Vand med hyldeblomstsmag

Jeg skynder mig lige at dele denne “opskrift” på vand med hyldeblomstsmag 🙂
Det er nemlig lige nu, det er muligt og meget snart, det er for sent at lave netop denne skønne smagsvariant på sit drikkevand.

Jeg har selv først opdaget hyldeblomstvand her i weekenden, hvor vi fejrede min mands to døtre, som begge har færdiggjort deres bachelor. For at gøre måltidet en tand mere festligt “pyntede” jeg vandet med hyldeblomster, lime og rosenblade.
Jeg blev overrasket over, hvor sødt og dejligt hyldeblomstparfumeret vand smager 😀
Hvem fandt nogensinde på at komme sukker i hyldeblomstsaft? 😉

Vand med hyldeblomstsmag
Vand med hyldeblomstsmag

Sidste sommer gik der sport i at lave forskellige smagsvarianter af vores drikkevand (infused water), og vi havde næsten konstant to karafler vand med forskellige krydderurter i køleskabet.
Hyldeblomsterne var allerede afblomstret, da jeg kom i gang med at lave infused water, så denne variant er helt ny for os, men allerede en klassiker i sin korte sæson 😀
Jeg fandt inspiration til at komme i gang med at lave vand med smag i bogen “Infused water” af Sara Pugliese, som jeg havde fået tilsendt for at anmelde.

Et udvalg af vores vand med forskellige smage fra sommeren 2018
Et udvalg af vores vand med forskellige smage fra sommeren 2018

Anette Harbech Olesen fra “madforlivet.com” skriver bl.a. i sin anmeldelse af “Infused water”:
“Infused water er det nye sort, og det handler om at tilføre vores vand delikat smag og vitaminer fra bær og grønsager. Infused water kan tjene som erstatning for sodavand og saft, der er fyldt med sukker eller kunstige sødemidler. Vil du gerne undgå disse, så kan du med et snuptag tilberede infused water, så du let har en række sunde og gode alternativer klar her i sommervarmen.
Bogen indeholder også gode og brugbare informationer om vand, om at det eksempelvis er bedst at drikke cirka to liter vand om dagen, men at det er de færreste af os, der gør det. Vi skal drikke cirka en liter vand per 30 kg kropsvægt, og når det er varmt, kan behovet være større.”  – Anette Harbech Olesen

Du kan få flere ideer til varianter af vand med smag og læse min anmeldelse af Sara Puglieses bog “Infused Water HER

Veganermors Veganske Tærter
Få min e-bog!

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få Veganermors Veganske Tærter

Invalid email address
Der kan gå lidt tid, før du får mails (bekræftelse + download link). 
Du kan afmelde nyhedsbrevet til enhver tid. 

Opskrift på vand med hyldeblomst (1 karaffel):

2-3 skærme hyldeblomster
½ lime eller citron i tynde skiver
Evt. nogle rosenblade.

Kom lime i karaflen først.
Se hyldeblomsterne efter for smådyr.
Klip dem i mindre skærme , eller kom dem i, som de er.
Kom hyldeblomst og rosenblade i på skift.
Fyld kanden med koldt vand og sæt i køleskab, lad det trække 6-8 timer.
Karaflen kan efterfyldes med vand i op til 2 døgn, og fyldet dermed genbruges.

Der var lidt små tordenfluer i vores første hyldeblomstvand – vi brugte en lille tesi til at hælde vandet igennem, når det blev hældt i glassene.

Kommentér

Navigate