Hvordan reagerer du, når nogen kommenterer eller sætter spørgsmålstegn ved dine børns valg?
Giver du personen ret i, at nu rabler det da helt?
Vælger du måske at tegne et billede af, hvor besværligt det er for dig, at de har valgt at blive veganere? Alt det mad, du ikke længere kan sætte på middagsbordet!
Eller tager du dem i forsvar og forsøger at forklare dine børns bevæggrunde til at spise vegansk?
For mig føles det mest rigtigt at give mine børn anerkendelse, ved at forsøge at forklare / forsvare deres valg, når nogen stiller spørgsmålstegn.
Det er min overbevisning, at børn (selv voksne børn) har brug for deres forældres anerkendelse. Og at vi sagtens kan anerkende deres valg af vegansk livstil uden selv at være enige i valget.
Det handler om at vise respekt for deres selvbestemmelse.
Overvej, hvilket mod sådanne valg kræver!
Det stiller selvfølgelig spørgsmålstegn ved vores eget valg af livsstil, som vi måske ikke har lyst til at ændre på eller overveje dybere lige nu. Hvilket deres valg måske tvinger os til. Og findes der noget mere irriterende end at blive tvunget til at tænke over, om ens livsstil nu også er etisk forsvarlig?
En irritation, jeg synes, vi skal vende mod os selv og ikke mod vores børn.
Selv gennemgik jeg ligesom tre faser.
Allerførst, mens jeg var mest frustreret, holdt jeg nok lidt lav profil. Snakkede måske mest om det besværlige ved situationen. Jeg var klar over, at deres ændrede livsstil var et vilkår, jeg ikke kunne eller skulle kontrollere. Og jeg havde brug for lidt tid til at finde mine egne ben i denne forandring og forholde mig til, hvad det ville komme til at betyde for mig og for os. Hvordan ville jeg bedst kunne holde fast i mine værdier og bevare den gode stemning omkring vores fælles måltider?
Jeg har en grundholdning om, at vilkår man ikke kan ændre, skal man ikke bruge kræfter på. Det kan være en svær øvelse, men det flytter fokus til at bruge kræfterne der, hvor de gør gavn.
Næste fase, hvor jeg var begyndt at lytte til deres argumenter, forsvarede jeg dem på en forsigtig måde. Noget med: ” De har mange gode og seriøse overvejelser for at undlade at spise animalske produkter.”, “De har i hvert fald taget et bevidst og overvejet valg for det, de spiser. Hvor mange af os andre har det?”, “Vi får faktisk rigtig meget lækker mad. Vi mangler ikke noget – tværtimod” osv.
Jeg ville helst ikke fanges i at blive stillet til regnskab for deres etiske overvejelser, som jeg ikke følte mig godt nok klædt på til at diskutere. Samtidig måtte omverdenen godt vide, at jeg stod inde for sønner og papdatters valg.
I den tredje fase er jeg ligesom selv blevet en del af det veganske valg.
Jeg forsvarer eller forklarer både dem og mig selv, når jeg lander i situationer, hvor nogen stiller spørgsmålstegn. Dyreetik, klima, miljø og nok mad til alle er fortsat væsentlige argumenter. Al den gode, velsmagende mad og kroppens velbefindende er jeg også nød til at pointere.
Jeg møder både nogen, som oprigtigt er nysgerrige på vores valg af mad. Men også dem som med det samme konkluderer, at veganisme er farligt. Desværre går jeg for hurtigt i rette med dem og forklarer omkring planteproteiner og B12 og D3 vitaminer osv.
Jeg vil så gerne skabe dialog fremfor modpoler 🙂 Så jeg prøver at lave nogle strategier for, hvordan jeg gerne vil reagere, når jeg bliver stillet “til regnskab” for vores valg af livsstil. Jeg øver mig på at spørge nysgerrig tilbage: ” Det lyder ikke rart, at det er farligt, vil du ikke fortælle noget mere om det?” eller “Hvordan med dig, og dit valg af mad. Hvilke overvejelser ligger der bag, at du vælger at spise kød?”.
Hele vores lille familie spiser vegansk, og vi laver vegansk mad til gæster.
Så i det daglige kan det føles som det mest naturlige i verden.
Jeg kan faktisk godt glemme, at vi i en større sammenhæng udgør en minoritet.
Men så sad jeg der til påskefrokost som en af tre veganere i en flok på 50.
Jeg var den eneste ved mit bord, som fik en grøn salat serveret, mens alle andre spiste sild og fiskefilet. Så bliver man virkelig udstillet!!!
Det fik mig til at tænke på, hvor modigt det er, når unge mennesker tager konsekvensen af deres etiske overvejelser og bliver veganere og dermed skiller sig ud af flokken. Virkelig MODIGT!!!
Jeg har stor forståelse for behovet for veganske grupper/netværk på Facebook.
I dette indlæg er der ingen opskrifter 🙁
Maj måned står til gengæld på “tema om veganske tapas” med masser af opskrifter 🙂
