Sunde valg for det gode liv

“Sunde valg for det gode liv” er overskriften på et kursusforløb bestående af 4 kursusaftener, som min mand, Steffen og jeg holder for et udvalg af hans kolleger henover efteråret.

I efteråret 2019 afholdt vi et lignende kursus på Steffens arbejdsplads. Steffen var på det tidspunkt i gang med en uddannelse som kostvejleder og udbød kurset til kollegerne, for at træne formidling af sin nye viden om sund kost. Vi skabte sammen et koncept for en kursusaften, hvor vi mødtes efter arbejde, ca kl 16, startede med en sund forfriskning, hvorefter Steffen holdt en times oplæg om aftenens emne. Efter oplægget gik vi skolekøkkenet, lavede sund plantemad ud fra aftenens tema og sluttede af med fællesspisning. Det blev til 4 skønne, skønne aftener med åbne, positive og køkkenvante kursister.

Vores første kursusrække, 2019:

Med udgangspunkt i plantebaseret mad og Steffens viden om planters betydning for vores sundhed sammensatte vi et kursus med følgende temaer: 1. Sunde plantestoffer. 2. Sunde fedstoffer. 3. Blodsukkerstabil kost og 4. Sund, farverig og blodsukkerstabilt julemad.

Du kan læse om temaet sunde plantestoffer HER
Du kan læse om temaet sunde fedtstoffer HER
Du kan læse om temaet blodsukkerstabil kost HER
Du kan læse om temaet sund, farverig og blodsukkerstabilt julemad HER

Nu har vores kursister efterspurgt en ny række kursusaftener, hvilket vi jo ikke kan stå for. Dette års undervisningstemaer supplerer vores første kursus, og vi bestræber os på, at maden ikke bliver gentagelser, da vi gerne vil give et billede af, hvor alsidigt plantekost er. Vi fastholder konceptet for en undervisningsaften, hvor vi starter med en sund forfriskning, som lægger sig op af temaet. Alle kursusaftener er en blanding af teoretisk oplæg, praktisk fælles madlavning og fællesspisning.

Sunde valg for det gode liv, 2021:

Temaerne for dette kursus er:
1. Sunde valg for det gode liv
2. De nye kostråd – spis flere bælgfrugter
3. vores tarmbiota – fermenterede fødevarer
4. Vi samler temaerne 1-3 og laver plantebaseret julemad.

Dette indlæg handler om den første kursusaften, hvor i alt 11 kursister deltog. Steffen satte fokus på de mange valg, vi tager hver dag, som har indflydelse på vores sundhed. Temaet for maden var “Mad med flest mikronutrienter (=plantenæringsstoffer) pr kalorie”. Der vil være links(grøn skrift) til opskrifter på alle viste retter.

Forfriskning:

Råvarer til frugtsalat
Råvarerne eftermiddagens forfriskning: Frugtsalat + bananvaniljecreme.
Frugtsalat
Super simpel og kaloriefattig vaniljecreme med frossen banan, plantemælk og vanilje.

Frugtsalat

Frugtsalat
Frugtsalat med bananvaniljecreme.

Frugtsalat med bananvaniljecreme er et eksempel på en lækker servering med mange nutrienter/plantestoffer og få kalorier. En lille smule hakket chokolade 85% og lidt hakkede hasselnødder tilføjer godt nok flere kcal men bidrager samtidig med næringsstoffer. For at demonstrere, hvor enkel denne banan-vaniljecreme er, tog jeg min blender med i klasseværelset og lavede cremen live 🙂

Steffens oplæg:

Steffen kaldte sit oplæg “Sund mad og sund livsstil – de bevidste valg i hverdagen”.
Hovedfokus i vores kursus er sund kost, men vi er  bevidste om, at sundhed består af mange flere komponenter end mad. Når vi vil opnå eller bevare et liv med sundhed, har vi derfor flere valg at træffe end den mad, vi spiser.

Vores grundtanker omkring det gode liv, som vi formidler ud fra:
“Det gode liv” for os er et langt liv uden skavanker og begrænsninger”
Vi tror på, at det at leve sundt kræver aktive valg baseret på viden og erfaringer.

Veganermors Veganske Tærter
Få min e-bog!

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få Veganermors Veganske Tærter

Invalid email address
Der kan gå lidt tid, før du får mails (bekræftelse + download link). 
Du kan afmelde nyhedsbrevet til enhver tid. 

