Sommerferie i Portugal og vegansk mad

Dette indlæg handler om vegansk mad på sidste års sommerferie – hvor vi tilbragte en uge i Tavira på Portugals sydkyst – Algarvekysten. Rammerne for vores fælles familietur var, at “vores unge mennesker” havde fået rejse og ophold i lejligheden i gave af os, men turen var ikke med “all inclusive”, og derfor måtte alle bidrage til egen kost på ferien. 🙂

“Tavira er en charmerende fiskerlandsby på den østlige del af Algarve. Den historiske by antages at være næsten 3000 år gammel og har bygninger og strukturer fra mange tidsaldre. Byen har fx været havneby for bl.a. fønikerne og romerne.
En bro fra romertiden over floden, Gilao, forbinder de to dele af byen. Byen er stor nok til at ha´ et tilstrækkeligt udvalg af barer, restauranter, markeder og butikker, men er stadig lille nok til, at man kan gå fra den ene ende til den anden på 15 minutter. En færgetur på nogle få minutter fører ud til den fantastiske ø, Ilha de Tavira, hvor byens badestrand befinder sig.”

Tavira by og strand
Tavira by og strand

August 2016, for lige nøjagtig et år siden tilbragte vi en uge i Tavira sammen med alle vores børn og en svigersøn. Mens jeg skriver dette indlæg, drømmer jeg mig tilbage til Sydportugals sol, varme og flotte klare farver. Den blå himmel, det blå hav og de fine hvide huse med farverige dører etc.
I Tavira skulle vi mødes med min mands bror og kone og deres fire børn. Det var min svoger, som året forinden havde beskrevet Tavira så godt, at vi følte, vi bare måtte holde ferie der. Min svoger havde også forberedt os på, at Portugal og især Sydportugal ikke er særlig veganervenligt. Derfor havde vi lejet en lejlighed for at have mulighed for at lave en del af vores mad selv.

Vegansk mad på en uges ferie i Portugal:

Hjemmefra havde jeg gjort en del tanker om turen og vores mad på turen. Min mand og jeg, som overvejende spiste vegansk i vores hverdag for et år siden, var endnu ikke 100% veganere. Tre af vores fire børn var og er veganere, den fjerde var flex-veganer, og hendes kæreste var og er ikke-veganer.

Morgenmad:
Jeg tumlede med en ide om, at jeg kunne pakke alle ingredienser i min store kuffert til at lave powergrød, og så kunne jeg tilbyde hele flokken at lave fælles morgengrød. Dette tilbud blev sjovt nok 😉 vel modtaget, og derfor fløj jeg til Faro lufthavn i Sydportugal med havregryn, ruggryn, boghvedekerner, solsikkekerner, græskarkerner, tørrede tranebær og rosiner i min kuffert 🙂
Hver aften på turen satte jeg 14 dl gryn og kerner i blød med 28 dl vand i en stor gryde, og hver morgen kogte jeg en grød, som alle kunne tage af, efterhånden, som de vågnede. Vi aftalte, at vi, når vi kom til Tavira, hver især handlede frugt til at toppe morgengrøden med, og det var en super god ide, fordi Portugals solmodne mangoer, nektariner, ferskner og friske figner bare smagte guddommeligt.
Sikke en morgenmad 😀
Du kan finde en opskrift på Powergrød HER

Powergrød med mango, figner og banan
Powergrød med mango, figner og banan

Det går op for mig lige nu, hvor jeg gerne vil vise nogle skønne billeder fra vores mad i Portugal, at jeg for bare et år siden, ikke havde en mobiltelefon, som kunne tage billeder i særlig god kvalitet. Jeg var heller ikke på Instagram, og tog slet ikke så mange billeder af mad, som jeg gør nu 🙂
Jeg har taget ganske få billeder af vores morgengrød og ellers ingen billeder af vores mad på turen. Heldigvis har min mands yngste datter taget nogle billeder af vores aftensmad og på grøntsagsmarkedet, som jeg har fået lov til at bruge. Havde det været i år, ville jeg have taget mindst 100 billeder af maden 😉

Frokost:
Til min store glæde var køkkenet i vores lejede lejlighed ekviperet med en stavblender. Senere fandt jeg via min svoger ud af, at en stavblender er et must i et portugisisk køkken, fordi blendet grøntsagssuppe er hverdagsmad her. Jeg blev glad for at se blenderen, fordi det betød, at vi kunne købe kikærter og ærter og lave hummus og spreads til vores frokost. Og det gjorde vi. Vi købte dåser med kikærter og andre slags bønner, frosne ærter, hvidløg, citroner, krydderier (spidskommen og chili) og brød.
Vores smørepålæg blev en tillempet udgave af vores normale hummus, fordi vi ikke kunne købe Tahin. Men det smagte alligevel fortrinligt 🙂
Frokosten havde vi oftest med på stranden. Vi smurte sandwich hjemmefra og tog gulerødder, agurk , forskelligt frugt og vand med. 😀
Du kan finde en opskrift på hummus Her og du kan finde en opskrift op ærtespread HER

