“Tærte-onsdag” med vegansk mandel-appelsintærte

Til min mands fødselsdag i fredags inviterede vi et bordfuld venner til suppe.
Vi var 9, og selvom vi inviterede med kort varsel, kunne alle komme 🙂
Vi er ret skarpe og hurtige, når vi skal vælge, hvilken mad, vi har lyst til at servere.
Det kniber lidt mere med at finde på en dessert.
Bananis er altid et sikkert es, men vores blender er lige brændt sammen over at skulle lave bananis 🙁
Vi har besluttet, at vi vil investere i en god foodprocessor – som vil gøre det meget nemmere at lave meget af det mad, vi laver. Men vi har ikke fået købt den endnu. Jeg valgte i stedet at forsøge med en mandel-appelsintærte, som jeg lavede i “gamle dage”, og som jeg længe har haft lyst til at prøve af i en vegansk udgave?
I gode venners lag kan eksperimenter godt tåle at bære eller briste 😉

Vegansk mandel-appelsintærte
Vegansk mandel-appelsintærte

Mandel-appelsintærten blev bagt og serveret som en del af et “ostefad”, og da “ostefadet” ikke havde ret meget med ost at gøre, vil jeg kalde det et dessertfad. Men min forestilling i processen har været en osteanretning med “smøreting”, kiks, vindruer og radisser. Altså en form for dessertanretning, som ikke kun er til den søde tand.
Dessertfadet indeholdt cashewnøddeost, blåbærmarmelade, valnødder i ahornsirup, vindruer og radisser og mandel-appelsintærte. Hertil blev der serveret nøddeknækbrød.

Jeg anrettede to fade; et til hver ende af bordet, så fadene ikke skulle sendes rundt. Gæsterne kunne nå desserten, hvorfra de sad – og dermed smovse, det de ville, i deres eget tempo 😉

Dessertfad med vegansk mandel-appelsintærte
Dessertfad med vegansk mandel-appelsintærte

Jeg synes, tærten fungerer rigtig godt i denne sammenhæng. Den er ikke så sød og derfor egnet til en “osteanretning” og vil måske også gøre sig til en brunchanretning. Tærten vinder meget ved at blive lavet et par dage i forvejen. Det er som om smagen i appelsincremen falder rigtig godt på plads.
Jeg tumler med en ide om at afprøve en version af tærten, hvor bunden bages med sorte bønner og kakao, og hvor der kommer et lag mørk chokolade mellem bund og fyld. Måske et kommende indlæg på bloggen. En mandel – appelsin – chokoladetærte 🙂

Veganermors Veganske Tærter
Få min e-bog!

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få Veganermors Veganske Tærter

Invalid email address
Der kan gå lidt tid, før du får mails (bekræftelse + download link). 
Du kan afmelde nyhedsbrevet til enhver tid. 

Jeg vil gerne dele en ide om at invitere til suppe-komsammen. Her er jeg inspireret af min søster, som til sidste års julekomsammen i familien valgte at droppe den traditionelle julefrokostmad, og i stedet for serverede supper med forskellig topping. Hun lavede tre forskellige, lækre, veganske grøntsagssupper og flere forskellige slags toppings.
Det blev stillet an som en “bland-selv-suppe-buffet”, hvilket var både sjovt og ret genialt.
Til ikke-veganerne var der topping som bacontern, fisk og kylling og til veganerne og vegetarerne var der lækker grøntsags-toppings. På den måde samlede det alles behov. Vi følte os i den grad inkluderet og havde lyst til at smage på alle supperne og eksperimenterede med toppingen på forskellig vis 🙂

Til min mands fødselsdag serverede vi jordskokkesuppe med porreknas og gulerod-chili-suppe med umamidrys. Hertil hurtigt suppebrød og olivenoliesmør. Bagefter det omtalte dessertfad 🙂
Alt blev godt modtaget 😀

Opskrift på mandel-appesintærte:

Vegansk mandel-appelsintærte

Vegansk mandel-appelsintærte

Ret: Dessert, Kage, Tærte
Keyword: Glutenfri
Antal: 4
Glutenfri, hvis bunden laves af glutenfri mel. Kan med fordel bages et par dage før servering. Opskriften passer til en lille tærteform på 23 cm. Du kan frit vælge at bruge en anden tærtebunds-opskrift. På billederne i opskriften laver jeg to tærter (dobbelt portion)

Ingredienser

Tærtebund med hvedemel

  • 100 g grahamsmel
  • 100 g hvedemel
  • lidt salt
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk sukker
  • 2 spsk ekstra jomfruolivenolie
  • 1 dl koldt vand

Tærtebund uden hvedemel

  • 50 g cashewnødder
  • 100 g bygmel (eller glutenfri havremel)
  • 3/4 spsk FiberHUSK
  • lidt salt
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk birkesød / rørsukker
  • 2 spsk ekstra jomfruolivenolie
  • 1 dl koldt vand

Mandel-appelsinfyld

  • 125 g mandler (smuttede)
  • 100 g tørrede abrikoser (skåret i små tern)
  • 2 Øko appelsiner (reven skal heraf)
  • 3 spsk kokossukker (eller flormelis, hvis du bruger det)
  • 1 dl majsgryn
  • 4 dl vand
  • 2 tsk ahornsirup ("hældes" over kagen før servering)
  • 1-2 mandariner (til pynt - kan undlades)

Sådan gør du

Tærtebund

  • Bland alle tørre ingredienser og lav et hul i midten af melblandingen.
  • Kom olie og vand i og rør det hele sammen, saml evt. med fingrene til sidst. Dejen må godt være lidt fugtig. Tryk dejen ud i en u-smurt tærteform - evt. med lidt mel på fingrene.
  • Hvis bunden med fiberHusk bliver meget fugtig, så vent et par minutter med at trykke den ud i formen.
  • Tærtebunden bages 20 minutter ved 185 grader varmluft eller 200 grader almindelig ovn, til den virker helt bagt. Skal ikke bages yderligere.
    tærtebund

Mandel-appelsinfyld

  • Riv skallen af appelsinerne. Det er kun skallen som bruges i kagen. Resten af appelsinen kan du spise, bruge i en salat eller presse og drikke saften.
    Mandel-appelsintærte
  • Smut mandlerne og hak abrikoserne
    Mandel-appelsintærte
  • Nu skal der koges majsgrød 🙂 Bland 1 dl majsgryn med 4 dl koldt vand. Tilføj appelsinskal og kokossukker. Rør rundt og bring i kog.
    Mandel-appelsintærte
  • Grøden simrer i 10 minutter under omrøring til grødkonsistens. Tag herefter af kogepladen.
  • Vend mandler og abrikoser grundigt i grøden, og fordel fyldet på tærtebunden.
    Mandel-appelsintærte
  • Nu er tærten færdig og skal afkøles. Majsgrøden stivner, når den bliver kold som ved polenta. Og det er meningen.
  • Ved servering kan du evt. fordele et par tsk ahornsirup over tærten og pynte med mandarinbåde. I sommerhalvåret kan det være jordbær eller andre bær.
    Mandel-appelsintærte
  • Velbekomme

Noter

Har en delikat smag af orangeskal, som især kommer til udtryk 1-2 dage efter bagning.
Tærten egner sig til et dessertfad med f.eks. kiks og "ost" og til brunch. Kan sikkert anvendes til meget andet 🙂
Har du prøvet opskriften?Nævn @veganermor.dk på instagram!

Kommentér

Navigate