Chokoladeblondie med valnødder

Hvis Veganermor var en figur i et computerspil  –  min referenceramme for computerspil er SuperMario, som var in, da mine børn var små – så ville figuren være en lille handlekraftig dame med røde kinder, briller og forklæde. 🙂 Veganermor ville spæne rundt på ca. level 8 eller 9, og hendes udfordringer ville være både at opsnappe ernærings rigtige madting, hvorved hun ville vinde liv og samtidig at undgå tomme kalorier, raffineret, forarbejdet mad og unødvendige tilsætningsstoffer, hvorved hun ville miste liv. Indimellem ville der i spillet dukke et guldæg frem i form af en usund madting (f.eks en kage), der var ændret til at være sund, og hvis veganermor lykkedes med at opdage og fange en af disse guldæg i farten, ville hendes opsparede point og lykke blive fordoblet. Men hun skulle være vaks, for der var selvfølgelig indlagt fælder, og ikke alle guldæg var af den sunde slags.
🙂  🙂  😉

Dagens indlæg indeholder en opskrift på et guldæg i form af en lækker og næsten sund kage, chokoladeblondie, som jeg smagte første gang til en middag hos gode venner. Vi var inviteret til aftensmad, som godt kan være en udfordring. Men vores venner havde taget udfordringen om vegansk mad til sig, selvom de ikke selv spiser vegansk. De serverede rigtig lækker vegansk mad og kage. Jeg føler mig så taknemmelig, når venner og omgangskreds viser os den gestus. Det dejlige, når andre laver veganermad til os, er, at de tit laver nogle retter, som vi ikke kender.

Vores venner havde søgt på nettet og netop fundet denne kage hos “Neohippie”. Den blev serveret med friske jordbær og blåbær, og for mig, der ellers altid siger nej tak til kage – fordi kage oftest består af sukker og hvedemel – var denne chokoladeblondie den rene himmerigsmundfuld. Hold da op 🙂
I min version er der tilføjet valnødder, fordi vi lige nu har masser af friske valnødder fra min søsters kæmpe valnøddetræ. Kagen består ellers af kikærter, peanutbutter, ahornsirup og mørk chokolade.

Neohippie skriver om kagen:
“De bliver virkelig fedtede, da dejen er lavet på kikærter, peanutbutter og ahornsirup, hvilket også gør dem sprængfyldt med protein, kostfibre og vitaminer og mineraler som fx A- og E-vitamin, folat, kalium, calcium, jern, zink, magnesium og fosfor. Og grundet den mørke chokolade er de også proppet med antioxidanter.”
( = guldæg 😉 )

Veganermors Veganske Tærter
Få min e-bog!

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få Veganermors Veganske Tærter

Invalid email address
Der kan gå lidt tid, før du får mails (bekræftelse + download link). 
Du kan afmelde nyhedsbrevet til enhver tid. 

Neohippie, som ikke eksisterer mere, var en fantastisk inspirerende blog. Jeg føler mig meget ydmyg, når jeg besøger mine blog-kollegers blogge. Jeg bliver altid inspireret til at lave nye ting – eller gøre ting på en ny måde. Det er vildt, hvad der findes af dejlig inspiration til vegansk mad “derude”.

Men siden det nu er søndag, hvorfor så ikke pakke computerspillet væk og bage en kikærte-kage, lave en kop te og få sig lidt god søndagshygge. 🙂

Opskrift på chokoladeblondie med valnødder:

Chokoladeblondie med valnødder og røde vindruer

Chokoladeblondie med valnødder

Ret: Dessert, Kage
Keyword: Glutenfri
Antal: 4
Glutenfri. Der bliver ca. 18 små stykker. Kan også bruges som energibar. Børn vil måske helst undvære valnødderne?

Ingredienser

  • 1 ds økologiske kikærter (drænede. Eller 240g selvkogte.)
  • 1 dl ahornsirup
  • 2 dl økologisk peanutbutter (uden tilsat olie og sukker)
  • ½-1 dl aquafaba (kogevand fra kikærterne) (eller vand)
  • 100 g mørk chokolade (+ 50 g til at komme ovenpå)
  • 50 g valnødder (grofthakket - kan undlades)
  • ½ tsk bagepulver

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 200 grader. (185 grader varmluft)
  • Blend kikærter, ahornsirup, peanutbutter, aquafaba og bagepulver.
  • Hak 100 g. chokolade og fordel i dejen sammen med valnødderne.
    Chokoladeblondie med valnødder
  • Hæld dejen i et usmurt kagefad på ca. 20×30 cm (hvis du har et fad, som nemt brænder på, kan du beklæde det med bagepapir først).
    Chokoladeblondie med valnødder
  • Fordel dejen i formen f.eks. med en kniv.
    Chokoladeblondie med valnødder
  • Bag i 30-35 min.
  • Lad køle af. Hvis du vil gøre den ekstra appetitlig at se på, kan du smelte 50 g. mørk chokolade og hælde i streger ud over kagen, inden du skærer den.
    Chokoladeblondie med valnødder
  • Velbekomme
    Chokoladeblondie med valnødder

Noter

Kikærterne kan udskiftes med danske Ingrid ærter.
Server evt kagen sammen med noget frisk frugt.
Du kan med god samvittighed listes et stykke kage med i madpakken 😉 
NOTE: Billederne er taget af en dej uden brug af aqafaba.  Når der kommes 1 dl aquafaba i dejen, bliver konsistensen tyndere og nemmere at arbejde med. Kom chokolade og nødder i dejen, mens den stadig er i foodprocessoren og fordel det ved hjælp af pulsfunktionen - alternativt forsigtig blendning. Dejen kan også nemmere fordeles i bageformen. Skal blot bages 5 - 10 min længere end angivet.
Har du prøvet opskriften?Nævn @veganermor.dk på instagram!

2 Comments

    • Helle Reply

      Hej Helene
      Det vil jeg glæde mig til at høre om 🙂
      Kærlig hilsen Helle

Kommentér

Navigate