Aftensmad:
Vi var ude at spise flere aftener, men to aftener lavede vi selv mad og spiste sammen med min svoger og hans familie. Middagene fandt sted i deres lejede lejlighed, som tilfældigvis både var større og mere æstetisk end vores lejlighed og med en stor lækker udendørs terrasse med frugttræer – Så skønt 😀
Det var første sommer, hvor jeg havde denne blog, og personligt følte jeg, at det var super blæret, at jeg havde min egen digtale opskriftssamling med på ferie 😀
For hvad skulle vi lige finde på? Så kunne vi lige tage et kig på vores opskrifter 😉

Veganermors Veganske Tærter
Få min e-bog!

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få Veganermors Veganske Tærter

Invalid email address
Der kan gå lidt tid, før du får mails (bekræftelse + download link). 
Du kan afmelde nyhedsbrevet til enhver tid. 
Grøntmarkedet, Tavira
Taviras grøntsagsmarked
Taviras grøntsagsmarkede
Min mand 😉

De dage, hvor vi selv skulle lave mad, startede på Taviras grøntsagsmarked. Udvalget af solmodne grøntsager og frugter er efter min mening noget af det bedste ved at holde ferie i Sydeuropa. Der er så meget mere smag i disse grøntsager, end vi er vant til i lignende danske produkter.

Vores første fællesspisning med min svoger og familie var på sammenskudsbasis, hvor vi hver især lavede retter til fælles buffet. Ud fra, hvad vi kunne handle på torvet og i supermarkedet, valgte min mand og jeg at bidrage med en chilil-goji-gryde, som altid er et hit, og ovnristet brød med olivenolie og saltflager. Du kan finde en opskrift på chili-goji-gryde HER

Til vores anden fællesspisning var det min mand og jeg, som inviterede på mad for at fejre min ældste søns 25 års fødselsdag. Ældste søn ville fylde 25 år den dag, hvor vi skulle flyve tilbage til Danmark. Derfor tog vi tidligt på torvet og lod fødselsdagsmenuen opstå under inspiration af markedets skønne og store udvalg af grøntsager og frugt, sammenholdt med vores digitale opskriftsamling 🙂
Menuen blev quinoapilaf med avocado og en kikærtesalat, (to af vores “top 10” retter), og hertil ovnristet brød med olivenolie og saltflager. Min svoger lavede en grøn salat og grillede noget ikke-veganskt som tilskud til alle “ikke-veganerne”.
Du kan finde opskriften på quinoapilaf HER og du kan finde opskriften på kikærtesalat HER

Veganske retter
Veganske retter til 25 års fødselsdagsfest

Spise ude i Tavira:
Dagen før, vi tog hjem, åbnede et lille vegansk spisested, “Mandala café vegano Tavira”, hvilket vist er lidt uhørt på de kanter. Et dejligt sted med et udvalg af sandwich, lune retter og veganske kager. Café Mandala minder lidt om Mikuna i Århus. Vi besøgte caféen på åbningsdagen for at rose initiativet og fik en snak med indehaveren, som er inder – en positiv og energisk iværksætter-type 🙂
– Så ærgerligt at vi skulle hjem 🙁
Da vi tog afsted hjemmefra var vores forventninger til at kunne spise vegansk mad på restaurant meget små. Men allerede den første dag i Tavira, hvor vi skulle vente 3 timer på at kunne få vores lejlighed, og hvor vi var frokostsultne, fandt vi en indiske restaurant, “Restaurante Taj Mahal Tavira”, hvor vi kunne spise super velsmagende vegansk mad. Min mand og jeg gav frokost til hele banden, og det var stor succes. Vi følte os super, super heldige med at være på ferie sammen, med solskinnet og med denne indiske, velsmagende, billige og veganske frokost 😀
I løbet af ugen spiste vi et par gange på denne indiske restaurant.
Nu bliver jeg lige mindet om, at jeg lovede mig selv, jeg ville udforske det indiske køkken og lære at lave lækre veganske indiske retter 😉

I morgen er det lige et år siden, vi tog til Tavira – Nej hvor jeg er misundelig på mig selv lige nu – p.g.a. solen og alle de klare farver – lige i dette øjeblik – lørdag formiddag i Kolding er vejret gråt, gråt, gråt – og så er det jo godt med disse solskinsminder 🙂

Tavira er absolut anbefalelsesværdig som rejsemål 😀

Kommentér

Navigate