Julekort 2023
Kun én dag til jul!
…og vanen tro sender jeg et julekort til mine dejlige følgere her på bloggen. Samt til alle, som skulle finde vej hertil henover julen.
Dette skønne, varme julekort er tegnet af en god veninde, Ingrid Viuff. Rød hvide flettede julehjerter er for mig indbegrebet af jul, og jeg har for mange år siden syet flettede hjerter til mine vinduer i køkkenet, som hænges op hvert år i december.

Jeg holder jul med 4 mænd: Min mand, Steffen, mine to sønner, Ludvig og August, og sønnernes far, Asger. Juleromantikken ligger hos mig, og vores jul ligner ikke de flestes jul. Men vi har fundet en skøn, genkendelig måde at folde vores aften ud, og vigtigst er vores hygge og nærvær. Vi har en skøn juleaften.
Sønnerne droppede for flere år siden julegaveriet. De prioriterede at give deres julegavepenge som donationer via organisationen Giv Effektivt. Hvilket jeg har stor respekt for. Jeg vil jo gerne også gennemføre en juleaften med gaver under træet. Jeg finder fine gaver i genbrugsbutikker, og giver herudover pengegaver, som sønnerne kan donere. Gaverne pakkes ind i genbrugspapir eller genbrugsskjorter.
Steffen og jeg droppede købe-juletræet for 7 år siden, hvor vi opfandt et genbrugsjuletræ. Steffen var den kreative, og hvert år sættes nye grene i juletræet, som vi henter i en have eller skaffer via kolleger.

Du kan læse mere om vores bæredygtige jul HER
Julemenuen, som vi alle er enige om, og som for os smager skønt af jul:
Forret: som godt kan variere og i år er Kålmad med artiskokpålæg.
Hovedret: Indbagt Linsesteg med svampe og nødder med hasselback søde kartofler, svampesovs, rødkålssalat og julesyltede hokkaido.
Dessert: Tiramisu
Årets julehilsen:
Jeg vil gerne takke for året, som er gået, og ønske alle besøgende på “Veganermor.dk”
En rigtig glædelig jul
og et godt nytår!

Håber i har nydt min søsters julesang ( to niecer som kor), som har været tilgængelig på bloggen i hele december, hvis ikke så tag et lyt HER
Som sygeplejerske har jeg aldrig helt fri henover jul og nytår. I år skal jeg arbejde d. 24., 26. og 29. december 🙂 Sædvanen tro pakker jeg computer og “blogging” væk, for at nyde de arbejdsfrie timer med min familie. Jeg glæder mig til 2024 og til meget mere farverig og sund plantemad i det nye år.















Kommentér