Veganermor 10 år
Påske mandag havde Veganermor.dk 10 års fødselsdag.
Wauu! er det virkelig 10 år siden, jeg holdt release på min nye blog. Jeg husker tydeligt fornemmelsen af at stå der med en helt ny og fremmed verden som blogger foran mig. Det var med stor spænding og flid, jeg tog hul på dette nye kapitel. Jeg var dengang som nu fuld af passion for lækker, smuk og sund plantemad.

Jeg arbejdede på bloggen med at skrive opskrifter ind i et par måneder før releasen, så jeg de første måneder kunne udgive 1-2 indlæg om ugen. Det første år udgav jeg 107 veganske opskrifter. Jeg er i bakspejlet meget imponeret over min produktivitet. Når man har en passion, er der et ekstra gear, som er en fantastisk drivkraft, og som giver mere energi, end der forbruges. Et gear jeg elsker at køre i.
Hensigt og formål med bloggen 2016:
“Det er min intention at dele ud af mine erfaringer som “nybagt” mor til unge voksne veganere. Jeg tror, vi går ind i en tid, hvor et stigende antal unge mennesker vil vælge livstil som veganere, og hvor et stigende antal forældre vil komme i en situation, at fællesmåltiderne derfor må nytænkes, og hvad stiller man lige op med det? Jeg har et håb om at kunne hjælpe, inspirere og indgyde håb fremfor mismod”. – Veganermor
Du kan læse mit allerførste indlæg HER
versus 2026:
Jeg har ikke helt oplevet den udvikling, jeg dengang troede ville ske – jeg troede, at flere og særligt de unge ville trække Danmark i en mere mærkbar plantebaseret retning med argumenter for deres fremtid, klima, dyrevelfærd og bæredygtighed m.m. Her 10 år senere kender jeg ingen i vores nærområde og omgangskreds, der har taget samme valg, som os – at skifte til en plantebaseret livsstil. Det mærkes ikke som om, antallet af veganere/vegetarer har været eller er særligt stigende. Det kan skyldes, at jeg bor i syddanmark – men jeg tror nu ikke, at det alene gør det. En søgning viser dog, at antallet af veganere fra 2017 – 2026 er steget fra 0,5% til 1 % af den danske befolkning. Antallet af vegetarer fra 1,8% – 2-3% (AI-genereret med reference til undersøgelser fra DVF). Mange, jeg kender, udtaler dog, at de spiser mindre kød.
Jeg har de sidste par år kastet min kærlighed på danske bælgfrugter, og jeg føler en mission for at inspirere til brugen af dem. Det er SÅ vigtigt, vi støtter landbrugets omstilling til plantebaserede proteiner. Det er faktisk helt afgørende for, at de ikke forsvinder igen. Såvel som det er vigtigt, at vi støtter økologiske dyrkede grøntsager og frugt m.m..
Jeg har fortsat et stort ønske om at inspirere til grønnere måltider. Jeg oplever selv den plantebaserede verden som helt fantastisk med uendelige muligheder og finder det derfor meget meningsfuldt at dele inspiration og opskrifter fra dette univers.
Bloggen er uvildig som et bevidst valg. Al reklame er fra hjertet. Jeg ser bloggen som mit bidrag til et grønnere Danmark. Det er mit selvbillede, at jeg med kærlige intentioner opererer på min egen spilleplade, hvor jeg i mit eget hverdagsliv forsøger at påvirke og inspirere mennesker omkring mig til en grønnere livsstil – ét måltid af gangen. Håbet er at sprede ringe i vandet.
Data for bloggen:
Jeg har på 10 år delt 325 opskrifter, hvoraf over halvdelen blev ekspederet de første 3 år. Det er ret vildt at tænke på. Men det var jo hele det grundrepertoire, jeg allerede havde, som jeg ret hurtigt fik veganiseret + pålæg og lignende, som også hurtigt kom til af nødvendighed. Siden da har jeg delt opskrifter i et mere roligt tempo, og det er kun de opskrifter, som kommer igennem vores nåleøje, der deles.
Jeg kan tracke aktiviteten på bloggen, og derfor ved jeg, at det er et ret bredt udvalg af de mange delte opskrifter, som bruges eller i hvert fald ses af besøgende på bloggen. I juletiden har bloggen omkring 12.000+ besøgende pr måned. I mere stille perioder af året falder det til 6-7.000 besøgende pr måned. I min optik viser det, at Veganermor er en lille blog, som har sin berettigelse 🙂
Fødselsdagsfejring med hummustallerken:
Jeg elsker vores madverden og begejstres på ugentlig basis af nye lækre og sunde plantebaserede retter. Jeg er dybt taknemmelig for, at mine sønner skiftede til en plantebaseret livsstil, mens de var hjemmeboende, hvorved det også ændrede vores livsstil. Jeg har SÅ meget at fejre på min 10 års dag som blogger. Hvordan griber jeg lige det an?
Fødselsdag påske mandag??
Min hjerne kom ret hurtigt op med et forslag om at lave en jubilæums-hummustallerken.
“Når du nu har fødselsdag i påsken Veganermor, er det så ikke en god ide at lave en hummustallerken toppet med en rodfrugtrede + falafler?”
Vi elsker hummustallerkener. Siden vi besøgte Amsterdam en weekend i 2018, har hummustallerken været en yndlingsret, som er lavet i et utal af variationer. Og rodfrugtreder repræsenterer en yndlings påskeservering. Så det er da slet ikke nogen dum ide.
Et udvalg af hummustallerkner gennem årene:







