Madmæssigt er kålsalater noget af det bedste ved den årstid, vi tager hul på nu 🙂
Vi har heldigvis mange lækre salater med kål i vores mad-repertoire, som vi kan variere vores mad med. Nye ideer til lækre kålsalater modtages med åbne arme 😀
Salat med rosenkål, palmekål og pære er en salat, som jeg lige har opfundet udfra devisen, hvad har jeg til rådighed, og hvad kan der komme ud af det? Kombineret med at jeg er gourmand, og skal kunne forestille mig, at en given sammensætning vil smage godt 😉
Hm! Med rosenkål, pære og tørrede figner i køleskabet, palmekål i haven, masser af valnødder fra min søsters valnøddetræ og pistacienødder i skabet. Tjah, hvorfor ikke? Det må prøves.
Tankerækken frem mod salaten tager vi lige en gang til i langsom gengivelse 😉
“Rosenkål og palmekål er super sunde kålsorter, som jeg ikke tidligere har kombineret i en salat.
Jeg er ret vild med danske konferencepærer, som lige nu er nemt tilgængelige, og jeg har faktisk heller ingen kålsalatopskrifter, hvor jeg bruger pære – det er altid æbler, appelsiner, druer, granatæbler. Hvordan vil det være at komme pære i en salat med kål – garanteret godt 🙂
Jeg har en pose tørrede figner, som jeg købte i Sydportugal under en ferie i september. Egentlig er jeg ikke så god til at bruge tørrede figner i vores mad, men måske vil de komme til deres ret i netop denne salat? Så er der alle vores dejlige valnødder. De er helt oplagte som drys på salaten, og hvis jeg skal flotte mig, kan jeg også tilføje en håndfuld pistacienødder”.
Da salaten var lavet og skulle “portræteres”, synes jeg der manglede en kontrastfarve i salaten. Derfor blev den drysset med en håndfuld frosne blåbær 😉
Jeg lavede salaten første gang i tirsdags til en frokost med en veninde. Vi skulle have fransk løgsuppe, ovnristet rugbrød og kålsalat. Min veninde var meget begejstret for salaten, og jeg måtte love, at den snart kom på bloggen, så hun kunne få en opskrift. Derfor har jeg allerede lavet den igen – bare for at være helt sikker på, at den er god nok til at blive delt. Det synes jeg den er 😀
Jeg improviserer tit over de kålsalater, jeg laver; tilføjer rosenkål i rødkålssalaten, grønkål eller spinat i kikærtesalaten osv. Lige for tiden øver jeg mig i at down-size mængden af olie i en dressing og øge mængde af eddike, samt at tilføje sennep.
Det går ikke altid lige godt, men jeg bliver altid klogere 🙂
Jeg vil gerne invitere til, at du også improviserer, hvis du vælger at bruge mine salatopskrifter. Måske er der en ingrediens, du ikke har, men så har du noget andet, som måske kan bruges. Måske har du en foretrukken dressing, så prøv den 😀
Opskrift på salat med rosenkål, palmekål og pære:
Ingredienser
- 10-12 rosenkål (fintsnittet)
- 1 stor håndfuld palmekål (ca 150g fintsnittet)
- 4-5 tørrede figner (skåret i tern)
- 1-2 konferencepære (eller en anden sort)
- ½ citron (saften)
- 10 hele valnødder (eller 1 håndfuld uden skal)
- 1 håndfuld pistacienødder med skal (som "afskalles" - kan undværres)
- evt. frosne blåbær (til pynt - kan undværres)
Dressing
- 1 tsk sennep
- 1 tsk agavesirup (eller ahornssirup)
- 2 spsk ekstra jomfruolivenolie (eller rapsolie)
- 2 spsk æblecidereddike
- lidt salt
Sådan gør du
- Rens rosenkål ved at fjerne de yderste blade, til den ser frisk ud. Halver, og skær den fint.
- Skyl palmekål, og fjern de groveste ribber. Skær kålen fint.
- Pisk alle ingredienser til dressingen sammen, og hæld den over salaten. Masser dressingen godt ind i kålen med hænderne.
- Skær fignerne i tern og vend dem med salaten.
- Vask pæren, udkern og skær den i mindre stykker. Vend pærestykkerne i saften fra ½ citron, for at de ikke bliver brune.
- Kom pæren over salaten.
- Knæk valnødderne, skær dem i grove stykker, og rist dem på en tør pande. Knæk pistacienødderne. Drys begge slags nødder over salaten.
- Pynt evt. med ekstra sundhed ved at drysse frosne blåbær over salaten.
- Velbekomme.