Hyldeblomst-billedet viser udsigten fra mit køkkenvindue, som der ser ud lige nu.
Blomsterne kommer nærmest helt ind i køkkenet til mig. Jeg får lyst til at lave noget med dem 🙂
Tidligere i mit liv lavede jeg hvert år flere liter hyldeblomstsaft og hyldeblomstgele.
Det stoppede for 5 år siden, hvor jeg droppede sukkeret.
En gang imellem mangler jeg hyldeblomstsaften – ikke så meget til at drikke – men der optræder nu og da hyldeblomstsaft i en opskrift f.eks. som del af en salatdressing eller smagsgiver i en dessert eller til hvid gløgg om vinteren.
Jeg vil helst bruge hyldeblomstsaft, som jeg selv har lavet. Så ved jeg, hvad den består af.
I bogen “Green Kitchen Stories” er der en opskrift på hyldedrik, som er sødet med flydende honning. Hvorfor ikke lave en hyldedrik med agavesirup i stedet for honning?
søndag aften plukkede jeg 40 hyldeblomstskærme og fik sat en portion hyldedrik over at trække.
Det har stået i køleskabet indtil i dag, og er lige kommet på flasker her til morgen.
David og Luise, som har skrevet “Green Kitchen Stories”, skriver således:
” Vi har altid undret os over, hvorfor alle opskrifter på hyldedrik nærmest prøver at drukne blomsternes smag i sukker. Der er slet ikke behov for så absurde mængder. Vores hyldedrik er derfor halvt så sød, men smager af dobbelt så meget.”
Spændende hvordan resultatet bliver med agavesirup i stedet for honning. Og om hyldedrik og hyldeblomstsaft er det samme. Nu hvor jeg har smagt det, tænker jeg, at det ikke må sammenlignes med den traditionelle sukkerfyldte hyldeblomstsaft. Hyldedrik er nok en mere rigtig betegnelse.
Det smager dejligt og meget af hyldeblomst. Jeg glæder mig til oplevelsen ved at drikke det en varm sommerdag på terrassen. F.eks. med isterninger af frosne bær.
Det er min plan, at noget af saften må drikkes, og ellers vil jeg fryse saft ned i små portioner, så jeg netop har mulighed for at tø op og bruge den i madlavningen.
Jeg laver f.eks. en skøn sommersalat med icebergsalat, jordbær og pinjekerner, hvor der skal bruges hyldeblomstsaft både til at glasere pinjekerner med og til dressingen. Opskriften kommer snart på bloggen – hvis det altså lykkes at lave salaten med denne slags hyldeblomstdrik. Det tror jeg nu, det gør 🙂
Opskrift på hyldeblomstdrik:
Ingredienser
- 40 hyldeblomstskærme
- 3 økologiske citroner
- 2½ dl agavesirup
- 2 l vand
Sådan gør du
- Ryst forsigtigt hyldeskærmene for at fjerne det snavs eller de smådyr, der måtte sidde på dem. Klip de groveste stilke af.
- Skær citronerne i tynde skiver. Læg hyldeskærme og citronskiver i lag i en stor gryde, dejfad eller andet.
- Bring 2 l vand i kog i en stor gryde. Tilsæt sirup, og rør, til den er opløst.
- Hæld det kogende sirupvand over hyldeblomsterne og citronerne
- Lad drikken trække køligt i 48t eller længere, hvis du foretrækker en kraftigere smag. Rør rundt i drikken en gang om dagen.
- Si drikken ved at hælde den gennem et stykke ostelærred ( jeg bruger et forvasket - rent- viskestykke, som er vasket i uparfumeret vaskepulver og uden skyllemiddel)
- Vrid så meget saft, som du kan gennem stofstykket.
- Hæld drikken på helt rene flasker ved hjælp af en tragt. I ren flaske med tætsluttende låg, kan den holde sig et par uger i køleskabet. Uåbnet formentlig længere. Drikken kan fryses. Hvis den fryses i glasflasker, må flaskerne ikke fyldes helt, da de sprænger, når væsken udvider sig i frossen tilstand.
Noter
Hyldedrikken er jo selvsagt ikke så sød som den traditionelle hyldeblomstsaft. Så forvent ikke samme oplevelse. Drikken smager dejligt af hyldeblomst og sommer.
Hæft dig ikke ved, at der står 4 personer - det giver ingen mening i denne opskrift,