Okonomiyaki er en japansk pandekage med kål. Helt enkelt er det kål og / eller andre grøntsager, som kommes i en pandekagedej og bages på en pande.
“Okonomiyaki betyder ”Alt godt fra køleskabet”, så dette er en ret, som er god at lave hvis man vil have tømt ud i køleskabet. Okonomiyaki er fast food i Japan, og den bliver ofte spist og konsumeret på festivaller, til store sociale begivenheder, eller når folk skal have en god og mættende snack til deres fyraftens øl. Jeg har endnu ikke mødt nogen, som ikke kan lide denne ret, da den indeholder stort set alle smage og teksturer, den skal simpelthen bare smages!” – Meyer
Vi har for et par år siden lavet Okonomiyaki efter opskrift fra Årstiderne, hvor vi modtog den veganske måltidskasse. Jeg har hele tiden vidst, at jeg ville i gang med at finde en super opskrift på Okonomiyaki ‘er, til deling på bloggen. Ting går ikke altid så hurtigt. Det blev mit kåltema i de foregående indlæg, som gav mig skubbet – og tak for det 😀 Du kan læse om mit kåltema HER
Tilblivelse af opskrift på Okonomiyaki
Okonomiyaki kan nemt laves veganske ved at udelade æg og i stedet nøjes med mel, vand og bagepulver. I opskriften, som fulgte med Årstidernes måltidskasse, blev der brugt boghvedemel til Okonomiyaki. Jeg har brugt kikærtemel i min opskrift. Jeg har krydset en opskrift på Okonomiyaki fra Kirsten Skaarup med en opskrift på Okonomiyaki fra Morten Fenger (fra bogen Veganske kålhydrater), og Vôila!! MUMS!!
Dejen i min opskrift er lavet med kikærtemel, krydret med ingefær og miso. Fyldet består af spidskål og sølvbeder og toppingen af sød chilisauce, wasabimayo og sølvbedetop. Okonomiyaki kan bages som små pandekager eller som en stor delepandekage. Det er den mest lækre nye ret, jeg længe har smagt. Det bliver helt klart en familie livret, og jeg ser den allerede lavet til nytår og pinsefest og ved alle kommende lejligheder
Lige nu har vi masser af sølvbeder og bladbeder i haven, og det er skønt at opdage endnu en ret, hvor disse kan anvendes. Senere vil jeg glæde mig til at “tømme køleskabet” som fyld til Okonomiyaki, og se hvad jeg kan få ud af det. Jeg har ladet mig inspirere via masser af Okonomiyaki-billeder til min topping. Synes denne topping er både lækker og indbydende at se på… og det smager fantastisk. Toppingen kan man også eksperimentere med og måske “tømme køleskabet” for, hvad man har af mystiske små flasker og dip.
Rester af Okonomiyaki kan spises som pålæg på rugbrød eller “bøf” i en sandwich eller burger. Jeg har haft Okonomiyaki med på madpakken.
Styr på stavning:
Lige nu sidder jeg og griner lidt af mig selv. Jeg har glædet mig rigtig meget ved, at jeg i forbindelse med dette indlæg, hvor jeg har skrevet OKONOMIAKY ca. tusind gange, endelig har fået styr på at stave til denne lækkerbisken. For så i dag at opdage, at det har jeg ikke spor styr på. Alle andre inklusiv Google skriver OKONOMIYAKI – Så nu har jeg måtte ændre min stavning ca. 1000 steder – måske kan jeg huske det nu 😉
Når noget SÅ svært at udtale og stave, er SÅ nemt at lave og smager SÅ godt – er der vel bare tilbage at skynde mig med at dele en opskrift 😀
Opskrift på Okonomiyaki:
Ingredienser
Dej
- 200 g kikærtemel
- 1 tsk bagepulver
- ½ tsk salt
- 4 dl vand
- 2 spsk olivenolie
- 1 spsk misopasta (kan udelades)
- 2 spsk ingefær (fintrevet)
- kokosolie til stegning (eller anden olie)
Fyld
- 200 g spidskål
- 200 g sølvbeder / bladbeder (eller gulerødder og forårsløg)
Topping
- Sød chilisauce
- Mayonnaise med limeskal og saft (eller wasabipulver)
- Grønt drys: Sølvbedeblade (eller toppen af forårsløg)
- evt. andet efter lyst og fantasi
Sådan gør du
- Start med pandekagedejen. Hvis du vælger at komme Miso i dejen, kan det være en fordel at opløse misoen i vandet først. Kom herefter mel, salt, olie og ingefær i og pisk det, til der ikke er klumper.
- Lad dejen hvile i 30 min. Mens du tilbereder fyldet.
- Skær spidskålet fint.Rens bladbederne og skil stilk og grønne blade fra hinanden. Gem nogle grønne blade til topping, og skær ellers stilk og øvrige blade fint. Hvis du ikke har sølvbede kan du sagtens bruge revne gulerødder og fintskåret forårsløg i stedet.
- Kom spidskål og sølvbede i dejen.
- Bland det hele godt, og nu er de klar til at blive bagt.
- Varm en pandekagepande op og smelt kokosolie på panden. Sæt 1-3 pandekager på panden med en ske og tryk dem let flade.
- Bag dem ved middelvarme 4-5 min på hver side. Hold øje med om der skal skrues ned for varmen.
Topping
- Bland 2-3 spsk vegansk mayonnaise med reven skal + saften af ½ lime. Eller kom lidt wasabipulver i og bland godt.
- Skær sølvbedetop / det grønne fra forårsløget fint som drys til pandekagen.
Servering
- Anret på fad eller portionsanret. Pynt som vist på billedet eller på din egen måde, eller lad de spisende selv pynte deres okonomiyaki.Til at lave mayonnaisestreger, kan du med fordel forme et lille kræmmerhus af madpapir og komme mayonnaisen deri.
- Her som madpakke-pålæg