Vand med varianter af smag – og en ny bog

Bogen, Infused water, som jeg omtaler i dette indlæg, har startet en sand sommergrille i vores køkken. Der er gået sport i at lave vand med smag – jeg kan slet ikke lade være. Vi har konstant to vandkarafler i køleskabet med forskellige smage fra en kombination af krydderurter, citrusfrugter, grøntsager, roser og lignende. Kun fantasien sætter grænserne 😀

Et udvalg af vand med forskellige smagsvarianter
Et udvalg af vand med forskellige smage

“Infused water” med undertitlen: Vitaminfyldt, smagfuldt og slankende vand, er skrevet af Sandra Pugliese. Bogen er meget appetitlig og gennem-illustreret med flotte billeder af “infunderet” vand i talrige variationer. Faktisk indeholder bogen 50 opskrifter på vand med variationer af smag.

Infused water
Infused water af Sandra Pugliese

Fra bogens bagside:
Infused water er rent vand med vidunderlig smag og smukke farver, fyldt med vitaminer, mineraler, antioxidanter og andre vitale stoffer. Det er kalorielet, naturligt basisk, og det løfter det i forvejen så livgivende vand til et helt nyt niveau. Det gør det legende let og lækkert at drikke de anbefalede mængder af væske – ikke fordi du skal, men fordi du slet ikke kan lade være.
Også for de mindste i familien er det både sjovt, lærerigt og sundt at introducere infused water, der forvandler oplevelsen af det måske ellers lidt kedelige vand til en sand fornøjelse.
Bogen giver dig:
– 50 sunde, lette og smagfulde opskrifter på infused water med frisk frugt, grønt og krydderurter.
– Tips og inspiration til udnyttelse af fyldet, når vandet er drukket.
– Et indblik i hvilke sundhedsfremmende egenskaber infused water har.
– Fakta om sundhedsfremmende egenskaber i udvalgt frugt, grønt og krydderurter.

Om forfatteren:
Sandra Pugliese: er autodidakt kok og kogebogsforfatter. Hun har udgivet en lang række kogebøger, der alle har smag, sanselighed og sundhed i højsædet. Sandra har i mange år arbejdet med mad som medicin, og hendes holistiske tilgang til mad og sundhed har stor betydning, når hun kreerer opskrifter. Sandra brænder for at vise sine læsere, hvilke små mirakler de rette råvarer kan gøre for både krop og sind.

Om bogen:
Infused water er en flot bog med mange flotte billeder af “al verdens” forskellige variationer af vand tilsat naturlige smagsgivere. Bogen er holdt i pastelfarver, som i kombination med bogens flotte billeder gør bogen til en æstetisk oplevelse at bladre igennem.
Sandra Pugliese vil rigtig gerne med bogen være med til at få os til at drikke mere vand, og hun er overbevist om, at vi vil ændre vores forhold til vores daglige vandindtag, når vi læser bogen.
“Fordi det nemlig er fuldstændig umuligt ikke at blive vild med at lave infused water, når man først har prøvet det” – Sandra Pugliese
Mine “akademiske” sønner, som er hjemme på sommerferie, synes ikke bogen underbygger sine sundhedspåstande. Sønnerne har helt sikkert ret i deres vurdering. Jeg er ikke selv stoppet så meget op ved det faktum, men har mere koblet mig på de sjove og fantasifulde nye måder at krydre vores drikkevand på 🙂

Vand med gulerod, appelsin og salvie

Eksempel fra bogen:
Vand med Gulerod, appelsin og salvie:
Høvl guleroden fint på et mandolinjern eller en spiralizer, det giver mest smag til vandet. Tilsæt en skive appelsin, og et par salvieblade og fyld op med iskoldt vand. Hvis du er så heldig at få fat i små babygulerødder med top, så brug endelig dem. Flæk nogle af dem i halve for mere smag.
Om salvie: er særlig rig på A-, K- og B6-vitamin samt folat, calcium, mangan, jern og magnesium. Den er også rig på antioxidanter. De essentielle olier i salvie stimulerer hjernen til bedre hukommelse og koncentration, og er fremragende til at booste immunforsvaret.

