“Hvorfor lukker omverdenen øjne og øre for problematikker som dyrevelfærd, klima og sult?
Hvorfor handler koens drægtighed og kælvning kun om koens mælkeproduktion til menneskets fordel og slet ikke om ko-kalv-relationen? Hvorfor er det ikke indlysende, at det er synd for koen, når dens nyfødte kalv tages fra den? Hvorfor kan det ikke få flere til at holde op med at drikke mælk?”
Der vil kunne oplistes hundredevis af denne slags spørgsmål.
Jeg forestiller mig, at vores veganerbørn og andre veganere i alle aldre virkelig frustreres over manglende respons på disse og lignende etiske dilemmaer.
Hvordan skaber vi dialog med omverdenen, når den vælger at lukke øjne og ører?
Er der måske nogle tilgange til problematikken, som er klogere end andre?
Jeg har reflekteret rigtig meget over dette spørgsmål, fordi jeg virkelig gerne vil skabe dialog fremfor modpoler og mudderkastning. Jeg vil gerne forstå de mekanismer, der er i spil.
For at forstå, hvad der muligvis sker, henter jeg inspiration i det billede, som indleder dette indlæg.
Vores evne til at lukke øjne og ører, ser jeg som en uundværlig overlevelsesmekanisme, vi alle er udstyret med; veganere såvel som ikke-veganere.
Vi bombarderes konstant med voldsomme indtryk, som vi er nødsaget til at skærme os selv for, hvis vi skal kunne eksistere og skabe os en god og tålelig tilværelse. Virkelig voldsomme indtryk i form af de daglige nyheder med oplæg og billeder af store menneskelige lidelser i forbindelse med krig, tortur, mennesker på flugt for deres liv, naturkatastrofer…osv.
Billedligt kan denne forsvarsmekanisme beskrives som nogle indbyggede psykologiske filtre, hvis opgave er at beskytte os. Filtre, der både automatisk og på et ubevidst plan sorterer indtryk fra for os, og filtre, hvor vi selv bevidst sorterer indtryk fra ud fra en screening af:
“Hvordan vedkommer det her mig?”
Sidstnævnte f.eks. når vi skal navigere i skiftende sundhedskampagner, hvor det, som er sundt i dag, er usundt i morgen. Hvad skal vi så tro på? Kan det overhovedet betale sig at gøre noget?
Disse filtre er vigtige for os. De tillader os at nyde aspekter af vores egen privilegerede tilværelse i en verden, hvor lidelse og ondskab desværre er dagligdag for grupper af mennesker og dyr.
Konsekvensen af filtrene kan være, at vi har svært ved at forholde os hudløst ærlig til fakta om dyremishandling og medmenneskers lidelse. Derfor bør vi indimellem tage et kig på disse filtre, så vi ikke bliver følelseskolde – måske trænger de til at blive renset?
En svær balance faktisk – for mon ikke det er meningen, vi hver især skal få det bedste ud af vores liv og være glade, når vi kan? For mig handler det om at skabe et godt liv, uden det bliver på bekostning af andre væsner, og gerne på en måde, så det bidrager med noget godt til min omverden.
Når jeg skal forstå, hvorfor fortællinger om dyremishandling i fødevareproduktionen ikke sætter et stærkere aftryk hos omverdenen, ser jeg for mig, hvordan grusomhederne sorteres fra gennem de beskrevne psykologiske filtre.
“Hvordan griber jeg det klogest an, hvis jeg vil nå ind gennem filteret på omverdenen? Hvem er omverdenen egentlig? Tilhører vi ikke alle sammen omverdenen, fordi vi udgør en del af omverdenen for hinanden? Hvis jeg er en del af omverdenen, hvordan lykkedes det så nogen at få mig i tale, mig til at lytte, til at forstå, reagere og handle på den ufine behandling af dyr i fødevareproduktionen?”
Alle disse refleksioner har resulteret i, at jeg har kigget mig selv grundigt efter og fortsat observerer på, hvad det er, som får mig til “at skyde solbrillerne op i panden og tage fingrene ud af ørene”. Altså: Hvad skal der til for at fange min fulde opmærksomhed?
