Hjemmelavet sojayoghurt

Sojayoghurt

Hjemmelavet sojayoghurt

Ret: Morgenmad
Antal: 4
Vi laver yoghurt af langtidsholdbar sojamælk, anden plantemælk kan også anvendes. (Du skal bruge et termometer). Første gang, du laver yoghurt, kan du tilsætte en købe-yoghurtkultur, f.eks fra "Dansk hjemmeproduktion". Herefter holdes yoghurtproduktionen i gang ved, at du bruger 3spsk yoghurt (jeg bruger det sidste glas) til at pode næste portion yoghurt med.

Ingredienser

  • 1-1½ l plantemælk (eks. sojamælk eller anden plantemælk)
  • 1 brev yoghurtkultur (ved første portion yoghurt)
  • 1 glas youghurt (eller 3 spsk. yoghurt ved følgende tillavninger af yoghurt)

Sådan gør du

  • Vores lille yoghurtmaskine kan rumme yoghurt lavet af 1 l plantemælk. Købe-yoghurtkulturen kan strække til 1½ l plantemælk, men dur også til 1 l.
    Sojayoghurt
  • Ved hjemmelavet og andet korttidsholdbar plantemælk gælder, at mælken skal varmes op tæt på kogepunktet (85-90°C) for at forhindre mulig forurening af fremmede mikro-organismer. Køles herefter ned til 42 grader
  • Med langtidsholdbar plantemælk er dette dog ikke nødvendigt. Mælken varmes blot op til 42-45 grader og tages af kogepladen.
    Sojayoghurt
  • Første gang du laver yoghurt: Tilsæt 1 pose yoghurtkultur. Rør indtil indholdet er grundigt opløst.
    Sojayoghurt
  • Ved efterfølgende yoghurtproduktion anvendes 3 spsk yoghurt, eller 1 glas yoghurt til podning i stedet for opstartkulturen.
  • Hæld den podede mælk i yoghurtapparatets glas og luk omhyggeligt. Yoghurtapparatet med glas kan evt. forvarmes i ca. ½ time inden.
    Sojayoghurt
  • Syrn den første portion i yoghurtapparatet ved 42°C i 9 timer for ret konsistens. Tilstrækkelig syrningstid i alle følgende portioner er 8-9 timer.
    Sojayoghurt
  • Evt. overdækket.
    Sojayoghurt
  • Jo længere yoghurten syrner, jo mere mælkesyre produceres der, og desto mere intens bliver smagen. Undgå under syrningen at få portionen i bevægelse.
  • Lad den syrnede yoghurt modne og udvikle sig i køleskab i 12 timer. Herefter kan yoghurten nydes. NB! Ønskes resultatet tilsat frugt, gøres dette ved at blande frisk frugt eller marmelade i den færdige yoghurt.
    Sojayoghurt
  • Hos os er sojayoghurt et morgenmadshit med bær, pære og granola
    Sojayoghurt

Noter

Yoghurt kan opbevares i køleskab i ca. en uge.
Gem 2-3 spiseskefulde (eller det sidste glas) fra hver portion til podning af den næste 1-1½ mælk i stedet for at anvende nyt syrningspulver. Denne procedure kan gentages mindst 24 gange.
Har du prøvet opskriften?Nævn @veganermor.dk på instagram!

Veganermors Veganske Tærter
Få min e-bog!

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få Veganermors Veganske Tærter

Invalid email address
Der kan gå lidt tid, før du får mails (bekræftelse + download link). 
Du kan afmelde nyhedsbrevet til enhver tid. 

6 Comments

  1. Tak Veganermor <3 Det var lige den opskrift jeg stod og manglede 🙂 <3 Udførlig og nem at gå til.

    • Helle Reply

      Hej Mariann
      Det glæder mig, hvis du har fundet vej til hjemmelavet yoghurt.
      Selv har vi fået indarbejdet en rutine for at lave yoghurt, og vi ville have svært ved at undværre det i dag.
      Fortsat god påske 🙂
      Kærlig hilsen Helle

  2. Hej Helle.
    Jeg er lige ved at give op på plantebaseret yoghurt. Aj hvor det driller mig. Jeg har en yoghurtmaskine magen til din og har nu prøvet 3 gange med havremælk – men det deler sig i 2: ca 25% yoghurt-lignende og 75% meget tyndt valle/vand. Har prøvet med kold mælk/opvarmet mælk, komælkskultur eller veganer-yoghurt kultur fra dansk hjemmeforsyning, men med samme resultat. Har du et godt råd?
    Kh Linda

