Mikuna dhal

Mikuna dhal er en af mine absolutte livretter. Jeg kan bare ikke sige dhal uden også at sige dosa. Dosa er en indisk pandekage bagt af en fermenteret pandekagedej af ris og røde linser. Lige for tiden finder jeg ofte en anledning til at spise dhal og dosa. Kommer der gæster, tænker jeg: “Dem har vi vist ikke serveret dhal og dosa for før”.  Undskyldningen, for at lave retten igen i går, var at få taget billeder til en deling af opskriften i dag. Desværre fik jeg ikke taget et godt billede af raitaen, og så må jeg jo nok snart gentage menuen 😉 Der er en opskrift på Mikuna dhal, dosa og raita i dette indlæg.

Som en lille krølle tilbage til mine fødselsdagsfejringer, havde jeg inviteret fire yoga-venner til dosa og dhal efter yoga dagen efter min fødselsdag 😀

Mikuna dhal
Mikuna dhal med dosa, raita og broccoli.

Opskriften til Mikuna dhal har jeg fundet i bogen, “FRI”, som er skrevet af Mikuna pigerne, Line og Sigrid. For fem år siden var jeg helt vild med deres Dhal, som jeg købte et par gange i deres Cafe Mikuna i Århus. Cafeen er desværre lukket, og derfor blev jeg også meget glad, da de udgav en kogebog med opskrifter fra Cafeen. Jeg har skrevet lidt mere uddybende om Mikuna og deres samarbejde med Hanegal, da jeg delte deres opskrift på leverFRIpostej, som du kan læse HER

“Snart seks år som vegansk blogger uden at have en dhalopskift på bloggen?? Hvordan synes du lige selv det går Veganermor?”

Tjah – jeg har prøvet til med flere forskellige slags dhal, som ikke har fanget mig. Jeg endte faktisk med at tro, at jeg nok bare ikke er et dhal-menneske. Dem må der jo trods alt også være nogle stykker af. Men så fandt jeg opskriften på Mikunas dhal i deres bog og huskede, at jeg faktisk var ret begejstret for netop deres dhal. Siden har jeg lavet den et utal af gange.

Veganermors Veganske Tærter
Få min e-bog!

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få Veganermors Veganske Tærter

Invalid email address
Der kan gå lidt tid, før du får mails (bekræftelse + download link). 
Du kan afmelde nyhedsbrevet til enhver tid. 

Mikuna dhal med dosa og raita:

Mikuna dhal
Ingredienserne til Mikuna dhal

Mikuna dhal er lavet med både gule flækærter og røde linser. Flækærterne giver retten mere bid end andre dhalretter, jeg har smagt. Måske gør flækærterne en forskel for mig. Udover ingredienserne på billedet bruges der også salt, peber, olie og kokossukker (eller rørsukker). Jeg kan ikke afvise, at en spiseske kokossukker også er med til at tæmme linseretten, så den smager og opleves ekstra forførende.

Dosa og raita: En dosa er en indisk pandekage, som er bagt af en fermenteret pandekagedej bestående af linser og ris, som dag 1 er sat i blød i vand, dag 2, tilsat salt og blendet, dag 3 er fermenteret/gæret og klar til at bage. Jeg er super fascineret af enkeltheden og smagen af disse pandekager. Jeg kommer også bukkehornsfrø i dosadejen, fordi jeg har det i skuffen. Bukkehornsfrø kan udelades. Dosa smager godt med Dhal og raita. Raita er en indisk yoghurtdip med agurk, hvidløg og mynte. Jeg har eksperimenteret med en vinterversion af raita, hvor jeg har brugt glaskål i stedet for agurk. Det kan man godt.

Opskrift på Mikuna dhal, dosa og raita:

Mikuna dhal

Mikuna dhal

Ret: festmad, Frokost, Hovedret
Køkken: Indisk
Keyword: Glutenfri
En nem og dejligt varmende, velkrydret linseret. Opskriften til Mikuna dhal er fundet i Mikunas bog, FRI.

Ingredienser

  • 1 løg (hakket)
  • 2 fed hvidløg (finthakket)
  • Oliven- eller kokosolie til stegning
  • 150 g gule flækærter (skyllede)
  • 250 g røde linser (skyllede)
  • 250 g kartofler (alm. eller søde) (i grove tern)
  • 1 rød peberfrugt (i tern)
  • 1 ds tomater
  • 1 ds kokosmælk
  • 2 tsk salt
  • 1 spsk sukker (evt kokossukker)
  • ½ l grøntsagsbouillon
  • 1 tsk gurkemeje (med top)
  • 1 tsk karry (med top)
  • 1 tsk chiliflager (eller en frisk chili finthakket)
  • friskkværnet peber

