Konceptet for en pinsefest i vores familie er et festtelt i haven og en lækker plantebaseret menu, som min mand og jeg står for. I år blev vi beriget af det dejligste solskin, som alt andet lige bare gør det hele meget lettere, sjovere og mere festligt. Der deltog ialt 20 store mennesker, 5 små mennesker og en lille hund. Det er vores 6. pinsefest på denne måde. I år holdt vi fest pinsesøndag fra kl 13 , for at børnefamilierne kunne være mest muligt med. Der er links sidst i dette indlæg til beskrivelser og billeder fra tidligere års pinsefester. Tænkt som inspiration til grønne festmenuer.
Menuen til årets pinsefest:
Hotdogs med det hele.
Fritter af søde kartofler med ramsløgsmayo
Gnavegrønt med sesamdip og saltede mandler.
Miniburgeres med pulled jackfruit
Spinatpandekager med æblegrød til de mindste
Frugtsalat med banan-vaniljecreme
Kaffe / te med
Rabarbercrumble med marcipan + is
Romkugler
Hver ret er selvfølgelig fortolket ind i vores madunivers, hvor alt er plantebaseret, og langt det meste er hjemmelavet. Her kommer lige lidt billeder fra menuen, og derefter er der links til opskrifter på det hele.
Menuen vist i billeder:
Links til opskrifter og how to do:
Hotdogs med det hele:
Valget af falafelwurst-hotdog blev truffet af to grunde. Familien har ikke smagt det før, og det er en af vores livretter. Hos os er hotdog en slowfood 😉 Pølserne blev lavet ugen før og lagt i fryseren, pølsebrødene lige så. Al den hjemmelavede dippelse blev lavet på nogle fridage i ugen op til. Pånær den fermenterede rødkål, som er lavet for 1½ md siden.
De glutenfrie pølsebrød er min mands speciale.
Du kan finde en opskrift på Steffens glutenfrie pølsebrød hos Karina Bogø HER
Steffen lader dejen hæve i et stort firkantet fad, skærer den herefter i form som pølsebrød, som lægges på en bageplade. Brødene hæver noget under bagning.
Agurkerne syltes med en lage af 1 del eddike + ½ del sukker. Sukkeret opløses i eddiken og hældes over de fint skivede agurker. Opbevares i et lukket glas i køleskab og har lang holdbarhed.
Bagte søde kartoffelfritter med ramsløgmayo:
De søde kartofler er skåret i fritter, blandet med olie og salt og bagt i ovnen i 30-40 min. De er forberedt aftenen før, bagt om formiddagen på dagen og varmet op i ovnen 10-15 min før servering. Ramsløgsmayo er valgt, fordi den er magisk til rodfrugtefritter og særligt til søde kartofler. Jeg har frosset hakket ramsløg til formålet. Ramsløgene kan erstattes med purløg.
Sådan laver du ramsløgsmayo:
3-4 spsk mayonnaise
1 spsk citronsaft / citrusuniversal
1 tsk dijonsennep
Masser af hakket ramsløg
salt og peber
Bland det hele godt sammen og smag til.
Gnavegrønt med sesamdip og saltede mandler:
I vores køkken går vi ikke ned på grøntsager, og da årets pinsemenu ikke indeholder salater, skulle jeg finde en anden måde at sikre det sunde indtag på 😉
Valgfrit grønt: Ærter, gulerødder, glaskål, radiser, rød snackpeber og asparges.
Du kan finde en opskrift på en lækker sesamdip hos Madforlivet.com HER
Mini burgers med pulled jackfruit:
Årets nyhed til pinsefesten. Opskriften er fundet, afprøvet og godkendt i starten af ugen. Ideen med at sætte mini burgere på menuen kom let. Hotdogs, fritters og burgere hører jo ligesom sammen. At burgerne skulle laves i lille størrelse, handler om mængden af gæsternes appetit. Ideen til fyld til burgerne tog mig lidt længere tid. Heldigvis var den første opskrift, jeg afprøvede både nem og meget velsmagende. Brødet er vores yndlings rosmarinfoccacia, som er klippet i små firkanter til små burgerbrød. Brødene kan bages i god til og fryses. Jeg bagte dem dagen før. Jeg har planer om at dele en opskrift på mini burgers med jacfruit et kommende indlæg.
Du kan finde en opskrift på burgers med pulled jackfruit og avocadoslaw hos Minimalist Baker HER
Syltede radisser: Kog en eddikelage med: 1 dl æblecidereddike, ½ dl rørsukker, ½ dl vand. Når det koger, tilføjes rengjorte halverede radiser med lidt grønt top. Koger med ca 1 min og kommes på glas.
Spinatpandekager med æblegrød til de mindste:
Fik jeg aldrig taget billeder af.
Frugtsalat med banan-vaniljecreme:
Der er så meget lækkert frugt lige nu, og frugtsalat er super egnet både til store og små. Bananerne er frosset i god til, og frugtsalaten skåret samme formiddag. Banan-vaniljecremen blev blendet lige før servering.
Kaffe og kage:
Ligesom vi ikke går ned på grøntsager, er det også en god ide ikke at gå ned på de søde sager. Til kaffen blev der bagt rabarbercrumble med marcipan, købt is og lavet romkugler. Haven bugner med friske rabarber til crumblen. Romkuglerne var en stor succes til sidste års pinsefest, og tålte derfor en gentagelse.
Du kan finde en opskrift på en lækker og nem rabarbercrumble med marcipan hos Mad med glød HER
Dagen derpå – i dag:
I dag vaskes der op og spises rester. Faktisk nyder jeg opvasken efter en god fest. Nok fordi hver tallerken, skål, bestik bevidner, at her her har været fest og glade dage 😀
Eftertanker:
Absolut en god ide at rykke festen til søndag og starte kl 13. Det gav os mange gode timer sammen. Vi har skabt en rigtig god pinsetradition i familien, og det er dejligt at se næste generation komme til. Maden var måske lidt ambitiøs, især da jeg to dage før festen snublede over en parasolfod og forstuvede en fod. Pga den forstuvede fod havde jeg brug for mere hjælp end vanligt både i forberedelserne op til og under hele arrangementet. Det fik jeg også – hjælp altså. Tak for det – så festen kunne lykkes alligevel 😀
Til pinsefesten næste år holder vi fast i middagsarrangementet, som fungerede super godt. Mht maden tror jeg, den kommer til at stå på tærte og salatbuffet (for at gøre det mere enkelt). Inklusiv nogle flere børneegnede retter, som pizzasnegle o.l.
Du kan læse om vores tidligere pinsefester og se vores menuer:
Pinsefesten 2017 HER
Pinsefesten 2018 HER
Pinsefesten 2019 HER
Pinsefesten 2020 HER
Pinsefesten 2121 HER