I søndags forkælede jeg min mand ved at servere socca for ham til morgenmad 🙂
Der er en opskrift på morgenmads-socca i dette indlæg.
Sådan har min tankeproces været frem i mod en morgenmads-socca:
“Socca giver associationer til scrambled eggs, fordi socca næsten er det samme som en kikærteomelet, og kikærteomeletten minder mig om scrambled eggs, og derfor må en socca kunne fungere som morgenmad på lige fod med scrambled eggs. Jeg har lavet scrambled tofu et par gange, men den ret har aldrig rigtig fanget vores smagsløg. Måske socca-retten vil fange os? Fyldet til soccaen skal helst være morgenmadsegnet, og måske minde lidt om omtalte ægge-ret. Måske skulle jeg købe veganske cocktailpølser for at blive i illusionen? Jeg kunne også lave lækon. Eller kan man mon marinere kikærter på samme måde som lækon, og herefter riste dem for at få den røgede smag til retten?
Lækon er “veganer.nu”s berømte rispapir-bacon.
Fyldet til vores morgenmads-socca kom til at bestå af champignons, spinat, ovnbagte tomater, agurk og purløg. I stedet for at lave lækon, lavede jeg lækon-ristede kikærter, hvilket fungerede super godt.
Det tog en lille time at lave denne morgenmad – kategoriseres derfor som weekend-morgenmad.
Soccaen blev super lækker og værd at vente på – Mmmm! – Min “Vestjyde-mand” roste morgenmads-soccaen hele 5 gange, mens han spiste den 😉 Så ved jeg, vi har fået en ny fælles favorit-ret 😀
Man kan også tilberede fyldet dagen før, og så vil soccaen hurtigt kunne færdiglaves næste morgen 😉
De lækon-ristede kikærter gav associationer til fortidens bacon, som jeg heldigvis ikke savner, men som klæder retten super godt 😀
Jeg valgte at bage tomaterne, fordi tomater vinder i sundhed, når de varmes op:
“Tomater er stærkt antioxidante og indeholder desuden stoffet lycopen (der er det stof, som giver tomaten dens røde farve). Stoffet menes at have en kræfthæmmende virkning og forebygger hjerte-karsygdomme, grå stær, aldring af huden og andre degenerative sygdomme.
For at få fuldt udbytte af lycopen skal tomaterne helst opvarmes og spises med en god olie, fx økologisk jomfruolivenolie. Olien aktiverer lycopen, så det kan optages i kroppen.
Og så er det værd at huske på, at tomater indeholder fibre, der styrker tarmfloraen.” – Kirsten Skaarup
Denne “morgenmads”-socca vil egne sig lige så godt til en brunch, en frokost, eller til aftensmad 😉
På en lille pande (20 cm i diameter) bagte jeg to “små” soccaer.
Den første socca kom en tur i ovnen, mens jeg bagte socca nummer to.
Når jeg på et tidspunkt skal lave socca til en større brunch med flere personer, vil jeg bage soccaen i ovnen i en bradepande. Jeg vil enten servere soccaen som en stor firkantet socca med fyld på en buffet eller – afhængigt af hvor mange personer, der skal laves til, vil jeg måske portionsanrette retten.
Du kan finde Kirsten Skaarups anvisninger til, hvordan man kan bage soccaen i ovnen HER
Opskrift på morgenmads-socca:
Ingredienser
Socca
- 125 g kikærtemel
- 1 tsk salt
- 2 spsk ekstra jomfru olivenolie
- 2 dl vand
Fyld til socca
- 1 lille løg (i små tern)
- 200 g champignons (i skiver)
- 200 g spinat eller grønkål (frisk eller frossen, let hakket)
- 1 spsk ekstra jomfru olivenolie
- 1 spsk Tamari (sojasauce)
- lidt stødt muskat
- salt og peber
Bagte tomater
- 200 g små tomater (i halve)
- 1 tsk tørret oregano
- lidt ekstra jomfru olivenolie
- Lidt salt og peber
Lækon-ristede kikærter
- 300 g kikærter (hjemmekogte, eller 1 ds. købte)
- 1 spsk ekstra jomfru olivenolie
- 1½ spsk Tamari (sojasauce)
- 3 spsk gærflager
- 1/4 tsk liquid smoke (eller røget paprika)
- vand
Andet topping
- purløg (klippet)
- agurk (i tern)
- Efter årstiden (eller hvad du har i køleskabet)
Sådan gør du
- Dejen til socca røres sammen (klumpfri), og stilles i køleskabet i mindst en time, gerne natten over.
- Tag socca-dejen ud af køleskabet, når du starte på at forberede retten. Lav fyldet, før du bager soccaen.
- Start med kikærter og tomater, som herefter bages i ovnen, mens du laver fyld og socca.
- Rør marinaden til kikærterne sammen, tilføj lidt vand, til konsistensen bliver en lidt tyk marinade. Afdryp kikærterne, og vend dem i marinaden.
- Kom kikærter og marinade på en pande, og steg under omrøring til væsken er fordampet, kom herefter kikærterne på en bageplade. Gem lidt plads til tomaterne.
- Kom halve tomater på bagepladen ved siden af kikærterne. Drys med salt,peber, oregano og en smule olivenolie.
- Sæt pladen i ovnen ved 200 grader ( 185 grader varmluft) 15-20 minutter, til kikærterne virker ristede. Tag dem herefter ud af ovnen.
- Imens laves fyldet: Svits løget i lidt olie, kom de skivede champignons ved og tilføj sojasauce. Svits indtil væsken næsten er fordampet og krydr med peber.
- Kom spinaten / grønkål på panden til løg og svampe, og svits et par minutter, Krydr med muskat og evt. salt, hvis det mangler ( sojasaucen er salt)
- Bag nu socca. Enten som en stor til deling eller som to mindre. Kom en pæn mængde olivenolie på panden, og hæld socca-dejen på, når olien er godt varm (det skal syde og boble lidt i kanterne). Sænk varmen efter et par minutter, og bag soccaen færdig, 5-7 minutter.
- Tilbered den sidste topping. Skyl og klip purløg. Vask og skær agurk i tern.
- Vend den færdige socca over på to tallerkener / én stor tallerken, eller et fad, med den sprøde bund opad.
- Top med champinon-spinatblandingen, fordel de bagte tomater og kikærterne over (Jeg brugte ikke alle kikærterne). Afslut med agurk og purløg.
- Velbekomme
- Kan laves med andet fyld: Her med svampe, grønkål og marinerede bønner