Antal: 4
Bagt havregrød med bær, frugt og knas. Glutenfri, hvis du bruger glutenfri havregryn, evt i en kombination af hirse og boghvedeflager.
Ingredienser
Frugt og bær-lag
- 400 g blandede bær (kan være: Brombær/jordbær/blåbær/solbær/ ribs/ stikkelsbær o.l.)
- Evt. 200 g blommer (kan undlades)
- 1-2 æbler (et stort - to mindre)
- 2 pærer
Grød-lag
- 200 g havregryn (evt. blandet med rug-/byg-/hirse-/boghvedeflager)
- 1 tsk kardemomme (eller vanilje / kanel /ingefær)
- 1 tsk bagepulver
- lidt salt
- 2 spsk chia (til chiaæg - se under instruktioner)
- 4 dl mandelmælk
- 3 spsk ahornsirup (eller agavesirup / kokossirup)
Drys
- ½ spsk kokosolie
- 1 spsk ahornsirup (eller agavesirup / kokossirup)
- 50 g græskarkerner
- 50 g hasselnødder (eller grofthakkede mandler)
Sådan gør du
- Ved brug af frosne bær, tages bærrene ud af fryseren aftenen før, og optøs i køleskabet natten over. Benyt evt det fad, du vil lave dem i, som ikke behøver at blive smurt.
- På dagen: Start med at lave chiaæg: Drys 2 spsk chiafrø i en lille skål, og hæld knap 1 dl vand over. rør rundt med en ske, og lad blandingen trække i køleskabet i 15 minutter.
- Rør fyldet til grødlaget sammen pånær chiaægget, som trækker i køleskabet. Lad grødblandingen stå og tykne lidt i plantemælken, mens du ordner frugt- og bærlaget.
- Skær æbler, pærer og evt blommer i tern, og kom dem i fadet med bærrene. Bland frugt og bær godt og glat laget ud i fadet.
- Rør nu chiaægget grundigt i grødlaget, og fordel grødblandingen over bær- og frugtlaget
- Bland kokosolie og ahornsirup med nødder/mandler og græskarkerner, og fordel blandingen jævnt over grødlaget.
- Bages ved 175 grader (160 grader varmluft) i 40 minutter.
- Kan toppes med friske bær eller blommer (når det er sæson for det), kan sagtens spises uden.
- Serveres f.eks. med planteyoghurt til
- Rester opbevares i køleskabet og er nem morgenmad næste dag.
Noter
Bagte bær er et bud på en total dejlig forkælelsesmorgenmad, som ganske vist tager en times tid at frembringe, men som er hele ventetiden værd. Og tro mig! Det siger min mand og jeg til hinanden hver gang, når vi tager den første mundfuld af retten: "UHM!! det er hele ventetiden værd" 😀 Udenfor pæresæson kommer vi kun æbler i retten. Vi elsker at tilføje blommer, og i blommesæsonen fryser vi udstenede forskårne blommer i portioner på 200g lige til at tø op sammen med bærrene.
Har du prøvet opskriften?Nævn @veganermor.dk på instagram!
4 Comments
Hej, det ser virkelig lækkert ud, det vil jeg prøve!
Hvis du ikke bruger blommer, erstatter du så mængden med noget af det andet bær/frugt?
Eller kan de undlades helt, og så bliver portionen bare lidt mindre?
Hilsen Lise
Hej Lise
Tak for din kommentar.
Ja, “bagte bær” er virkelig lækkert 🙂
Hvis jeg ikke har blommer, laver jeg det bare uden noget andet i stedet for.
Portionen bliver ikke så meget mindre uden blommer, da 200g blommer fylder mindre, end man tror 😉
For mig er det bare blevet en dejlig måde at bruge blommer på.
Jeg fryser små portioner i blommetiden netop til at lave bagte bær med.
Hilsen Helle
MUMS, det var godt.
Og så fuld af alle de ting, som jeg så gerne vil spise mere af, men som jeg ikke liiige får gjort.
Her er det nemt og samlet 😀
Og meget mættende!!!
Jeg havde ingen pærer eller blommer, så der kom lidt ekstra æble og bær i, og det blev en god stor portion, så vi havde til et par dage.
Jeg er virkelig glad for, at jeg fandt din opskrift 🙂 🙂 🙂
– Tak for den!
Hilsen Lise
Hej Lise
Tak for din dejlige kommentar.
Vi nød også en gang bagte bær sidste weekend.
Ren og skær forkælelse 😀