    • Helle Reply

      Hej Linda
      Tak for din kommentar 🙂
      Ud fra dine eksperimenter med havremælk er jeg tilbøjelig til at konkludere, at havremælk ikke egner sig til yoghurt 🙁
      Vi har ingen problemer med at bruge soja, og jeg laver med stor succes yoghurt hver uge af “den grønne sojamælk” fra Naturli’
      Jeg har valgt den grønne, fordi den er økologisk og uden tilsætningsstoffer af nogen art.
      Jeg starter min yoghurtproduktion op med veganeryoghurtkultur fra Dansk hjemmeproduktion, og herefter bruger jeg et glas af mine egne yoghurter til at pode næste portion med.
      Når jeg laver yoghurt, starter jeg med at komme glas i apparatet og tænde det, så glassene kan stå og varme, mens jeg laver yoghurten.
      1 l sojamælk opvarmes til 43 gr. (målt med glastermometer, som jeg også har købt hos dansk hjemmeproduktion), tages af kogepladen, blandes med yoghurtkultur og kommes på glas og i varmeapparatet. Jeg sætter et ur til 9-10 timer, hvorefter yoghurten kommes i køleskabet og syrner – er spiseklar efter 8-10 timer på køl – og holder sig en uges tid på køl.
      Hvis det ikke lykkes på denne måde, kunne man fristes til at tro, at apparatet ikke fungerer, som det skal.
      Held og lykke med det:)

      Kærlig hilsen Helle 😀

  3. Hej Helle
    Allerførst…jeg er imponeret over dine opskrifter de er så gode og velsmagende. Så tak for din inspiration.
    Jeg har lyst til at lave min egen soya yougurt, da det er ret dyrt at købe og den jeg kan købe her i området er ikke økologisk.
    Jeg har lige prøvet at lave det uden yougurtmaker…dvs det har stået i ovnen med pæren tændt i 24 timer og 12 timer på køl, jeg startede den med 1 dl købe yougurt. Den har samlet sig fint og smagen er fin, men da jeg tog af af det så var det tyndt, nogenlunde som gammeldags kærnemælk, prøvede at blende det og så blev det ens men stadig tyndt
    Mit spørgsmål: Er din erfarring at yougurt maskinen er bedre til at få den rigtige konsistens? Overvejer nemlig at investere i en.
    Venlig Hilsen Mette

    • Helle Reply

      Hej Mette
      Tak for din kommentar og tak for ros 🙂
      Jeg har ikke selv prøvet at lave yoghurt uden min yoghurtmaskine. Så lige der kan jeg ikke være hjælpsom.
      At din yoghurt blev tynd, kan nok skyldes flere ting – enten den yoghurt, du podede med eller den mælk, du valgte at lave yoghurt med, eller selve processen.
      Tænker, at du jo nok er blevet vejledt til at gøre sådan af nogen, som det lykkes for.
      Jeg købte min lille yoghurtmaskine i 2016, og jeg bruger den hver uge, så man kan vist roligt sige, at jeg er glad for den.
      Til at starte mine yoghurter op, har jeg købt noget vegansk yoghurtkultur, der hvor jeg købte maskinen (dansk hjemmeproduktion). Herefter bruger jeg altid en af de hjemmelavede yoghurter til at lave næste portion med.
      Man kan købe en maskine til 7 små glas eller en til et literglas. Jeg har kun prøvet den med de små glas.
      Konsistensen på yoghurten er god, men hvis jeg f.eks kun bruger noget af yoghurten i glasset og sætter resten tilbage i køleskabet, bliver resten mere vandet-grynet. Derfor vil jeg anbefale, at du køber maskinen til de små glas. Det vil være ærgerligt, hvis resterne fra literglasset ændrer konsistens.
      Vi bruger vores yoghurter både som morgenmad og til raita, i forskellige pålæg, hvor der kommes yoghurt o.l.
      Jeg bruger den grønne sojamælk fra Naturli’, som er helt ren og uden tilsætningsstoffer til at lave yoghurt med.
      Jeg er også lykkes med at bruge den blå sojamælk. Jeg har ikke prøvet andre typer plantemælk.
      Et par enkelte gange har jeg lavet yoghurt med sojamælk af et andet mærke – dog med svingende held.
      Jeg har lige prøvet med Rema 1000’s nye rene sojamælk. Den er OK. Men jeg sværger nok stadig til Naturli’s.
      Jeg køber gerne den grønne, når den er på tilbud til 10-12 kr.
      Håber du kan bruge mit svar.
      Kærlig hilsen
      Helle

Kommentér

Opskrift Vurdering




Navigate