10 års jubilæums-hummustallerken:

Som den madnørd, jeg er, kastede jeg mig påskemandag eftermiddag ud i projekt “jubilæums hummustallerken”. Om formiddagen hyggede jeg med påskegæster, som skulle sendes godt afsted, hvorefter køkkenbordet skulle ryddes for opvask, inden jeg kunne gå i gang med mit projekt 🙂
Jeg havde besluttet, at jubilæums-tallerkenen skulle laves med danske bælgfrugter. Derfor er hummus og falafler lavet af Ingrid ærter og helt fra bunden. Det kan gøres meget nemmere, end jeg gjorde, og det er typisk mig. Hummus og falafler kan købes færdigtilberedte, og så er arbejdsprocesserne ikke så omfattende.
Ældste sønnen var hjemme på påskebesøg og med til fødselsdagsmiddagen. Hummustallerken med rodfrugterede og falafler blev en stor succes. Jeg vidste det med det samme ud fra de lyde, der kom fra sønnen ved den første mundfuld. Her havde jeg ramt plet med endnu en favoritret, og jeg blev selv meget begejstret, da jeg fik taget hul på min tallerken. Det blev en skøn, skøn middag 😀

Links til delopskrifter:
Skulle du have lyst til at lave en hummustallerken med rodfrugtrede og falafler, henviser jeg til opskrifterne herunder. Og HUSK! du kan vælge at købe dig til hummus og falafler 🙂
Hummus:

Selve hummusen er lavet efter denne opskrift, hvor kikærter udskiftes lige over med Ingrid ærter. Du kan læse mit første indlæg om hummustallekner HER
Falafler:

Jeg lavede halv portion, og formede mindre falafler. Persille og frisk koriander blev erstattet af en stor håndfuld ramsløg, hvilket blev rigtig godt.
Rodfrugtereder:

Jeg brugte patinakker, søde kartofler og rødbeder (var løbet tør for gulerødder). Jeg forsøgte at lave rederne lidt større. ellers fulgte jeg opskriften. De var lidt svære at få flyttet fra bageplade til hummustallerknen. Det lykkedes og de kunne heldigvis rettes lidt ud, da de var landet. De ukurante stykker rodfrugt, som er tilbage efter spiralizing, blev skåret i små stykker, bagt med i ovnen og er også fordelt på tallerknerne.
Andet:
Herudover er der brugt *Balsamicoglace, som med let hånd fordeles på hummus, inden rodfrugtreden er lagt på. *Syltede rødløg til falaflerne. *Karse og brøndkarse. For ikke at glemme *saltede mandler. Vi har som familie en stor svaghed for at komme saltede nødder eller mandler på, når vi laver hummustallerkner. * Lad gerne fantasien råde og eller bare brug, hvad du har.
Efterord:
“Hvad så Veganermor, giver du den ti år mere?”
Ja, lad os bare sige det. Jeg fortsætter i hvert fald og vil nyde blogarbejdet den tid, bloggen vælger at være mit oplagte medie for deling af inspiration.


















6 kommentarer
Margit
Hej Mie
Tillykke med dit 10 år jubilæum 🙂 godt gået. Tak for alle dine opskrifter, som du så gavmildt frit deler med alle. Jeg og min familie er ikke veganere eller 100 % vegetarer, men vi spiser vegetarisk de fleste måltider. Jeg finder ofte inspiration på din blog, tak for det. Dejligt at du vil forsætte din blog.
Helle
Hej Margit
Tak for din søde kommentar 🙂
… og velbekomme.
Det glæder mig meget, at du kan finde inspiration til grøn mad på min blog.
Det behøver jo netop ikke at være et enten eller. Blot burde alle nok generelt spise mere grønt.
Dejligt at I så ofte spiser vegetarisk 😀
Kærlig hilsen Helle
Ulla
Stort Tillykke med de første 10 år med den mest fantastiske blog 😍
Helle
Hej Ulla
Tusind tak for din søde kommentar 😀
Kærlig hilsen Helle
Mie Andersen
Stort Tillykke med 10 års jubilæumet og manget tak for alle de gode opskrifter
Helle
Hej Mie
Tusind tak og velbekomme 😀
Dejligt du er så trofast med.
Kærlig hilsen Helle