Sådan gør du

  • Ingredienser
    Mikuna dhal
  • Rist krydderierne i en gryde, til de dufter (må ikke brænde på).
  • Tilsæt olie og steg løget ved middel varme i 5 min. Hvis/når krydderierne sætter sig i bunden af gryden, kommes der lidt vand ved. Det kan være nødvendigt flere gange i løbet af de 5 min. Tilsæt bouillon, og når det koger, tilsættes de gule ærter. Koges under låg i 20 min.
    Mikuna dhal
  • Imens gøres de øvrige ingredienser klar.
    Mikuna dhal
  • Efter 20 minutter tilsættes resten af ingredienserne, som simrer videre i 20 min. under låg. Husk at røre i gryden med jævne mellemrum, da de gule ærter let falder til bunds og brænder på.
    Mikuna dhal
  • Mikuna dhal
  • Mikuna dhal kan spises alene, som den er med raita på toppen og evt en grøn grøntsag (eks. dampet broccoli, grønne bønner, mynteærter m.m). Kan også ledsages af ris, naan brød eller lignende.
  • Smager også fantastisk på dosa (ris-linsepandekager)
    Mikuna dhal

Noter

Kan laves flere dage før og vinder kun i smag ved at få lov til at trække. Rester kan fryses og bliver også bare bedre i smagen, når den genopvarmes. Som Mikuna skriver: "En lille Mikuna-hemmelighed er, at den er langt bedre dagen efter, når du varmer den op."
Du kan også finde en opskrift på dosa og raita i dette indlæg HER
Har du prøvet opskriften?Nævn @veganermor.dk på instagram!

 

Mikuna dhal

Dosa

Ret: festmad, Frokost, Hovedret
Køkken: Indisk
Keyword: Glutenfri
Indiske pandekager bagt af en fermenteret ris-linse dej.
Der bliver ca 10 mellemstore pandekager af 1 portion. Til dhal beregnes 2-3 pandekager pr person og 4-5, hvis det er mine sønner 😉

Ingredienser

  • 1 dl ris, valgfri type (godt skyllet)
  • 1 dl røde linser (godt skyllet)
  • 1 tsk bukkehornsfrø (kan udelades)
  • vand
  • 1 lille tsk salt (Dag 2.)
  • kokosolie til bagning.

Sådan gør du

Dag 1

  • Skyl ris og linser og evt bukkehornsfrø og sæt dem i blød i vand i en skål dækket med en tallerken eller et glas med låg på køkkenbordet.
    Indiske dosa

Dag 2

  • Hæld noget af vandet fra og gem det. Tilsæt salt og blend godt til pandekagedej, tilføj evt noget af det gemte vand til en passende pandekagedej-konsistens. Lad dejen stå på køkkenbordet og fermentere til dag 3.
    Indiske dosa

Dag 3

  • Dejen skiller og lugter syrligt. Hvis det er sommer og meget varmt, kan det blive nødvendigt at sætte dejen i køleskabet, når den ser og lugter færdigfermenteret. Køleskabstemperatur stopper fermenteringen.
    Fermenteret pandekagedej
  • Indiske dosa
  • Rør i dejen, til den samler sig, og bag pandekager på en pande, evt. med lidt kokosolie. Jeg bruger en sovseske til at komme dejen på panden med. Én ske til blinis, 2-3 skeer til pandekager.
    dosa

Noter

Dosapandekager smager ikke specielt godt i sig selv, men fantastisk med fyld af f.eks dhal eller som blinis med forskelligt topping. Find ideer til blinis med dosa  HER
Dosa kan bages i god tid, endda fryses. Tøes op og varmes i ovnen i 5 minutter før servering.
Har du prøvet opskriften?Nævn @veganermor.dk på instagram!

 

Raita

Raita

Ret: Tilbehør
Køkken: Indisk
Raita er en indisk yoghurtbaseret dip, som danner et rigtig godt modspil til de krydrede indiske retter.

Ingredienser

  • 1 agurk
  • dl sojayoghurt neutral
  • 1 fed hvidløg
  • 4 kviste frisk mynte
  • 1 tsk spidskommen
  • evt. frisk chili finthakket (kan udelades.)

Sådan gør du

  • Skræl agurken, rens for frø og riv den groft. Hak myntebladene fint.
    Raita
  • Bland alle ingredienserne, rør rundt og smag til. Lad gerne raitaen trække 30 min. eller længere inden servering.
  • Dejlig kølende dip til krydrede indiske retter.
    Mikuna dhal
  • Raita

Noter

Udenfor agurkesæson kan man eksperimentere med at erstatte agurken. Jeg har f.eks. lavet raita af fintrevet glaskål, som blev super godt. Har også overvejet at bruge æbler eller pærer.
Har du prøvet opskriften?Nævn @veganermor.dk på instagram!

Kommentér

Opskrift Vurdering




Navigate