Vegansk håndmad og en engelsk svigersøn

Det startede som en frokost på Onkel A i Vejle, hvor jeg var inviteret af en veninde.
En vegansk håndmad, stod der på menukortet – Lad os prøve det!
Sikke en succes. Både mine øjne og smagsløg var begejstrede.

Vegansk håndmad
Vegansk håndmad

Billedet her viser min første efterligning af Onkels A’s veganske håndmad. Den er lavet og serveret til  frokost juleaftens dag.  Et værdigt festmåltid bestående af et stykke rugbrød med humus og en quinoasalat med fintskårne grøntsager, avocado, mynte, grønkål mm. toppet op og pyntet af med oliven, saltede mandler, cashewnødder ol.

I marts flyttede yngste papdatters engelske kæreste ind hos os. Han er glad for god og velsmagende mad, om end han ikke er veganer. Min plan var på ankomstaftenen at servere en imponerende vegansk håndmad til aftensmad. Få opskriften skrevet ned og tage billeder af processen.

vegansk håndmad 2
Vegansk håndmad til den nye svigersøn
vegansk håndmad
Veganske håndmadder

Jeg glemte det med at tage billeder af processen – var optaget af den kreative proces med at komponere håndmaden. Men som sagt er det et godt stykke rugbrød med et tykt lag humus. Herpå en quinoasalat (alternativt bulgur, couscous eller ris) med fint skårne grøntsager. I vores var der rødløg, rød peber, gulerødder, grønne bønner, smuttede mandler, grønkål og mynte. Salaten er vendt med en dressing af olivenolie og frisk citronsaft i forholdet 2:1 med lidt salt og peber. Smag evt. hele salaten til med ekstra salt og peber. Når salaten lægges på rugbrød, der er smurt med humus, lægges det lagvist med skiver af avocado. Drys evt. mellem lagene med saltmandler, oliven og lignende. Jeg brugte ½ avocado pr håndmad. Saltmandlerne er, efter min mening, prikken over i’et.
På Onkel A i Vejle var der pyntet ved siden af håndmaden med agurkeskiver på balsamico-glaze og med forskellige kogte bønner. Jeg har pyntet med tomater, kikærter, ærter og oliven.
I hele set-up’pet er det kun fantasien, som sætter grænser, hvilket jeg personligt er helt vild med.

Den nye svigersøn er landet på en fremmed planet hos os, hvad mad angår. Det tager han meget pænt. Han spiste håndmadden, og syntes den smagte godt.

Veganermors Veganske Tærter
Få min e-bog!

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få Veganermors Veganske Tærter

Invalid email address
Der kan gå lidt tid, før du får mails (bekræftelse + download link). 
Du kan afmelde nyhedsbrevet til enhver tid. 

I dag har jeg så lavet en vegansk håndmad til lørdagsfrokost, for at få taget billeder af processen og få nedskrevet opskriften. Eftersom jeg efterligner Onkel A, er der jo ingen fast opskrift. Og får I lyst til at efterligne min efterligning, skal I endelig føle jer frie til at improvisere over temaet 🙂
I morges var jeg til min overraskelse løbet tør for hjemmebagt rugbrød, og hvad gør man så?
Jeg kunne jo bare købe et rugbrød, men jeg valgte at låne ved en veninde, som i sin tid fik surdej fra mig til sit rugbrød, og så bliver det jo i familien 😉
“Hvis du lægger rugbrød til, laver jeg frokost til jer” Det ville de gerne, heldigvis.
Hendes rugbrød er lidt mindre end mit, så jeg har brugt to skiver pr håndmad. Og sikke en håndmad!!

Vegansk håndmad
Vegansk håndmad

Opskrift:

Vegansk håndmad

Vegansk håndmad

Ret: Frokost
Antal: 4

Ingredienser

  • 4 skiver rugbrød
  • 1 portion Humus (Se under opskrifter)

Quinoasalat

  • 2 dl quinoa (alternativt bulgur, couscous, ris)
  • 1 lille rødløg
  • 1 forårsløg
  • 5 cm agurk
  • 1 gulerod
  • lidt grønkål (alternativ babyspinat / ruccola/ eller lidt af alt)
  • 100 g kikærter (kogte)
  • 1/4 rød peber
  • 1 lille håndfuld grønne bønner (Friske (koges 2 min) eller frosne)
  • Friske krydderurter (persille, purløg, mynte)

Dressing

  • 2 spsk olivenolie (el. rapsolie)
  • 1 spsk citronsaft/citrusuniversal
  • 1 spsk æblecidereddike
  • lidt salt (+ ekstra salt og peber til at smage salaten til)

Pynt og drys

  • små tomater (cherry el. daterino i kvarte)
  • ½ agurk (til sidepynt)
  • saltmandler (Kan laves i god tid / eller købes)
  • cashewnødder
  • Ristede kikærter (Se nederst)
  • evt. andre bønner (kidneybønner, smørbønner, ærter ol.)
  • grønne og sorte oliven (eller hvad du har)
  • 2 spiseklar avocado (½ pr håndmad)
  • fintskåret grønkål/spinat/ruccola
  • evt. lidt balsamico-glaze (til sidepynt)

Sådan gør du

  • Start med at lave humus. Kan gøres flere dage i forvejen. Brug evt. min opskrift, eller den, du plejer. Evt en variant med kulør (hokkaido, rødbede, spinat o.l.). Eller køb en færdig hummus.

Quinoa salat

  • Skyl quinoa og kog den i dobbelt mængde vand med lidt salt i 20 min. Lad den køle af. Tilbered grøntsagerne imens.
  • Skær alle grøntsagerne i meget små tern. Rens og hak de friske krydderurter. Kom det hele i den afkølede quinoa sammen med kikærter. Rør ingredienserne til dressingen sammen og kom den i salaten. Vend det hele godt og smag evt. til med ekstra salt og peber.
    Quinoa salat
  • Få styr på alle dine pynt / drys ting og avocado. Hvis du selv vil lave saltmandler, kan du finde en opskrift under opskrifter. De kan laves i god tid.
  • Så kan du begynde at bygge håndmadderne. Find 4 tallerkener, som de skal serveres på. Du kan evt. starte med sidepynten i god tid og toppe håndmadden lige før servering. Så avocadoen ikke bliver mørk.
  • Pynt
  • Læg rugbrød på tallerkenen. Smør et godt lag humus på brødet.
  • Kom et lag af quinoa salat ovenpå humussen og fordel herefter 1/4 avocado i skiver og lidt af det øvrige drys.
  • Læg endnu et lag med quinoa salat, avocado og drys og slut af med et sidste lag af quinoa salat. Konstruktionen bliver sån' lidt pyramideagtig. Slut af med at pynte med tomat og oliven, grønkål eller hvad du har, og hvad du synes, der ser godt ud 🙂 Skulle der falde lidt ned, når du bygger, sker der ikke noget ved det. Og øvelse gør mester 😉
  • Lørdagsfrokost med gode venner

Noter

Du kan finde en opskrift på hummus HER
Ristede kikærter kan laves af f.eks. 100g kikærter, som vendes i 1 spsk soya og 1 spsk olivenolie og ristes i ovnen ved 180 gr varmluft i 15-20min.
Forvent at der bliver quinoa salat til overs. Det kan serveres dagen efter som tilbehør til det humus, som bliver tilbage 🙂
Har du prøvet opskriften?Nævn @veganermor.dk på instagram!

 

 

2 Comments

  1. Jep … Det der er grunden til, man aldrig skulle være flyttet hjemmefra 😉

Kommentér

Navigate