Hyben, hyben, hyben 🙂
Hyben er vores nyeste vinterforråds-samlerobjekt, som vi fryser i sommerhalvåret og bruger til smoothies fra nu og henover vinteren. Vi er især faldet for en skøn orange smoothie med gurkemeje og ingefær, som er top antiinflammatorisk. Der er en opskrift i dette indlæg.
Fra sidst i juni til sidst i september kan man finde hyben rundt om i det ganske land. Hybenrosenbuskene er invasive og mange steder ikke elsket, fordi de spreder sig. I stedet for at kaste kræfter i at udrydde buskene, skulle vi hellere kaste kræfter i at lære at elske den lille hybenfrugt. Hvis vi alle kan lære at sætte pris på denne C-vitaminbombe og indsamle den, vil der ikke være nær så mange frø, den kan sprede sig med.
Men vi skal jo lige lære det:
Hvis du endnu ikke er kommet i gang med at høste hyben, kan du stadig lige nå det i år. Måske en ide til kommende weekend. Vi har selv høstet 3 poser hyben i lørdags, som vi har renset for frø og kommet i fryseren. Der er stadig mange hyben på buskene, men du skal vælge de orange og faste fremfor de røde og modne. Hvis du er i tvivl, om det er noget for dig, men samtidig føler dig lidt fristet, så start med en enkelt pose i år og prøv dig frem. Sådan startede vi for 4-5 år siden. Og nu har vi de sidste to vintre været heldige at have 6-8 poser hyben i fryseren, som vi kan “booste” os med henover vinteren.
Hyben er smukke, fulde af c-vitaminer og de er gratis. Find et sted, hvor der ikke kører biler, som spreder bilos. Vi har selv plukket vores på stranden. HUSK! vælg de orange og endnu let umodne, da de er nemmest at rengøre og mindre angrebet af orm. Man kan vaske, halvere og fryse dem og senere rense frøene ud af dem i frossen tilstand. Det er angiveligt det nemmeste. Det har jeg til gode at prøve. Vi renser dem inden, vi fryser dem. Vi fjerner blomsten, halverer frugten og skraber kernerne ud med en passende størrelse teske. Herefter skyller vi dem, før vi fryser dem. Vi kasserer de ormeangrebne hyben.
Vi har haft en sjov lille drøftelse omkring værdien af hver lille hyben i forhold til den tid, vi putter i den, fra vi tager af sted for at plukke den, til den ligger i vores fryser. Det skal i hvert fald ikke gøres op i penge. Men stiller vi regnskabet anderledes op, at al den tid, vi bruger på hver lille hyben / vores sundhed, den får vi måske lagt til i helbred og levetid i den sidste ende. Se så er regnestykket straks mere interessant 😀
Muligheder med hyben:
Får man plukket overmange hyben, kan de anvendes på mange andre måder end til at komme i smoothies. De kan bruges i det salte køkken og kommes i gryderetter. Det giver en dejlig spiseoplevelse både i smag og struktur. Det har jeg prøvet. Man kan tørre dem og male dem til pulver, som kan bruges til drys på morgenmaden. Det drømmer jeg om at prøve, når jeg engang får tid til at samle rigtig mange hyben. De kan også bruges i det søde køkken til marmelader, suppe, is o.l.
Opskrift på smoothie med hyben og gurkemeje:
Opskriften er inspireret af Mads Bo fra Highonlife. Han har en hybensmoothie, “Hyben harmonie”, som vi er startet med at lave og med tiden har justeret lidt. Mads Bo laver også andre smoothies med hyben. Bl.a “Hyben hype” og “Hyben la parfume”. som vi har til gode at prøve.
Ingredienser
- 2 dl hyben (evt frosne)
- 2 mellemstore gulerødder
- ½ lime (uden skræl)
- 1 banan
- 2 cm ingefær
- 6 cm gurkemeje
- 1 drys peber
- 2-4 mandler el nødder
- 3 dl plantemælk
EVT.
- ½-1 dl solbær, aroniabær eller andre c-vitaminrige bær (kan undværes.)
Sådan gør du
- Så nemt er det: Blend alle ingredienser. Start altid med de bløde ingredienser i bunden af kanden. Brug din tamper til at presse ingredienserne ned mod kniven.
- Kan også laves i en "single" blender. Halvver da opskriften og lav til en person i hvert glas:
- Velbekomme