Så blev det endelig grillvejr i Danmark 🙂 og tid til veganske grillerier. F.eks. grillede fyldte portobellosvampe serveret med grillede orientalske grøntsager.
Det var det ikke just grillvejr, da vi holdt grillaften med vores børn og svigerbørn en mandag aften i juli.
Alle havde sagt ja til at komme, og vejrudsigten lovede sommer og sol og rigtig grillvejr (i hvert fald lige indtil få dage før). Sådan blev det bare ikke. Men PYT! Min mand har før grillet i frostvejr, så hvad betyder en smule regn og blæst. Og vi andre kunne jo da sidde indenfor i varmen 😉
Veganske grillerier får min mand helt frem i front. Det er nemlig ham som er grillmester 🙂
Som den gode kone, jeg er, har jeg har købt Englerods E-bog “Grøn grillfest” til ham 😉
En dejlig inspirerende E-bog, som han havde besluttet at prøve nogle grillerier fra. Samtidig ville han gerne grille nogle af vores favoritter, bl.a. fyldte portobellosvampe, i en vegansk udgave.
Vi hjalp hinanden med at gøre portobellosvampefyldet vegansk. Det kom til at smage helt fantastisk.
I dette indlæg kommer opskrifter på fyldte portobellosvampe, orientalske grøntsager og coleslaw.
Grillmenuen denne mandag var:
Bruchetta med tomatsalsa
Fyldte portobellosvampe med orientalske grøntsager
Grøn salat med krydrede nødder
Fra “Grøn grillfest” lavede vi herefter burgere:
Rødbede durum burgerboller bagt på grillen og bønnebøffer
Hertil vegansk coleslaw lavet med mandelmayo, ketchup og syltede squash
Til dessert lavede vi bananis.
Det blev en super lækker menu, og vores to svigersønner var hurtige til at ville bestille bord igen til den kommende aften. Men desværre “Alt optaget” 😉 Eller også skulle køkkenchefen bare holde en fortjent friaften.
Først lidt billeder af veggieburgeren med rødbede-burgerbollen og bønnebøf . Herefter kommer opskrifterne på fyldte portobellosvampe, orientalske grøntsager og vegansk coleslaw.
Burgerbollerne blev bagt som det allerførste og holdt lune i et klæde i brødbakken til de skulle serveres.
Opskrifterne på burgerboller, bønnebøf og mandelmayo er fundet i “Grøn grillfest”.
Note: Maj 2023: Grillbogen er desværre ikke længere tilgængelig.
Opskrifter på fyldte portobellosvampe, orientalske grøntsager og vegansk coleslaw:
Ingredienser
- 4 store portobellosvampe (friske)
- 1 stort løg (finthakket)
- 200 g champignon (brune eller hvide eller andre svampe)
- 2 fed hvidløg (finthakket)
- 1 håndfuld persille (finthakket)
- 30 g pinjekerner (grofthakket)
- ½- 1 dl plantefløde (ex. sojafløde eller mandelfløde)
- 2-3 spsk gærflager
- 2 spsk Tamari (soja)
- friskværnet peber
- evt. salt
Sådan gør du
- Gør grillen klar til både direkte og indirekte varme.
- Skær stokken af portobellosvampene og fjern de mørkebrune ribber.
- Lav nu fyldet: Rens champignon og hak dem groft.
- Kom løg, champignon og tamari soja på en pande og svits det sammen, til væden fra svampene næsten er fordampet fra panden. Kom hvidløg, persille og pinjekerner ved og steg dem med i yderligere et par minutter.
- Kom nu sojafløde og gærflager i og smag til med peber og evt. mere salt. Konsistensen af fyldet er som en "tyk" sovs.
- Så er det klar til at blive grillet: Pensl portobellosvampene med olivenolie på begge sider.
- Grill svampene med toppen opad over DIREKTE VARME med lukket låg i ca 4 minutter, til de er let grillede.
- Vend svampene og flyt dem ind over INDIREKTE VARME. Fordel fyldet i svampene. Luk låget og steg yderligere ca 6-8 minutter.
- Tag svampene af grillen og server dem straks.
- Velbekomme
Noter
Ingredienser
- 1 Broccoli (i små buketter)
- 1 gul peberfrugt (i strimler)
- 1 rød peberfrugt (i strimler)
- 3 store gulerødder (i ca 1cm tykke stænger)
- salt
Orientalsk marinade
- 1 spsk agavesirup/ahornssirup
- ½ spsk reven frisk ingefær
- 1 fed presset hvidløg
- 3 spsk Tamari (sojasauce)
- 1 spsk olivenolie
- 1 spsk balsamicoeddike
Sådan gør du
- Kog broccoli og gulerødder i letsaltet vand i 2-3 minutter. Hæld vandet fra med det samme og skyl grøntsagerne i koldt vand.
- Peberfrugterne renses og skæres i strimler og blandes med broccoli og gulerødder.
- Bland alle ingredienserne til dressingen og kom den over grøntsagerne. Bland godt og lad dem marinere i køleskabet 1 time. Rør i den en gang i mellem.
- VED GRILLEN: Stil grøntsagsbakken over den direkte varme i 6-8 min. Grøntsagerne vendes et par gange undervejs.
- Velbekomme
Noter
Ingredienser
- 350 g hvidkål (eller spidskål - snittet fint)
- 200 g gulerødder (groftrevne)
- 1 tsk revet løg
- 30 g hasselnødder (hakket -kan udelades)
- 2 spsk persille (hakket)
Dressing
- 5 spsk vegansk mayonnaise (evt Hellmanns veganske mayo)
- 1 dl planteyoghurt naturel
- 1 spsk citronsaft/citrusuniversal
- 1 tsk Dijonsennep
- 1 tsk birkesød/rørsukker
- salt og peber
Sådan gør du
- Alle ingredienserne til dressingen blandes sammen inklusiv revet løg. Smag til med salt og peber.
- Grøntsagerne skæres og rives og kommes i dressingen.
- Nødder og persille hakkes og kommes i
- Bland det hele sammen. Coleslaw'en har godt af at trække noget tid i køleskabet.