Steffen formidlede, at et ”normalt” liv i den vestlige verden desværre ikke er sundt, fordi:
– mange fødevarer er stærkt forarbejdede og mangler essentielle næringsstoffer, og der er tilsat flere slags kemi, for holdbarhed, konsistens, smag og farver.
– det hurtige mad er tilgængeligt døgnet rundt.
– mange bevæger sig for lidt i hverdagen.
– der er kunstigt lys døgnet rundt, der kan forstyrre vores søvn.
– mange oplever for meget stress.
– m.m.

Steffen satte fokus på, at vi tager mange valg hver dag, med indflydelse på vores sundhed. Han gennemgik og uddybede emner som vore daglige valg af: Mad, snacks, drikkelse, kosttilskud, bevægelse, motion og træning, søvn, stress, at dyrke gode relationer og indgå i fællesskaber, samt at udfordre sig selv med ny viden, nye færdigheder.

Omkring maden blev vi rådet til at spise varieret:
– S
å mange forskellige slags grøntsager som muligt, alle farver, smage og strukturer.
– Så mange bær og frugter som muligt, alle farver, bitre, søde.
– Så mange forskellige bælgfrugter som muligt, bønner, linser og kikærter, også i alle farver.
– Korn, frø og kerner.
-Sunde uspolerede fedtstoffer fra nødder frø og kerner, koldt pressede jomfruolier, fede frugter samt fede fisk.
– Gode proteiner fra planter eller dyr der er vokset under ordentlige forhold.
(Steffens kolleger spiser animalske produkter, og derfor var det oplagt at opfordrer dem til at være kritiske i forhold til kvalitet og dyreetik.)

Aftenens menu + links til opskrifter:

Grønt til kostkursus
Råvarerne til aftenens madlavning: Rødbedesuppe og chili goji gryde

Aftenens menu er valgt efter, at retterne bidrager med rigtig mange næringsstoffer pr kalorie. Dvs rigtig mange byggesten til kroppens konstante fornyelse af celler, signalstoffer, hormoner m.m.

Chili goji gryde er en opskrift, jeg har fra bogen “Optimalt immunforsvar” skrevet af den amerikanske læge Dr. Joel Fuhrman. Det er Fuhrman, som har introduceret mig til begrebet “flest mikronutrienter pr kalorie” som en simpel brøk. Hver gang vi tilføjer noget kalorierigt med få nutrienter, f.eks. olie til en ret, mindsker vi antallet af mikronutrienter pr kalorie. “Vi har et valg”, og vores krop næres godt med flest mulige plantestoffer. Chili goji gryden indeholder mange forskellige grøntsager og forskellige bælgfrugter, men ingen olie og ingen salt. Gryden vinder ved gode sunde råvarer og den velvære, den bibringer. Vi sætter selv stor pris på denne ret og laver den jævnligt. Dog er chili goji gryde en ret, som “aktivt skal vælges til”. Fordi – når man er vant til mad med olie og salt, hvilket vi også er, så har mad uden olie og salt noget nedsat wauu!-effekt.

Rødbedesuppe med krydrede kikærter og tahindressing er inspireret af Vanløse blues. Suppen er valgt, fordi den smager skønt og er rig på næringsstoffer, som samtidig er forskellige fra ingredienserne i chili goji gryden. Tilsammen får vi rigtig meget sundhed i et måltid 😀

kostkursus
Beklager jeg ikke fik låget af den store gryde med chili goji gryde, da jeg tog billedet 😉

kostkursus

kostkursus
Rødbedesuppe med krydrede kikærter, tahindressing og persille + chili goji gryde og ristet rugbrød.
Evaluering:

Alt i alt en skøn og interessant aften.
En aften, som gør mere godt for os end bare den gode mad, vi har tilberedt og spist.
– Vi har spist sundt,
– Snacket sundt,
– Drukket vand,
– Dyrket gode relationer og fællesskabet,
– Udfordret vores hjerner med ny viden.
TJEK!
– I morgen må vi satse på noget motion så 😉

Dejligt at være i gang igen med at dele vores passion for frisklavet, fiberrig og farverig plantemad lavet med rene råvarer. Kursisterne er lige så videbegærlige og positive som for to år siden 🙂 Evt. rester fra maden spiser Steffen + kolleger til frokost dagen efter.

Kommentér

Navigate