Jeg har en heldig dag i dag – det er dage, jeg samler på 😉
Leverpostej har aldrig rigtig smagt mig – heller ikke som barn. Denne smags”deffekt” deler jeg med mine sønner. Derfor har jeg overhovedet ikke søgt efter en vegansk erstatning for leverpostejen.
Denne veganske jordskokkepostej ligner leverpostej – men smager overraskende godt 😀
Hvad bruger man lige sæsonens sidste høst af jordskokker til?
Vi har lavet og nydt en kæmpe portion jordskokkesuppe, og har stadig 1kg jordskokker tilbage.
Heldigvis er jeg på et tidspunkt faldet for en jordskokkepostej på Facebook og har skrevet ingredienserne ned. Jeg fik ikke skrevet mængdeforholdene ned – bare ingredienserne.
Det er her, mit held kommer ind i billedet – jeg har nemlig været ret heldig med doseringen af ingredienser i den postej, jeg har fået lavet 😀
Jeg kan huske, at omtalen af postejen på Facebook lød over-godt, og den postej, jeg har fået lavet ud fra denne inspiration, smager virkeligt fortræffeligt – så TAK for det 🙂
Som tilbehør til jordskokkepostejen har jeg bagt og marineret rødbeder – og uden intentioner herom, så ligner det da en leverpostejmad – ikke?

Min mand har lige haft fødselsdag og skal give “fødselsdagsbrød” på sit arbejde til formiddagspausen i morgen. Hans kolleger forventer et anderledes indput fra hans side. Han medbringer bl.a. denne jordskokkepostej med bagte marinerede rødbeder. De skal også udfordres med rødbedehummus 😉 Jeg er spændt på deres reaktion, og håber ikke de bliver alt for skuffede.
For – når jeg alligevel var igang i køkkenet med at lave postej og bage rødbeder, kunne jeg lige så godt koge kikærter (sat i blød i aftes) og lave rødbedehummus samtidig.
Det er ingen overdrivelse at påstå, at jeg bruger meget af min fritid på at lave opvask 😀

Opskrift på vegansk jordskokkepostej og bagte marinerede rødbeder:

Ingredienser
- 2 dl linser (efter eget valg)
- 300 g jordskokker
- 100 g solsikkekerner
- 200 g svampe
- 1 løg
- 1-2 fed hvidløg
- 1 tsk jomfrukokosolie
- ½ tsk paprika
- 1 tsk timian
- 2 spsk Tamari (sojasauce)
- 1 spsk citronsaft/citrusuniversal
- salt og peber
Sådan gør du
- Skyl linserne og kom dem i en gryde
- Rens jordskokkerne og skær dem i grove tern og kom dem i gryden sammen med linserne.
- Hæld vand ved og kog linser og jordkokker i 20-25minutter, til jordskokkerne er godt møre. Hæld overskydende vand fra.
- Rist solsikkekernerne på en tør pande.
- Rens champignon og skær dem i skiver. Skær løget i tern. Pil hvidløget og hak det fint.
- Svits champignon, løg og hvidløg i kokosolie på en pande. Krydr med 1 spsk tamari, paprika, timian og peber.
- Kom jordskokker, linser, solsikkekerner og champignon-blandingen i en skål.
- Tilføj citronsaft , resten af Tamarien og blend med stavblender. Lad evt massen have en lidt grov struktur eller blend helt fint - som du har lyst til. Smag til med salt og peber.
- Server evt sammen med bagte marinerede rødbeder. Velbekomme
Noter
Jeg overvejer at koge linser og jordskokker som præfabrikat og fryse det ned - til at lave postejer med I løbet af foråret, hvor danske jordskokker ikke er i sæson.

Ingredienser
- 4 rødbeder
- 1 spsk rapsolie
- 1 spsk citronsaft/citrusuniversal
- 1 spsk æblecidereddike
- lidt salt
Sådan gør du
- Skrub rødbederne og bag dem med skræl ved 200 grader i 45-60 minutter. Til de er møre.
- Tag dem ud af ovnen, og lad dem køle lidt af.
- Pil skrællen af rødbederne.
- Skær dem i stave eller skiver efter kokkens humør
- Bland dressingen, kom den ved rødbederne og bland godt.
- Opbevares i lukket glas i køleskab
Noter
Holbarhed - formentlig en uges tid? 🙂