Vegansk kikærtesalat er yndlings hverdagsmad hos os. Før “veganertiden” blev salaten toppet med marinerede, stegte kyllingestykker og bacon. Det fik vi hurtigt skiftet ud med ristede kikærter.
Serveret med ovnristet rugbrød, Foccacia eller andet brød udgør det et komplet måltid hos os.
Efter min smag skal brødet helst smøres med pesto og drysses med flagesalt, inden det ovnristes. Hvis man ingen pesto har, og det har jeg desværre ikke lige for tiden, så kan det sagtens smøres med olivenolie og drysses med flagesalt. Vi rister det 10-15min i ovnen ved 180 grader varmluft.
Salaten kan både spises som frokost og som aftensmad.
Når vi får kikærtesalat med ovnristet brød, spiser vi meget af det, og vi føler os mætte på en god måde – hvor det giver en fornemmelse af lethed og energi.
Hos Veganer.nu findes en opskrift på vegansk bacon, Lækon (=lækkert bacon). Jeg tænker godt man kan drysse Lækon over salaten – som vi brugte bacon “i gamle dage”. Jeg har købt rispapir til formålet, men har ikke fået det afprøvet endnu. Kikærtesalat er jo vores nemme valg for aftensmad, og jeg har derfor ikke sat tid af til at “lege” med denne variation. Men det kommer 🙂
Vi har en sommer og en vinter-version af kikærtesalaten.
Om sommeren bruger vi lettere salater. Det kan være hjertesalat, romainesalat, krølsalat, blandet babysalat, spinat og lignende – gerne en blanding. Efterår, vinter og forår bruger vi spidskål eller hvidkål. Man kan sagtens tilføje sommerspidskål til salaten om sommeren også.
Faktisk kan man gøre lidt, hvad man har ingredienser og lyst til 🙂
Vi kommer ruccola i salaten hele året. Ruccola-bladene giver kikærtesalaten noget karakter og sunde bitterstoffer. Hvis man ikke bryder sig om ruccola – måske netop på grund af bittersmagen – så giv den alligevel en chance i denne salat men kom lidt mindre i 🙂
Lige nu har vi de flotteste romainesalat-hoveder i vores højbed. Så det er naturligvis vores valg af salattype til sommerversionen af kikærtesalat. Vi bruger også den friske romainesalat til salat med krydrede nødder og sommersalat med jordbær og hyldeblomst. UHM!
Først lidt billeder af sommer- og vinterudgaverne af kikærtesalaten, og så kommer opskriften.
Opskrift på vegansk kikærtesalat
Ingredienser
- 1 hjertesalat (eller ½ spidskål, eller hvidkål)
- ½ bakke ruccola
- 1 rød peber
- 1 lille rødløg
- 1 håndfuld tørrede abrikoser (groft skåret)
- 1 håndfuld tørrede tranebær (eller svedsker)
- 1 håndfuld pinjekerner eller grofthakkede valnødder (ristet på panden)
Ristede kikærter / Ingrid ærter
- 1 ds kikærter (eller 300g selvkogte, evt Ingrid ærter)
- 1 spsk Tamari (eller kinesisk soja)
- 1 spsk olivenolie
- lidt salt
Dressing
- 2 spsk olivenolie (eller rapsolie)
- 2 spsk æblecidereddike
- lidt salt
Sådan gør du
- Start med at riste kikærterne/Ingrid ærterne: Bland ærter, olie, soja og salt. Lad det trække mens ovnen varmes op.
- Bred ærterne ud på en bageplade med bagepapir. Bag 15 - 20 minutter ved 180 grader varmluft.
- Kom de ristede ærter på en tallerken og køl dem af.
- Skyl, slyng og snit salat / spidskål fint.
- Skyl, slyng og snit ruccola
- Skær løg og peberfrugt i små tern, og kom det ved.
- Rør dressingen sammen. Kom den i salaten og bland godt.
- Drys groft skårne tørrede abrikoser og tørrede tranebær ud over salaten.
- Kom de ristede, afkølede kikærter/Ingrid ærter ovenpå.
- Rist pinjekerner, eller groft skårne valnødder på en tør hed pande.
- Top salaten med ristede pinjekerner / valnødder
- Salaten smager også utrolig dejlig i en kål-version, hvor hjertesalaten erstattes af spidskål, hvidkål, rødkål eller en blanding - hvad har du af rester 🙂
- God appetit!
3 Comments
Pingback: Ristede kikærter - 2 favoritter - LineMailis
mange tak for dine lækker opskrifter
Tak for din søde kommentar 🙂