Lige et lille indblik i vores julemiddag 2020 med links til alle opskrifter.
Vores julemiddag 2020:
Forret: Rødbede tatar med peberodscreme
Hovedret: Julepie med hasselback sød kartoffel,
champignonsovs, ovnbagte rosenkål,
rødkålssalat og syltede hokkaido.
Dessert: Risalamande med kirsebærsovs.
Forret:
Rødbede tatar er inspireret af Vanløse blues.
Vi laver blot vores egen peberrodscremen ud fra en opskrift på cashewnøddeost, som tilsættes masser af fintrevet peberrod og vand, til den opnår en cremet konsistens.
Egentlig har vi ikke for vane at få forret til julemiddagen. Men sidste jul besluttede forsamlingen, at de gerne ville trække julemiddagen i længere tid. F.eks. med en forret. Vi spiser først dessert efter juletræ og gaver, og det fortsætter vi med. Men prøver med en forret i år.
Denne forret har potentiale til en nytårs forret.
Du kan finde en opskrift på rødbede tatar med peberrodscreme HER
Hovedret:
Billedet er taget i starten af december, hvor vi afprøvede julepie og tilbehør. Alt smagte skønt.
Til juleaften vil jeg sylte nogle hokkaido inspireret af “Mad med glød”.
Hasselback kartoflerne erstatter sukkerkartofler og hvide kartofler i vores julemiddag.
Alle er tilfredse med denne løsning. Jeg vælger små søde kartofler til hasselback-bagning.
Kartoflerne skrælles, skæres, pensles med olie og drysses med salt, paprika og timian.
Bages ved 185 gr varmluft i 30-45 min. til de er møre at stikke i.
Ovnbagte rosenkål er lavet med halve rosenkål vendt med olie, salt og spidskommen. De bages i ovnen ca 30 min. samtidig med hasselback kartofler og julepien.
Champignonsovsen er vi alle sammen vilde med, og vi kommer til at lave kæmpe meget af den.
Du kan finde en opskrift på julepie HER
Du kan finde en opskrift på champignonsovs HER
Du kan finde en opskrift på rødkålssalat HER
Du kan finde en opskrift på julesyltede hokkaido HER
Dessert:
Efter flere jule aftener med vegansk Tiramisu til dessert, har jeg i år besluttet at lave risalamande efter Mia sommers opskrift. Risene koges i vand, fløden er Alpro piskbar. Desserten sødes, med birkesød eller rørsukker, når den røres sammen, og selvfølgelig tilsættes masser af mandler og vanilie.
Denne risalamande smager autentisk af barndommens risalamande – og er helt vegansk.
Du kan finde en opskrift på risalamande HER
I år bliver vores juleaften ret anderledes. Dog ikke så meget pga af Corona.
Vi er de samme deltagere, som vi plejer + vi har sønnernes farmor med, Sofie på 90 år.
Ret sejt, at hun gerne holder vegansk jul med os <3
Det anderledes i år består i, at vi starter vores julemiddag allerede kl 14. På grund af mig.
Jeg skal nemlig arbejde resten af juledagene, og det indebærer, at jeg står op kl 5 – og derfor er nød til så nogenlunde at overholde min sengetid, som er kl. 22 selv i julen.
#ensygeplejerskeslod #vipasserpådanmark