk og ost?
Hvorfor efterstræber vi at lave plantebøffer, plantefrikadeller, plantepølser etc., som ligner og smager som de animalske produkter?”
Selv har jeg fundet ro i svar som:
“Betegnelserne giver en fælles forståelsesramme på tværs af de to verdener”. “Så ved vi, hvad vi snakker om” O
“Hvem siger at komælks- og kødproducenterne har patent på betegnelser som mælk, yoghurt, fløde, ost, pølse, frikadeller, bøffer og postej? Plantespisere har vel samme ret til at bruge disse betegnelser?”
Jeg har dog ikke helt forstået, at vi efterstræber, at det ligner og smager som kød-mad? Da plantemad i min forståelsesramme giver så mange flere forskellige smage og muligheder. Men selvfølgelig, hvis man savner smagen…

Vi har øvet os på, at sammensætte mad på nye måder.
En ny yndlingsservering består af suppe, salat og brød.
I januar, da vores engelske svigersøn besøgte os for første gang, samlede vi børn og svigerbørn til en gang jordkokkesuppe med rødkålssalat og ristet foccacia. Et ret komplet måltid.(Opskrifterne  kommer først til efteråret, når det bliver sæcon for jordskokker og rødkål)
Opdækningen til serveringen bestod af en dyb tallerken til suppe, en frokosttallerken til kålsalaten, ske og kniv og gaffel. Og alt blev sat på bordet og spist på samme tid.
Det blev en succes. Og så kan der nemt gå sport i, hvordan ting kan sammensættes på nye måder 🙂
Når vi har forskellige rester, er det oplagt at prøve nye sammensætninger, og eftersom alt vores mad er plantebaseret, så kan alt principielt spises sammen 🙂
Vi samler på – og er hele tiden i gang med at afprøve nye måder at sammensætte mad på. Der er meget inspiration at finde på de forskellige veganske hjemmesider, men også mange andre steder, når først antennerne er åbne.

Desværre har jeg ikke fået taget billeder, når vi har lavet alternative serveringer. Men her er et par eksempler:

Gulerodssuppe, blinis og vindruer
Gulerodsuppe, blinis og vindruer
Håndmad med ærtespread og quinoarogn
Håndmad med ærtespread og quinoa-rogn
Håndmad med peberods-sellerimos, quinoa-rogn og avocado
Håndmad med pesto, peberods-sellerimos, quinoa-rogn og avocado

Disse håndmadder blev skabt, fordi jeg havde quinoa-rogn til overs, fra jeg lavede blinis med “look-alike” stenbiderrogn. Du kan læse indlægget og finde opskriften på quinoa-rogn, samt henvisning til opskriften på peberods-sellerimos Her.
Indimellem opstår der noget helt magisk, når man ophæver sine begrænsninger, for hvad der kan serveres sammen. Som f.eks. sammensætningen af smørepålæg og quinoa-rogn. Det smager så godt, at jeg helt bestemt vil lave og servere quinoa-rognen til et frokostbord, hvor jeg samtidig laver ærtespread, humus eller kidneybønnepostej.

sommerfugl

Kommentér

Navigate