Antal: 4
Opskriften er inspireret af en opskrift fra bogen "Suveræne salater" af Sonja Bock og Tina Scheftelowitz. Jeg har udskiftet de kinesiske ægnudler med squashnudler og glaserer mandlerne med agavesirup i stedet for honning.
Squashnudlerne kan erstattes med almindelige nudler. Gulerødderne bibeholdes og skæres i små tynde stave.
Ingredienser
- 1 mellemstor squash (Eller 100g nudler)
- 300 g gulerødder (Store, hvis de skal spiralizes)
- 3 forårsløg
- 350 g peberfrugter (gerne i alle farver)
- evt. andre grøntsager (efter eget valg; kål, fennikel, radisser osv.)
Glaserede mandler
- 100 g mandler
- 2 spsk Tamari (eller kinesisk soja)
- 2 tsk agavesirup (eller ahornsirup)
Dressing
- 2 spsk olivenolie eller rapsolie
- 2 spsk citronsaft/citrusuniversal
- 1 spsk Tamari (eller kinesisk soja)
- 2 spsk reven frisk ingefær
- peber
Sådan gør du
- Start med at lave de glaserede mandler: Mandlerne ristes på en tør hed pande til de er gyldne. Der røres i dem undervejs. De overhældes med agavesirup og tamari og glaseres ganske kort tid under omrøring.
- Herefter afkøles de på en tallerken og skilles ad.
- Hvis du vælger at bruge almindelige nudler fremfor squashnudler, koges nudlerne efter anvisningen og overhældes med koldt vand, så de ikke klistrer sammen.
- Hvis du vælger at lave grøntsagsnudler skal squash vaskes og gulerødderne skrælles. Lav nudler af squash og gulerødder med en spiralizer. Eller lav dem til båndspagetti med en skrællekniv. Kom dem i en stor skål. Ved små gulerødder kan de i stedet skæres i tynde stave (Julienne).
- Skær forårsløg i tynde skiver, peberfrugter i tynde stave (julienne). Evt. andre grøntsager skæres i passende størrelse. (fennikel skal skæres meget fint). Kom de skårne grøntsager ved "nudlerne"
- Rør dressingen sammen og bland den med nudler og grøntsager sammen med halvdelen af mandlerne.
- Kom salaten på et fad og pynt med resten af mandlerne.
Har du prøvet opskriften?Nævn @veganermor.dk på instagram!