Powergrød som vegansk morgenmad

Jeg har fået et spørgsmål angående vegansk morgenmad. Her må jeg ærligt erkende, at jeg har et udviklingsområde. Jeg er tilbøjelig til at spise ret ensformig morgenmad, og har derfor ikke tænkt morgenmad som blogemne. Når det så er sagt, laver jeg da indimellem noget nyt og mere spændende morgenmad. Det er absolut min plan, at få en større variation ind over dagens første måltid:)

Da jeg forleden morgen blev forkælet af min mand med powergrød toppet med friskplukkede blommer og brombær fra haven, tænkte jeg: “Denne tallerken morgenmad har da virkelig blogpotentiale” 😉

Jeg har et personligt mål om at spise 600 g – 1000 g grøntsager, bær og frugt de fleste dage.
De anbefalede 600 g grøntsager og frugt er nemlig et minimum, hvilket måske kommer bag på nogen. Jeg forsøger derfor at indarbejde kostvaner, som kan sikre mig en masse grøntsager, bær og frugt dagligt. Det betyder, at jeg med fordel kan begynde med grøntsager, bær og frugt allerede fra morgenmaden 🙂
Vegansk mad kan være det rene junk, men vegansk mad har også potentiale til at blive nær den mest optimale ernæring, og det er det sidste, jeg stræber efter. Derfor vil jeg gerne forbedre min morgenmad.

Veganermors Veganske Tærter
Få min e-bog!

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få Veganermors Veganske Tærter

Invalid email address
Der kan gå lidt tid, før du får mails (bekræftelse + download link). 
Du kan afmelde nyhedsbrevet til enhver tid. 

Powergrød laver vi efter Kirsten Skaarups opskrift, som vi har fundet i bogen “Power Food Revolutionen”. Grøden kan varieres nærmest i det uendelige. Den grød, jeg har illustreret dette indlæg med, er noget af det meste lækre morgenmad, jeg længe har fået. Grød kogt på havregryn, ruggryn, byggryn og boghvedekerner, iblandet græskarkerner, rosiner og tranebær og toppet med kværnet hørfrø, hakkede mandler, friske blommer og modne brombær. MUMS!
Oftest får vi bananer eller æble på grøden i stedet for blommer og brombær, og hvis vi er rigtig gode, tager vi blåbær op af boksen, før vi går i seng, så de er tøet til at komme over grøden næste morgen.
Min mand cykler i perioder meget, og denne grød er hans foretrukne morgenmad, de dage han cykler lige efter morgenmaden. Den giver god energi til cykleturen.

Opskrift på powergrød

Powergrød med blommer og brombær

Powergrød

Ret: Grød, Morgenmad
Antal: 2
Opskrift fra bogen "Power food revolutionen" af Kirsten Skaarup. Hun skriver: "Her er en energigrød, der sender dig ud i dagen med fuld kraft på motoren"

Ingredienser

  • 4 dl kornflager (havregryn, ruggryn, speltflager, boghvedeflager/boghvedekerner, hirseflager eller andet.)
  • 2 spsk græskarkerner
  • 1 spsk rosiner
  • 1 spsk tørrede tranebær
  • 1 nip salt
  • 2 spsk reven ingefær
  • 1 dl sojayoughurt (kan undlades)
  • frisk frugt (bananer, æbler, bær)
  • 2 spsk hørfrø (kværnet i en kaffemølle / eller hørfrøolie)
  • 1 lille håndfuld mandler (grofthakkede)
  • 2 spsk frisk mynte (snittet, kan undlades)

Sådan gør du

  • Kom flager, græskarkerner, rosiner og tranebær i en gryde om aftenen.
  • Hæld dobbelt mængde vand på og lad blandingen stå til næste morgen.
  • Tilsæt et nip salt og bring grøden i kog. Skru ned til lav varme, og lad grøden simre et par minutter. Tilsæt om nødvendig mere vand.
  • Rør ingefæren i grøden.
  • Server grøden i to portioner og fordel yoghurten på grøden.
  • Skær bananer i skiver og drys dem på grøden sammen med de valgte bær.
  • Drys med kværnet hørfrø, hakkede mandler og evt. hakket mynte. (Kværnede hørfrø skal spises inden for ca 15min. for at få det bedste ud af hørfrøolien i kernerne)
    Powergrød med blommer og brombær
  • Udenfor sæson med friske bær og frugt, topper vi vores powergrød med kværnede høfrø, valnødder og bananskiver. Hvis vi har lavet æblegrød, smager det også fantastisk ovenpå grøden 🙂
    Powergrød

Noter

Vi bruger for det meste boghvedekerner, havregryn, bygflager og rugflager. Vi er ikke så vilde med at komme yoghurt på grøden og har endnu ikke prøvet med frisk mynte.
Det gode ved denne grød er bl.a. at du kan bruge de gryn/kornflager, du har, og det som du bedst kan lide. Samt at grøden giver en fantastisk mæthed.
Hos os får min mand 2/3 af portionen. Det efterlader os tilpas mætte begge to 🙂
Har du prøvet opskriften?Nævn @veganermor.dk på instagram!

Kommentér

Navigate