Plante i tomat er vores nye lækre pålæg med plantestykker fra Plant Mate. Pålægget er nemt at lave og egentligt også hurtigt ( i vores perspektiv). Der er en opskrift på “Plante i tomat” i dette indlæg.

Plante i tomat ligner og minder på alle måder om makrel i tomat. Men da den er lavet med plantestykker ønsker den at kalde sig “plante i tomat” og ikke Makrelfri salat.
Jeg ved godt, at den dialog foregår i min hjerne, og at protein-stykkerne ikke har en rigtig stemme. Ikke desto mindre foregår dialogen helt reelt i mine refleksioner. Med planteproteinerne fra Plant Mate, har vi nemlig fået den oplagte mulighed forærende. Muligheden for at kalde “efterligningsretter”, det de er, og det de hedder – nemlig PLANTE 🙂
Tænk om vi kan nå dertil, at PLANTE er en valgmulighed på lige fod med diverse animalske produkter til pizza, pita, wrap, sandwich, burger m. m. Og at alle ved, hvad det er, man får, når man bestiller “plante”. Overvej det – og bare rolig, jeg må stå til regnskab for mine forestillinger i mine omgivelser.
“Det kan jo ikke bare hedde plante, for planter er jo alt grønt, og så ved man jo ikke, hvad det er”
Og ja ..og nej for brugt rigtigt og i rette sammenhæng er PLANTE proteindelen fra ærter og hestebønner, som erstatter animalske proteiner fra fugl, fisk og firbenede dyr.
Det er en diskurs, jeg har stor lyst til at bidrage til. Hvis du bliver lidt irriteret på mig, så please bær over. Og hvis du fanger ideen – så hjælp mig 😀
Plante i tomat:
Opskriften er udviklet af Anette Høgh Nielsen fra Madmedglød. Hun har udviklet opskriften for Plant Mate, og den findes i deres opskriftsbog, som kan tilgås HER
Jeg har kontaktet både Anette og Plant Mate og har fået lov til at dele opskriften på bloggen. Al reklame er uvildig og fra hjertet. Selvom det er samme opskrift, er Anette og Plant Mates metoder lidt forskellige. Vi har afprøvet begge måder at lave pålægget på, og er endt med at lave den som Anette, der udbløder plantestykkerne i bouillon, før de kommes i tomatsovs. Vi tilføjer gærflager til sovsen efter Plant Mates opskrift.
Jeg har valgt at tilpasse opskriften efter en hel pose Plante stykker og en hel dåse hakkede tomater. Det giver en stor portion pålæg, som kan fryses. Du kan også halvere opskriften og fryse de resterende hakkede tomater til næste gang, eller komme dem i en sammenkogt ret.


Indtil nu har alle rost Plante i tomat og flere har været oprigtig overraskede over, hvor tæt på Makrel i tomat, det smager.
Du kan finde en anden pålæg lavet med Plante hakket, nemlig Plantesalat HER
Opskrift på Plante i tomat:

Ingredienser
- 125 g Plante stykker fra Plante Mate (= en pose)
- 4 dl bouillon
- 1 ds flåede hakkede tomater
- 4 spsk tomatpuré
- 4 spsk fintkværnet / hakket noritang (= 1 plade noritang)
- 4 spsk hørfrøolie eller olivenolie eller rapsolie
- 2 spsk æblecidereddike (eller æbleeddike)
- 1 spsk kokossukker (eller anden sødning)
- 1 spsk gærflager (Kan udelades)
- 1 tsk salt
- Friskkværnet peber
Sådan gør du
- Hæld bouillonen over plantestykkerne. Lad det stå i ca 10 min til de er bløde indeni. Rør jævnligt i blandingen.
- Start på tomatsovsen imens der udblødes.Rør de flåede hakkede tomater sammen med tomatpuré, fintkværnet noritang, olivenolie, æbleeddike, kokossukker, gærflager, salt og friskkværnet peber. Smag til med salt og peber.
- Brug nu en håndmixer til at rive op i overfladen af plantestykkerne. Kør med håndmixeren til stykkerne er let flossede men stadig har en fast midte. På denne måde kommer de til at minde mere om strukturen på fiskekød. Brug også den bouillon der ikke er blevet opsuget af plantestykkerne i salaten.
- Bland de udblødte flossede plantestykker med tomatsovsen og smag til med salt og peber.
- Servér Plante i tomat på et stykke rugbrød med Plante Mayo og et drys purløg eller andet grønt på toppen.