Som udgangspunkt lå det ikke lige til højrebenet for mig at blive veganer.
Min mand og jeg er begge opvokset på landet på små bondegårde og har fra barnsben på nærmeste hold hjulpet til, når høns og kyllinger skulle slagtes og fik hovedet hugget af og skulle plukkes for fjer. Samt ved hjemmeslagtning, hvor slagteren kom hjem til os med sin slagterbil og slagtede dyr på gårdspladsen. Vi har levet tæt på dyrene og trukket kviekalve på græs om sommeren.
Når jeg ser tilbage på sidste sommer, hvor begge mine sønner blev veganere, kan jeg se, at jeg i starten kun tog brillerne af og beholdt fingrene i ørene. Jeg var jo nødt til at kunne se for at læse opskrifter og lave mad – men de etiske dilemmaer forbundet med produktion af kød, mælk og æg havde jeg brug for at forholde mig til i små doseringer.
Jeg kan se, at der var store værdier i spil for mig, nemlig den tætte relation til mine børn, som jeg ikke bare kunne afvise i et filter. For at holde fast i en nær relation til dem var jeg var næsten “tvunget” til at lytte og prøve at forstå deres overvejelser. Jeg behøvede ikke selv at blive veganer – blot at opnå en tilpas grad af forståelse, for at kunne anerkende deres valg.
Fordi jeg havde store værdier i spil, blev der åbnet op for mit filter, som bevirkede, at jeg, udover at forstå sønnerne, også selv blev ret berørt af det dyreslaveri, som finder sted.
At jeg selv skulle komme til at leve 98% vegansk, havde jeg ikke set komme.
Jeg ved, der stadig findes landbrug, hvor dyrene har det godt.
Men det er desværre ikke kød fra disse dyr, som fylder mest i kølediskene i supermarkederne.
Det er faktisk ret interessant at observere sig selv i forhold til ens psykologiske filtre:
“Hvad får mig til at lytte, og hvornår lukker jeg af?”
Jeg har fundet ud af, at jeg lukker helt af, når nogen appellerer kraftigt til min følelser. Jeg får et klart billede af, at de vil sætte mig i en følelsesmæssig stemning og bagefter udnytte dette til deres fordel – f.eks. telefon- og gadesælgere. Jeg føler mig manipuleret.
Følelsesappel er givetvis en måde at fange folks opmærksomhed, som virker godt på nogen.
Skal de have fat i mig, skal det dog være mere fakta-betonet og mere en dialog, hvor jeg føler mig hørt på mine argumenter.
“Kan vi mon bruge vores indsigt i egne reaktioner og forsvarsmekanismer til at skabe en bedre dialog med omverdenen? Hvordan møder vi selv modargumenter, der taler for at spise animalske produkter? Møder vi omverdenen på en anden måde, når vi forstår, at der er automatiske forsvarsmekanismer i spil? At omverdenen ikke hører alt, hvad vi siger?”
Gennem disse refleksioner og en større selvindsigt, er jeg kommet frem til en strategi, som jeg vil afprøve. Nemlig at spørge til folks værdier, når jeg går i dialog om veganisme kontra ikke-veganisme.
“Hvilke værdier er der i spil for dig, hvis du nu skulle forestille dig, at du stoppede med at spise kød?”
Jeg kan jo ikke forudse dialogens udfald. Den vil folde sig ud, og det er min hensigt at forholde mig åben og nysgerrig og stille uddybende spørgsmål, og få værdierne flettet ind. Min opgave må blive at tænde en nysgerrighed hos den, jeg snakker med, i håb om at skabe en åbning gennem filteret.
Jeg tror ikke altid, det nytter at moralisere, eller male et dystert billede. Så bliver jeg ikke lukket ind!
Måske er det vigtigt, at personen oplever det at tale om veganisme som en venlig og ikke-dømmende proces for at kunne tage emnet til eftertanke.
Jeg lukker refleksionen her – og der kommer helt sikkert flere lignende refleksionsindlæg.
Det er et emne, man ikke sån’ lige bliver færdig med 🙂
