Udblødt havre – vegansk morgenmad

Udblødt havre er en nem, enkel og velsmagende morgenmad.
Mere “eksotisk” kaldes udblødt havre også “overnight oats”, og det er lige det, det er 🙂
Havregryn som iblødsættes i plantemælk, sættes i køleskabet og spises næste morgen.
Vi laver udblødt havre ca. en gang om ugen for at variere vores morgenmad. Vores foretrukne variation er med chiafrø og blåbær. Blåbærrene drysses frosne over de iblødsatte havregryn, og tør op i løbet af natten. Havregryn og chiafrø opsuger plantemælken og bliver dejligt bløde. Vi kommer kværnede hørfrø, lidt rosiner og skiver af banan på vores udblødte havre, lige før vi spiser den 😀

Jeg er stødt på udblødt havre flere steder, men kom først selv i gang med at lave det, da jeg fik bogen “Green Kitchen Rejser” af Luise Vindahl og David Frenkiel. Deres opskrift indeholder en grundopskrift + forskellige variationer af tilsætninger. Vi synes rigtig godt om blåbærvariationen og har holdt fast i at lave den, men nu hvor jeg har taget bogen frem igen for at skrive dette indlæg, får jeg helt lyst til at variere vores udblødte havre, og f.eks lave udblødt  havre med kakao, chia og banan, eller med jordnøddesmør, banan og hindbær MUMS 🙂
Faktisk er det vel kun vores fantasi, som sætter grænser for mulige smagsvariationer.

Luise skriver om udblødt havre:
“Udblødt havre er perfekte til travle morgener, eller til når det bliver varmere i vejret, og du får lyst til at spise morgenmad i parken. Jeg har også lavet en masse små glas med forskellig smag og brugt dem til brunchsammenkomster. De ser fine ud med små , håndskrevne mærkater, og alle kan så vælge den variant, de helst vil have. Frø og korn er lettere at fordøje, når de udblødes først, fordi næringsstofferne bliver nemmere at optage. Desuden får havregrynene en silkeblød konsistens” –Luise.

Veganermors Veganske Tærter
Få min e-bog!

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få Veganermors Veganske Tærter

Invalid email address
Der kan gå lidt tid, før du får mails (bekræftelse + download link). 
Du kan afmelde nyhedsbrevet til enhver tid. 

Luise og David bruger syltetøjsglas med låg til at udbløde havre i. Andre steder har jeg set billeder, hvor der er brugt små smarte patentglas. Selv laver jeg udblødt havre i nogle dessertglas, og bruger nogle små underkopper, som låg.
Jeg prøver generelt at minimere mit forbrug af husholdningsfilm og folie o.l. og begynder mere og mere at sætte tallerkener over mine skåle, når jeg opbevarer mad i køleskabet.

Opskrift på udblødt havre:

Udblødt havre med blåbær

Udblødt havre

Ret: Morgenmad
Keyword: Glutenfri
Antal: 1
Glutenfri ved brug af glutenfrie havregryn. Opskriften er inspireret af Green Kitchen Stories.

Ingredienser

Grundopskrift

  • 60 g grovvalsede havregryn (evt. glutenfri)
  • 1 knsp stødt sødt krydderi (f.eks. vanilje, kardemomme, kanel)
  • 1 spsk chiafrø
  • 1 3/4 dl usødet plantemælk (eller juice (evt 1 dl. plantemælk + 3/4 dl vand))

Med blåbær

  • 2 spsk blåbær (friske eller frosne)

Med rå Kakao og banan

  • Grundopskrift +
  • 1 spsk rå kakao (eller usødet kakaopulver)
  • ½ banan (moset)

Med jordnøddesmør, banan og hindbær

  • Grundopskrift uden chiafrø
  • 1 spsk jordnøddesmør
  • ½ banan (moset)
  • 2 spsk moste hindbær

Sådan gør du

  • Ingredienser til udblødt havre med blåbær
  • Bland samtlige tørre ingredienser i et lille syltetøjsglas eller andet egnet glas 🙂
  • Hæld den valgte væske over, rør rundt. Skru låg på. Lad grynene trække i køleskabet i nogle timer eller natten over. Grynene kan holde sig i 3-5 dage.
    Udblødt havre

Med blåbær

  • Drys frosne blåbær over grynene, inden de sættes i køleskabet. Friske blåbær kan kommes over ved servering.
    Udblødt havre med blåbær
  • Tilføj evt. rosiner, hakkede mandler, kværnede hørfø og bananer ved servering.
    Udblødt havre

Med rå kakao og banan

  • Bland samtlige tørre ingredienser i et lille syltetøjsglas eller andet egnet glas. Tilsæt den moste banan og fordel den grundigt. Hæld mælken over, rør rundt og skru låget på glasset. Lad grynene trække i køleskabet i nogle timer eller natten over.

Med jordnøddesmør, banan og hindbær.

  • Hæld havregrynene i et lille syltetøjsglas, tilsæt mælk og rør rundt. Vend forsigtigt moset banan og jordnøddesmør i, og fordel hindbærrene ovenpå. Skru låget på glasset, og lad grynene trække i køleskabet nogle timer eller natten over.

Noter

Udblødt havre er populær morgenmad hos vores unge mennesker. Samt vi har serveret det for overnattende familiegæster og modtaget deres begejstring ved denne morgenmad 🙂
Har du prøvet opskriften?Nævn @veganermor.dk på instagram!

Kommentér

Navigate