Denne sommer er jeg gået i “smoothies-mode” 🙂
Jeg købte en super blender i maj, og en ny verden har åbnet sig i vores veganske mad-univers 😀
En god verden, hvor mad-repertoiret er udvidet med lækre morgenmads-smoothies og nu også denne lækre chokolade-dessert, som næsten kan udgøre et måltid i sig selv. Chokoladedesserten er nemlig lavet af lutter sunde sager. Selvom den smager som en syndig dessert 😉
Jeg har hen over sommeren haft lånt bogen “Green Kitchen Smooties” på bibllioteket, og jeg har lyst til at lave alle opskrifterne. Dagens opskrift er hentet fra “Green Kitchen Smoothies” 😀
Jeg bliver vist nød til at investere i bogen. Det gør jeg også gerne, fordi jeg er meget begejstret for “Green Kitchen Stories”, som består af Louise Vindahl og David Frenkiel og tre skønne unger. Jeg ejer i forvejen bøgerne “Green Kitchen Stories” og Green Kitchen Rejser” og finder super meget inspiration i disse to bøger 🙂
“Greenkitchenstories.com” er en blog med sund vegetarisk mad. Louise og David er gode til at give veganske anvisninger på mange af deres ikke-veganske retter, og så tager de vildt flotte og inspirerende billeder 😀
Chokoladedesserten, som jeg bringer opskrift på i dag, kan noget helt særligt.
Den påvirker mig nemlig til hele tiden at finde anledninger til at blive lavet:
Først lavede jeg den bare for at prøve den, og både min mand, yngste søn og jeg blev begejstrede 🙂
Anden gang lavede jeg desserten, fordi ældste søn kom hjem et smut. Han skulle da også smage 😉 Tredje gang skulle jeg lave fødselsdagsmiddag til ældste søn, hvor den ville være en perfekt dessert.
Fjerde gang ville jeg undersøge, om desserten kunne opbevares nogle timer i køleskab inden servering, hvilket gik fint, og så ville jeg også tage billeder af desserten til bloggen.
I dag blev jeg så nød til at lave desserten igen, fordi billederne, som jeg tog sidst, ikke blev gode nok. Desserten smager ti-fold bedre end billederne viste. Jeg måtte gøre et forsøg mere for at få nogle bedre billeder til dagens blogindlæg – hvilket jeg synes er lykkedes 😉
Eftersom jeg er alene hjemme i dag, bliver jeg nødt til tage desserterne med på arbejde i eftermiddag og forkæle mine kolleger 😀
Ups! jeg fik lavet for meget granola, kom vist til at lave dobbelt portion – Ja så bliver jeg nok nød til at lave desserten igen i løbet af ugen 😉
Opskrift på vegansk chokoladedessert med mynte:
Ingredienser
Chokolade- og quinoagranola
- 1 spsk koldpresset kokosolie
- 1 spsk ahornsirup
- 1 spsk usødet kakaopulver
- 30 g havregryn
- 15 g puffet quinoa (eller rå skyllet quinoa)
- 30 g hele hasselnødder
- 1 spsk kakaonibs (kan udelades)
Chokoladesmoothie
- 1 avocado (uden sten)
- 2 frosne bananer
- 4 store bløde tørrede dadler (uden sten)
- 4 spsk usødet kakaopulver
- 2 spsk nøddesmør (jeg har brugt peanutbutter)
- 2½ dl soja eller mandelmælk (eller anden plantemælk)
- 2-4 dråber pebermynteolie (eller 4-8 friske mynteblade)
Sådan gør du
Chokolade- og quinoagranola
- Smelt kokosolie og ahornsirup på en lille pande. Kom kakaopulver i, og rør det sammen, til kakaoen er opløst. Kom havregryn, quinoa, hasselnødder i, rør rundt og rist for lav varme i ca 5 minutter. Køl af på tallerken eller madpapir
Chokoladesmoothie
- Kom alle ingredienser til smoothien i en blender og blend.
- Fordel desserten i portionsglas / -skåle.
- Hvis desserten laves i god tid, sættes den på køl nu og pyntes først med granola ved servering.
- Hvis desserten skal serveres med det samme, pyntes den nu 😀
- Velbekomme