Anden omtale af bogen:
Anette Harbech Olesen, madforlivet.dk omtaler også bogen på sin blog og skriver bl.a:
“Når det er sommer og varmt, så har vi ekstra behov for at drikke vand. Vand er livsvigtigt, men engang imellem kan det være svært at få drukket nok.Det er her Sandra Puglieses nye bog Infused water, vitaminfyldt, smagfuldt og slankende vand, kommer ind i billedet. Infused water er det nye sort, og det handler om at tilføre vores vand delikat smag og vitaminer fra bær og grønsager.
Infused water kan tjene som erstatning for sodavand og saft, der er fyldt med sukker eller kunstige sødemidler. Vil du gerne undgå disse, så kan du med et snuptag tilberede infused water, så du let har en række sunde og gode alternativer klar her i sommervarmen.
Bogen indeholder også gode og brugbare informationer om vand, om at det eksempelvis er bedst at drikke cirka to liter vand om dagen, men at det er de færreste af os, der gør det. Vi skal drikke cirka en liter vand per 30 kg kropsvægt, og når det er varmt, kan behovet være større.”  – Anette Harbech Olesen

Mine egne erfaringer med smagfuld vand:
Infused water er ikke et nyt fænomen. Jeg har mange sundheds-kogebøger og E-bøger, som også anbefaler, at komme krydderurter, citrusfrugter, bær og lignende i sit vand. Dels for smagen, men også for at drage nytte af de sunde mikronæringsstoffer, som trækker ud i vandet og giver vandet smag. Tidligere somre har jeg en gang imellem tilføjet krydderurter til vores vand, men i år er jeg virkelig blevet grebet. Sandra Puglieses bog i kombination med en meget varm sommer med behov for at drikke rigtig meget vand har gjort udfaldet, og nu er det blevet en dejlig vane 🙂

Den første karaffel med infused water var en impulsiv handling, fordi vores have bugner med fennikel, der er gået i stok, hvorved fennikelknolden ikke dannes, og hvad kan man så lige bruge planten til?
Helt overraskende smager fennikelblomsten fortryllende som et “kongen af Danmark-bolsje”.
Siden har vi drukket rigtig meget fennikelvand, som giver en let og behagelig lakridssmag.
Jeg har også lavet infused water med mynte, rosmarin, rosenblade, agurk, melon, æbler, kanel m.m.
De forskellige smagsgivere holder sig ca 1 – 2 dage, og vi har en husregel om, at når nogen drikker af vandet, skal karaflerne efterfyldes med vand og stilles tilbage i køleskabet.
Efter 1-2 dage går jagten ind på nye smage 😀
Denne ordning fungerer super godt. Familien er begejstrede for vandet og spændte på, hvilken vand og hvilke smage der kommer næste gang. “Hvad mon hun nu har fundet på?” “Æbler og kanelstang – lækkert!” “Rosenblade og lavendel – smager lidt af shampo – knap så lækkert” 😉

Fennikel
Fennikel i køkkenhaven
Vand med fennikel og lime
Vand med fennikel og lime
Krydderurtevand
Krydderurtevand med a. mynte og fennikel og b. rosmarin og lime
Vandmelon og mynte
På vej mod Infused water med vandmelon og mynte

Og ja, selvom jeg i forvejen er god til at drikke vand og godt kan lide smagen af vand, må jeg indrømme, at det er sjovere at drikke vand med smag. Jeg forstår Infused waters potentiale til at få personer, som ikke bryder sig om smagen af vand, til at drikke mere vand måske ligefrem som erstatning for sukkerholdige drikke.
I skrivende stund står der en karaffel med fennikelvand på bordet ved siden af mig 😀
August byder også på masser af sol, og jeg håber at kunne inspirere nogen til at lave Infused water
Skriv gerne en kommentar med dine Infused water-yndlingskombinationer 😀

Fennikelvand
Læskende fennikelvand

2 Comments

  1. Det er fint, hvis bogen kan få flere til at drikke vand frem for sodavand, men med hensyn til mikronæringsstoffer, så er det højest de vand opløselig man får ud i vandet, vitamin A og K er fedt opløselige.

    • Helle Reply

      Hej Jenny
      Det har du helt ret i. Det er de vandopløselige vitaminer, som vi får adgang til 🙂
      Infused water kan være ret dekorativt vand, og jeg bliver helt glad ved at være til bords med det 😀

Kommentér

Navigate