Cremet sellerisuppe med svampetopping er en ny suppe i vores suppe-repertoire.
Jeg har hentet inspiration til suppen i en skøn vegansk kogebog, Grøn mad, som er skrevet af Claus Meyer. Jeg har ændret i opskriften ved bl.a at tilføje bouillon og hvide bønner, samt ændret lidt på toppingen. Der er en opskrift i dette indlæg.
Jeg vælger tit at servere suppe for vores ikke veganske venner, når de spiser hos os.
Det gør jeg, fordi det er min oplevelse, at netop suppe kan forene veganere og kødspisere i fælles madglæde og fælles forståelse for et måltid. Forskellen på supper i de to verdener er nemlig usynlig.
Det handler mest om, hvilken type bouillon, suppen laves med, mens resten af ingredienserne sagtens kan være de samme.
Vi har et hold venner, som vi går i teateret med en 4-5 gange henover denne teatersæson.
Vi har aftalt, at vi skiftes til at byde på mad inden forestillingen, og vores venner har faktisk selv foreslået, at vi laver suppe til hinanden, som en let og hurtig hverdagsaftensmad.
Billederne og suppen er fra en sådan middag hos os i sidste uge.
Og hvorfor lige sellerisuppe? Af mange grunde: Kirsten Skaarup skriver om sellerien:
“Den gamle knold hørte tidligere til i naturens eget apotek. Det kan man læse om i gamle skrifter. Middelalderens urtebøger fortæller, at selleri er vanddrivende og udrensende, især for leveren….
…Den helt nye forskning fortæller, at selleri har en blodtryks- og kolesterolregulerende funktion, og stofferne lutolin og disomin ser ud til at forebygge Alzheimers sygdom.
Selleri giver god mæthedsfølelse og styrker fordøjelsen, og så indeholder knolden mange vitaminer og mineraler – og den virker antioxidant og antiinflammatorisk.” – Kirsten Skaarup
Og så smager den godt – jo 😀
Selve suppen består bl.a. af knoldselleri, løg og hvidløg samt vand og citronsaft. Den er helt enkel.
Jeg har tilføjet bouillonterninger og en dåse hvide bønner til Meyers opskrift. Sidstnævnte for at gøre suppen lidt mere proteinrig. De hvide bønner er meget neutrale, og forstyrre ikke smagen af selleri.
Jeg gætter på, at Meyers trick med at undlade bouillon kan handle om, at suppen bliver helt hvid.
Jeg har prøvet begge varianter og hælder nok til suppen med bouillon.
Toppingen består af svitsede svampe, marinerede jordskokker og saltmandler.
Jeg har valgt brune champignon, men har også lyst til at afprøve andre typer svampe; østershatte, kejserhatte eller andre. I stedet for jordskokker bruger Meyer det kvarte af sellerien, som han skærer i tynde skiver og marinerer med olie og citronsaft. Jeg valgte at bruge hele sellerien i suppen og har i stedet marineret tynde skiver af jordskokker, som smager fantastisk.
Som tilbehør fik vi glutenfrie kernebrød, pesto med ramsløg og rødkålssalat. Samt rodfrugtechips.
Det blev en rustik, velsmagende og mættende middag. Alt i alt en skøn kombi 😀
Opskrifter på tilbehør:
Opskrift på cremet sellerisuppe med svampetoppings:
Ingredienser
Suppen
- 1 knoldselleri (ca. 750 g)
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- Olivenolie
- 1 ds hvide bønner
- 1 kvist rosmarin
- 1½ l bouillon
- 2 dl mandelmælk** (** eller en lille håndfuld smuttede mandler)
- 1 knsp cayennepeber
- ½ økologisk citron/citrusuniversal (skal og saft)
- havsalt
- friskkværnet sort peber
Ristede svampe
- 400 g brune champignons (eller andre svampe)
- 1-2 spsk Tamari (el anden soyasauce)
- Friskkværnet peber
Marinerede jordskokker
- 2-300 g jordskokker
- 1 spsk olivenolie
- 1 spsk citronsaft og fintrevet skal (el. Citrusuniversal)
- salt og peber
Saltede mandler
- ca. 50 g saltede mandler (link til opskrift i noten)
Sådan gør du
Suppen
- Skræl knoldsellerien og skær den i grove tern. Pil løg og hvidløg og hak begge dele.
- Steg løg, hvidløg og knoldselleristykker gyldne i 2 spsk olivenolie i en stor gryde.
- Tilsæt de hvide bønner, rosmarin og bouillon, og lad det koge op. Fjern det skum, der danner sig på overfladen med en ske.
- Skru ned for varmen og lad suppen simre i 20 - 25 minutter, til sellerien er helt mør. Tilsæt mandelmælk / de smuttede mandler.
- Blend suppen af et par omgange i en høj blender, og hæld den i en ren gryde. Kan også blendes med stavblender, men bliver absolut mere cremet og lækker i en blender.
- Smag til med fintrevet skal og saft af ½ citron, salt og peber.
Ristede svampe
- Rens svampene og skær dem i grove stykker. F.eks. halvér dem og skær dem i både.
- Steg dem sammen med tamari ved mellemhøj varme til væsken er fordampet. Krydr med lidt peber.
Marinerede jordskokker
- Vask og evt. skræl jordskokkerne. Skær dem i tynde skiver. Du kan bruge et mandolinjern. Men jordskokker er nemme at skære i tynde skiver med en kniv.
- Vend jordskokkerne med olivenolie, citronsaft, citronskal og krydr med lidt salt og peber.
Saltmandler
- Køb dem evt. færdige, eller benyt linket til opskriften i opskriftnoten.
Servering
- Velbekomme